Birthe Kyng

Birthe Kyng voksede op som enebarn i et trygt og velstående hjem. Faderen var en fremtrædende videnskabsmand og moderen en stille husmoder. Familien boede i en stor tjenestebolig ved Rigshospitalet. Birthe Kyng beundrede faderen, som beskæftigede sig meget med hende, og hun nød, at han tog hende med til fodboldkampe i Idrætsparken. Hun var tæt på Besættelsens sørgelige og voldsomme hændelser. Faderen var modstandsmand og hjalp jøder med skjul og flugt. Han blev senere arresteret af tyskerne, men undslap sammen med bl.a. Mogens Fog fra Shellhuset under det engelske bombardement i 1945, tog hjem og flygtede dagen efter til Sverige.

I 1943 blev Birthe Kyng student fra Nørre Gymnasium og var da godt træt af det dominerende akademiske miljø, som altid havde omgivet hende. Hun valgte Sofie Rifbjergs Kursus for Småbørnspædagoger, som hun afsluttede i 1945. Derefter gennemførte hun det nye psykologistudium på Københavns Universitet og blev cand.psych. i 1947. Sammen med tre kolleger fra samme hold, heriblandt hendes første ægtefælle Mogens K., startede hun straks efter eksamen landets første børnepsykologiske klinik. Den blev drevet i pagt med international børnepsykologis nyeste metoder og ideer og indrettet privat i hendes forældres kælder med to sandkasserum, legeobservation via onewayscreen, dvs. en rude, der kun er gennemsigtig udefra, og adgang til fri udfoldelse med vand i vaskekælderen. Her behandlede de børnene og rådgav forældrene, og børnelægerne på Rigshospitalet henviste mange patienter til testning hos dem. Sideløbende med det kliniske arbejde gik alle fire psykologer til psykoanalyse hos Sigurd Næsgaard. Kritiske blikke hvilede på dem i dette pionerarbejde, og Den Almindelige Danske Lægeforening talte om kvaksalveri, men overlæge Paul J. Reiter fra Kommunehospitalet påtog sig at stå som klinikkens behandlende læge, og selvom hans indsats næsten kun var formel, forstummede lægeforeningens kritik. I 1950 lukkede klinikken, da de alle ønskede at videreuddanne sig. Birthe Kyng og hendes mand fik et stipendium og tog på en længerevarende studierejse i England medbringende deres spæde søn samt Birthe Kyngs moder til at passe ham. Samme år blev Birthe Kyng amanuensis ved Københavns Universitet, hvor Bodil Farup netop havde grundlagt en børnepsykologisk klinik og samlet flere unge engagerede psykologer omkring sig, bl.a. Wenja Rothe, Lise Østergaard og Reimer Jensen. Birthe Kyng var inspireret af Farup og hendes epokegørende arbejde med opbygningen af den nye klinik, hvor psykologerne selvstændigt udfoldede deres fag i klinisk arbejde bl.a. med legeterapi, samtidig med at de arbejdede tæt sammen med progressive børnelæger som overlæge Preben Plum. Denne tog initiativ til en storstilet undersøgelse af mødre og børn, og Birthe Kyng og Rothe udførte en børnepsykologisk forløbsundersøgelse af 65 børn fra fødslen til skolealderen. I 1968 blev Birthe Kyng lektor ved Århus Universitet, og her bearbejdede hun dette materiale til afhandlingen Opvækstvilkår og udvikling, 1974, og blev under betydelig offentlig opmærksomhed dr.phil. Kernen i arbejdet var, at børnefamiliernes levevilkår har afgørende indflydelse på børnenes udvikling. Hun blev rost for et varmt og menneskeklogt pionerarbejde, men af nogle få udsat for ret bidsk kritik af databehandlingen. Kritikken blev afvist, og hun blev i 1975 konstitueret og i 1978 udnævnt til professor i udviklingspsykologi ved Århus Universitet. Gennem hele karrieren fortsatte hun med ildhu udforskningen af børnefamilierne. Hun undersøgte også mishandlede børn og deres familier og konkluderede, at disse børn var syndebukke for familiens nød. Fra 1976 var hun medlem af Børnekommissionen, og hun deltog i Egmont Fondens Fremtidsstudie og var medforfatter til dennes anden bog Næste generation, 1984.

Det var karakteristisk for Birthe Kyng, at hun ud over en betydelig indsats som universitetsforsker og -underviser også lagde vægt på at formidle sin viden i et forståeligt sprog til offentligheden. Hun blev kendt som en aktiv og sagkyndig debattør, der helhjertet var på børnenes og børnefamiliernes side og fastslog, at der til et godt børneliv først og fremmest hører et godt familieliv. I 1981 udtalte socialminister Ritt Bjerregaard, at man ved at vælge at få børn fravælger noget andet, ofte karrieren og dermed en højere levefod, og at man selvfølgelig har lov til at foretrække at køre i bil frem for med barnevogn. Birthe Kyng svarede højlydt igen med, at småbørnsforældrene måtte være utrygge ved socialministeren, og at dette utidssvarende valg var dårlig kvindepolitik, da det ville tvinge kvinder tilbage i den hjemmerolle, som var uacceptabel for de fleste. Målet måtte i stedet være at skaffe god pasning af børnene, fremmedpasning kaldte hun det, mens forældrene arbejdede. Hun gjorde grundigt opmærksom på, at mange børn ikke magtede livet i institutionerne, især ikke i store grupper med sparsomt personale, men fremhævede, at institutionerne er, hvad vi gør dem til. I stedet for “forældreabdikation” opfordrede hun forældrene til at engagere sig i tilrettelæggelse af god og begrænset fremmedpasning af børnene. Selv havde hun fire børn, som hun omsorgsfuldt tog sig af med god støtte af sin moder. Da Birthe Kyngs forældre blev skilt i 1952, flyttede moderen sammen med Birthe Kyng, hendes mand og børn i en stor villa, og da Birthe Kyng tog med børnene til Århus i 1969, rejste hendes moder med, om end til egen lejlighed.