Den svenskfødte mezzosopran Leocadie Gerlach, som først havde sunget på Mindre Teatern i Stockholm, aflagde i efteråret 1844 prøve på Det Kgl. Teater, hvor hendes stemme vakte begejstring. Egentlig var hun på vej til Paris for på sin lærer Isidor Dannströms anbefaling at videreuddanne sig, men da hun på Det Kgl. Teater blev tilbudt undervisning af daværende syngemester Henrik Rung, forblev hun i København som elev ved teatret. Her optrådte hun nogle måneder senere ved en aftenunderholdning, og i 1845 debuterede hun på teatret som Filippo i Rungs syngespil Aagerkarl og Sanger. Leocadie Gerlach var ikke blot i besiddelse af en prægtig, fyldig og omfangsrig stemme, der tillod hende at synge partier i både sopran- og altlejet, men havde et så udpræget dramatisk talent, at hun gennem de næste 20 år blev Det Kgl. Teaters førende sangerinde. I de første år efter sin debut sang hun en lang række roller fx Romeo i Familierne Montecci og Capuleti, Therese i Røverborgen, Etle i Liden Kirsten, dronningen i Hans Heiling, Rosina i Barberen i Sevilla, Adalgisa og senere titelpartiet i Norma. Efter i 1847 at have sunget sammen med den tyske sopran Wilhelmine Schröder-Devrient ved en koncert på Sorgenfri Slot fik Leocadie Gerlach tildelt et rejsestipendium, så hun i et års tid kunne tage yderligere undervisning hos den fremtrædende sangpædagog M. Garcia i London. Skønt både han og Schröder-Devrient tilbød at skaffe hende engagementer på de store europæiske operascener, lod hun sig ikke friste, men vendte tilbage til København, hvor man fandt, at hendes stemme havde vundet i både kraft og fuldkommenhed. I 1848 blev hun fastansat ved Det Kgl. Teater. Blandt hendes roller i 1850’erne var Donna Anna i Don Juan, Cherubino og senere Susanna i Figaros Bryllup, Marie i Regimentets Datter og titelpartierne i Lucia di Lammermoor, Fidelio og Lucrezia Borgia.
Leocadie Gerlach havde straks efter sin ankomst til København vundet indpas i kredsen omkring skuespillerægteparret Anna og N.P. Nielsen, der stod i et erklæret modsætningsforhold til ægteparret Johanne Luise og J.L. Heiberg. Hun kunne derfor ikke forvente megen overbærenhed fra teatrets side i de år, Heiberg var teaterchef. Og overbærenhed kunne der nok være brug for, da hun ofte blev tilsagt til at synge for Frederik 7. og hans hustru, uden at de tog hensyn til hendes tjeneste ved teatret. Lejlighedsvis medførte Leocadie Gerlachs optræden ved hoffet aflysninger eller hastige ændringer i teatrets spilleplaner, og da hun blev sanglærer for den i mange kredse upopulære grevinde Louise Danner, blev hendes forhold til teaterledelsen endnu mere anspændt.
Skønt Leocadie Gerlach endnu i begyndelsen af 1860’erne havde stor succes i rollen som prinsesse Mathilde i Vilhelm Tell, blev hendes optræden i Barberen i Sevilla i 1863 hendes sidste. Få måneder efter Frederik 7.s død blev hun i 1864 afskediget med henvisning til, at hun havde gjort sig skyldig i pligtforsømmelse. Da hendes pension blev beregnet på et utilfredsstillende grundlag, anlagde hendes daværende ægtefælle, der var syngemester ved teatret, en retssag på hendes vegne. Men afgørelsen gik Leocadie Gerlach imod, idet det viste sig, at kun en del af hendes relativt høje gage blev betragtet som pensionsgivende. Umiddelbart kan det undre, at Leocadie Gerlach i 1866 gæsteoptrådte tre gange i rollen som Lucrezia Borgia på Det Kgl. Teater, men ved den tidlige pensionering led hun et stort økonomisk tab, som næppe gav hende noget valg. Formentlig var det også af økonomiske grunde, at hun i 1867 optrådte på Casino Teatret.
I 1858 blev Leocadie Gerlach udnævnt til kgl. kammersangerinde. Efter at hun 1849 og 1852 gæstespillede i Stockholm på Kungliga Theatern og i 1856 lod sig høre på Djurgårdsteatern, blev hun i 1872 udnævnt til medlem af Kungliga Svenska Musikaliska Akademien. I 1873 ledsagede hun ægtefællen på en studierejse til Tyskland, hvor hun med sin endnu betagende stemme gjorde indtryk på en af tidens førende operakomponister, Wagner. I en længere årrække efter sin afsked fra teatret ernærede hun sig som sanglærer, og også på Det Kgl. Teater gjorde man brug af hendes undervisningsevner. Leocadie Gerlach, som døde i en alder af 94 år i 1919, bevarede sine åndsevner intakt i sin høje alderdom. Ikke blot rakte hendes personlige erindringer tilbage til årene før Enevældens fald, men i samtaler med teaterhistorikeren Robert Neiiendam kunne hun også fremkalde tidsbilleder fra det sene 1700-tal, som de var blevet fortalt hende af teatrets dengang virksomme skuespillere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.