Axelline Lund

Axelline Lunds offentlige hovedindsats var hendes stiftelse af foreningen Cirklen i 1897. Den var en blanding af klub og selvhjælpsforening for kvinder inden for musiklivet, de bildende kunstarter, litteraturen og journalistikken. Inspirationen fik hun fra Kvindernes Udstilling 1895, hvor hun havde været aktiv i arrangementskomitéen under Sophie Oxholms turbulente ledelse, og hun blev siden knyttet til det konfliktprægede litterære udvalg. Cirklen tilbød sine kvindelige medlemmer et fast tværfagligt mødested med foredragsaftener og selskabelige sammenkomster. Alderdomsforsørgelse stod også på programmet, finansieret via medlemsopsparing og afkast fra Cirklens soiréer og matinéer, hvor medlemmer sammen med andre kunstnere fremførte værker for et større publikum. Mænd kunne alene blive ekstraordinære medlemmer af foreningen og i øvrigt deltage ved dens offentlige arrangementer. Axelline Lund var formand for foreningen fra 1897 til 1910, hvor hun blev afløst af kunstneren Palline Fallesen. I Sofie Horten og i Sophie Alberti, sidstnævnte var flerårig kasserer, fandt hun nogle stabile bestyrelsesmedlemmer. Cirklen, der eksisterede til ca. 1930, havde sin storhedstid under Axelline Lunds formandskab, og den nød godt af hendes allround orientering, pligtopfyldende indstilling og verdensvante livsførelse. På trods af hendes sans for hvad der rørte sig i tiden, synes foreningen især at have tiltrukket kunstnere og journalister, som ikke hørte til det politiske og litterære venstre. Heller ikke den nye gruppe af litterære modernister blev medlemmer. Ved sin afgang som formand 1910 blev Axelline Lund udnævnt til æresmedlem.

Embedsmandsdatteren Axelline Lund var allerede som barn blevet interesseret i kunst gennem forældrenes omgangskreds og via sin opdragelse. Fire år gammel blev hun sendt i skole, først hos grossererenke Wilder, siden i fru A. Beckwith-Lohmeyers pigeskole. Hendes sangtalent blev plejet af operasangerinden Leocadie Gerlach og af komponisten Henrik Rung, og hun modtog privatundervisning i tegning og maling af Sophie Henck. En karriere som sangerinde var på tale, men stødte på modstand fra faderen. Som ung blev hun ansat ved den nye porcelænsfabrik Bing & Grøndahl, hvis grundlægger Jacob Herman Bing ønskede at ansætte 12 embedsmandsdøtre af god familie som porcelænsmalere. Axelline Lund var ansporet til jobbet, bl.a. af ønsket om at få en egen indkomst. Hendes ægteskab med historiemaleren F.C. Lund i 1859 understøttede og udvidede hendes kontaktflade. Til hendes nærmere vennekreds hørte bl.a. de kbh.ske mæcenfamilier: det jødiske grossererægtepar Dorothea og Moritz G. Melchior og embedsmanden Edvard Collin og ikke mindst hustruen Henriette, som hun så op til som et ideal af harmonisk, human og ligevægtig kvindelighed. Også H.C. Andersen, maleren Elisabeth Jerichau Baumann samt forfatterne Amalie og Erik Skram regnede hun blandt sine nærmere venner.

Det barnløse ægteskab med F.C. Lund førte i lange perioder frem til 1890 Axelline Lund til Paris og London samt ikke mindst til den skandinaviske kunstnerkoloni i Rom. Hendes bekendtskab med Henrik Ibsen og læsning af hans dramatiske værker fik hende til at revidere sit kvindesyn. Hun fik forståelse for, at kvinder, ud over deres opgaver som hustruer og mødre, også havde ret til personlig udvikling og selvudfoldelse. I udlandsperioderne kastede hun sig bl.a. over freelancejournalistik og leverede artikler til Illustreret Tidende og Berlingske Tidende, senere også til Kvindernes Blad, Husmoderens Blad samt Dansk Kvindesamfunds organ Kvinden og Samfundet. Hendes spinkle skønlitterære åre kom til udtryk i Skizzer fra Rom, 1876, og i et historisk drama Kvindernes Foretræde hos Dronning Margrethe, 1895. Skuespillet var skrevet i anledning af Kvindernes Udstilling, men blev aldrig opført, bl.a. på grund af stridigheder om rollebesætningen. I årenes løb publicerede hun sine skriftlige arbejder både under pseudonymet Calma og i eget navn. Sit vigtigste bidrag ydede hun dog i sin høje alderdom med Spredte Erindringer hjemmefra og udefra, 1917. Med beskedenhed og selvindsigt erkendte hun her sine artistiske talenters begrænsede rækkevidde og beskrev let causerende med sans for den humoristiske anekdote en række fremtrædende kunstnere, hun havde mødt på sin begivenhedsrige livsrejse. Derimod var hun tavs om sit ægteskabs sidste, også økonomisk belastende år og sine senere stædige organisatoriske indsatser.

Ægteparrets internationale rejseliv blev definitivt afbrudt af F.C. Lunds apopleksi i 1890, der gjorde ham kunstnerisk inaktiv frem til hans død i 1901. Axelline Lund var 1898-1904 ansat som lærerinde i italiensk ved Kunstakademiet. Det var i disse svære år, hun begyndte at gøre sig gældende på det kvindesaglige område. Hun havde ikke følt sig tiltrukket af kvindebevægelsen i, hvad hun betegnede som dens blåstrømpeperiode. I sin egenskab af formand for Cirklen blev hun 1898 medstifter af Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg, der kom under Louise Nørlunds auspicier. Hun beklædte kasserer- og sekretærposten i denne gren af kvindestemmeretskampen indtil 1907. På Axelline Lunds initiativ blev Cirklen desuden en af de allerførste organisationer, der indmeldtes i Dansk Kvinderaad, siden Danske Kvinders Nationalråd (DKN), efter dets stiftelse 1899 som en indenlandsk paraplyorganisation og et led i International Council of Women. Hun var kasserer i DKN 1899-1902 og i en kort periode næstformand. Cirklen opretholdt ikke på langt sigt sin forbindelse til DKN.

Axelline Lund og hendes ægtefælle havde i mange år deres bopæl i Kunsterhjemmet, der i 1870’erne var opført i Gothersgade som æresboliger for udøvende kunstnere og deres hustruer. Da hun som aldersstegen enke i 1907 med et fortsat vitalt og bevægeligt sind satte kurs mod Algeriet, var hendes ledsager den unge forfatterspire Aage Barfoed, som hun siden testamentarisk gjorde til sin universalarving.