" En ægyptisk pottesælgerske ved Gizeh", 1876-1878
" En ægyptisk pottesælgerske ved Gizeh", 1876-1878. Af /SMK. Materialet er fri af ophavsret

Elisabeth Jerichau Baumann

Faktaboks

Elisabeth Jerichau Baumann
Elisabeth Maria Anna Jerichau Baumann
Født
27. november 1819, Warszawa
Død
11. juli 1881, København
Arbejdsliv
Maler
Familie

Forældre: kortfabrikant Philip Adolph Baumann (1776-1863) og Johanne Frederikke Reyer (1790-1854).

Gift 19. februar 1846 med billedhugger Jens Adolf Jerichau, født 17. april 1816 i Assens, død 24. juli 1883 i Neder Dråby, Dråby sogn, Frederiksborg amt, s. af urtekræmmer, løjtnant Carl Christian J. og Karen Birch.

Børn: Thorald Harald Adolph Carol Lorentz (1848), Marie (1850), Harald (1851), Caroline Elisabeth Nanny (1853), Louise (1859), Sophie Dagmar Elisabeth (1859), Holger (1861).

Elisabeth Jerichau Baumann
Elisabeth Jerichau Baumann var født i Polen. Efter giftermål i 1845 med med danske billedhugger Jens Adolf Jerichau flyttede ægteparret i 1849 til København. Som maler var hun inspireret af Düsseldorfskolens socialkritiske maleri, og med sin europæiske malerstil havde hun svært ved at slå igennem i Danmark. Selvportræt fra 1845.
Af /Frederiksborg - Nationalhistoriske Museum.
Elisabeth Jerichau Baumann

Elisabeth Jerichau Baumann slog med et vist held an som portrætmaler. Hun malede bl.a. medlemmer af kongehuset, nationalliberale politikere og kunstnere. H.C. Andersen malede hun flere gange, bl.a. i 1865, og han hørte til Jerichau-familiens venner i det florerende salonliv, hun var en fantasifuld arrangør af i København og Rom. Her ses hun ved ved staffeliet ca. 1870.

Elisabeth Jerichau Baumann
Af /Det Kgl. Bibliotek.
Elisabeth Jerichau Baumann med søn
Sammen med sønnen, maleren Harald Jerichau foretog Elisabeth Jerichau Baumann 1874-1875 en rejse til Grækenland og Det Osmanniske Rige, hvilket gav inspiration til hendes kunst (se topbillede). På fotoet ses hun i kærlig omfavnelse med sønnen, stående maleren og museumsdirektøren Pietro Krohn. Foto fra 1873, formentlig fra Rom.
Elisabeth Jerichau Baumann med søn
Af /Det Kgl. Bibliotek.

Elisabeth Jerichau Baumann voksede op i et velsitueret hjem i Polen som datter af en tysk kortfabrikant. Efter tidens forhold fik hun en god uddannelse. Hun var et vildt pigebarn, der hverken følte sig forstået i familien eller i skolen, hvor hun blev drillet. Siden betragtede hun denne utilpassethed som medvirkende til, at hun gik kunstnervejen. Den Polske Revolution 1829 greb ind i familieforholdene, og en tid blev hun opdraget uden for hjemmet hos slægtninge. Da Elisabeth Jerichau Baumann besluttede at blive maler, ønskede hun at stå mål med mandlige kunstnere og ikke at blive anset for en særlig dygtig maler af kvindekøn. I sine Ungdomserindringer, 1874, beskrev hun med en let og åbenhjertig pen sine år som fremadstræbende kunstner, en kort overgang i Berlin og årene 1838-45 i Düsseldorf, dengang et internationalt kraftfelt inden for de bildende kunster. Akademiet var lukket for kvinder, men hun kom i berøring med dets ledende kræfter, bl.a. J.G. von Schadow og hans religiøst-poetiske værker og C.F. Lessing, der var eksponent for det frembrydende demokratiske og borgerligt-revolutionære maleri.

I 1844 debuterede Elisabeth Jerichau Baumann med et billede af en polsk familie på ruinerne af et afbrændt hus. Værket placerede hende inden for Düsseldorfskolens socialkritiske maleri. 1845 flyttede hun til Rom og blev samme år gift med den danske billedhugger Jens Adolf Jerichau. 1849 flyttede ægteparret til København, hvor ægtefællen 1857-63 var direktør for Kunstakademiet. Ægteskabet så hun siden som et valg, der for alvor sporede hende ind på kunstnerkarrieren, og ægtefællen blev en højt værdsat kritiker af hendes værker. Parforholdet blev ukonventionelt, præget af op- og nedture og et samliv, der indebar, at hun i lange perioder opholdt sig alene eller sammen med ægtefællen og et eller flere af børnene i udlandet. Mellem 1847 og 1861 fødte hun ni børn, hvoraf to døde som spæde. I perioder var hun familiens hovedforsørger. Elisabeth Jerichau Baumanns udadvendthed og sociale robusthed bragte hende efterhånden i konflikt med ægtefællens stigende trang til at isolere sig.

Elisabeth Jerichau Baumann havde med sin europæiske malerstil svært ved at slå igennem i Danmark. Hun kom i opposition til den hjemlige nationalromantiske linie og til dens chefideolog, den indflydelsesrige N.L. Høyen og kredsen omkring ham. I et forsøg på at vinde accept udvidede hun sin motivkreds til den danske almue og historisk-litterære motiver, som i det allegoriske billede Danmark, 1851, der gjorde hendes navn kendt. Billedet, der var inspireret af Treårskrigen 1848-51 forestillede en valkyrielignende kvinde med sværd i hånd. Maleriet er siden reproduceret adskillige gange. I 1861 blev Elisabeth Jerichau Baumann udnævnt til medlem af Akademiet som en af de første kvinder.

Stimuleret af et indtrængende portræt af ægtefællen 1846 søgte Elisabeth Jerichau Baumann med et vist held at slå an som portrætmaler. Hun malede bl.a. medlemmer af kongehuset, nationalliberale politikere som Orla Lehmann, 1848, og kunstnere som Johanne Luise Heiberg, 1852. H.C. Andersen malede hun flere gange, bl.a. i 1865, og han hørte til Jerichau-familiens mere trofaste venner i det florerende salonliv, som Elisabeth Jerichau Baumann gjorde sig til en fantasifuld arrangør af i København og Rom. Særlig sympati synes hun at have næret for veninderne, forfatteren Magdalene Thoresen og præstefruen Henriette Blædel. Den tyske feminist Fanny Stahr Lewald hørte til hendes ungdomsveninder, og Heiberg oplevede hun som en person, der havde vist hende forståelse som nyankommen til Danmark. Elisabeth Jerichau Baumann betragtede sig selv som en emanciperet kvinde, men ytrede afsmag over for kvinders efterligning af maskuline adfærdsformer i kvindefrigørelsens tjeneste. Selv overskred hun med sin levevis kraftigt, hvad der blev anset for korrekt kvindelig adfærd. Med sin undertiden klovneagtige, undertiden grande dame-prægede optræden, sin barokke humor, selvironi og patos forblev hun en fremmed fugl i den kbh.ske kulturelite. Og med sit gåpåmod og sin producerende dynamik oversteg hun de forventninger, samtiden havde til en malende kvinde, gift med Kunstakademiets direktør. Endnu i levende live blev hun en omvandrende myte.

Med sin veludviklede rollebevidsthed og sociale fleksibilitet gav Elisabeth Jerichau Baumann selv myten stadig næring. I mange år var hun repræsenteret på Charlottenborgs Forårsudstilling med adskillige malerier. Hendes værker lå fortrinsvis inden for portrætgenren, og hun dyrkede bl.a. børneportrættet ved siden af sine mere sporadiske eksperimenter med historiemaleri, religiøs ikonografi og blomstermaleri. Især i sit livs tre sidste årtier satsede Elisabeth Jerichau Baumann stærkt på at slå igennem uden for Danmarks grænser. Hun drog fordel af sine kontakter til det danske kongehus, især Christian 9. og dronning Louise, og blev hjulpet på vej som leverandør af portrætter til hofferne i bl.a. Rusland, Grækenland og Storbritannien af det danske kongepars status som “hele Europas svigerforældre”. Hendes betydning uden for Danmarks grænser, hvor hun udstillede i London 1852, på verdensudstillingen i Paris 1867 samt i Sverige og Tyskland, afspejler sig ved, at mange af hendes malerier i dag befinder sig i udenlandske samlinger.

Elisabeth Jerichau Baumann havde en veludviklet sans for den forretningsmæssige side af kunstproduktion. Hun arbejdede ivrigt for at varetage både sine egne og ægtefællens interesser i denne henseende og var murbrækker for flere af sine malende børn i ind- og udland. Døtrene Marie og Louise blev allerede som unge erklæret for mentalt utilregnelige og måtte i perioder placeres uden for barndomshjemmet, i udenlandsk privatpleje eller på hospital. Disse og andre familietragedier mødte Elisabeth Jerichau Baumann med betragtelig råstyrke, understøttet af en lys religiøsitet og en evne til psykisk metamorfose. Hun anså moderfølelsen som den dybeste og mest varige i sit og andre kvinders liv. Af børnene kom sønnen, maleren Harald J., til at indtage en særlig fortrolig plads. Han ledsagede hende bl.a., da hun rejste til Grækenland og Det Osmanniske Rige 1874-75, fem år efter at hun første gang havde besøgt området. Mens flere af hendes arbejder herfra kan virke overfladiske, foldede hendes tekniske og koloristiske brillans sig ud i flere kvindefigurer inspireret af rejserne, bl.a. et helfigurbillede af prinsesse Nazili Hanum, 1875. Efter sønnens død skrev hun mindeskriftet Til Erindring om Harald Jerichau, 1879, og siden erindringsværket Brogede Rejsebilleder, 1881, om deres fælles liv bl.a. i den nære Orient. Bogen udkom posthumt og illustreredes af talrige værker af dem begge. Også journalistikken dyrkede Elisabeth Jerichau Baumann, og hun skrev bl.a. artikler til Illustreret Tidende og udenlandske tidsskrifter. Til hendes uigennemførte planer hørte en roman om en kvindelig nihilist og en biografi om den komplicerede ægtefælle, som hun anså for at være et sandt geni, men et knuget og dybt selvoptaget menneske.

Elisabeth Jerichau Baumanns ægteskab var opløsningen nær i 1873 på ægtefællens foranledning, men hun nægtede at efterkomme hans ønske om skilsmisse. Parret opløste formelt ægteskabets økonomiske grundlag, og Elisabeth Jerichau Baumann fik værgemål over dem af børnene, der endnu var umyndige, den psykisk syge Marie undtaget. Baggrunden synes at have været ægtefællens ønske om helt at blive fritaget for familiemæssige bindinger; han var kunstnerisk udbrændt og følte sin autoritet tilsidesat i familien. Elisabeth Jerichau Baumanns håb om ægteskabelig forsoning blev kun delvist indfriet. Hun formulerede sig næppe upræcist, når hun med selvfølelse over for sin mand erklærede at være den person i hans liv, som havde elsket ham med den dybeste og mest trofaste kærlighed. I 1996 blev Elisabeth Jerichau Baumanns liv tema for Birgit Poupliers roman Lisinka.

Beskrivelser og portrætter af Elisabeth Jerichau Baumann

  • Selvportræt i Fr.borgmus. Tegn. af J.A. Jerichau i Fr.borgmus., relief af samme i Glyptoteket, buste af samme i Fyns Kunstmus.
  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • L. Dietrichson: Svundne Tider, 1899. Nicolaj Bøgh: Elisabeth Jerichau Baumann, 1886. Den jyske historiker 79/1997.
  • Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig