Anna Westergaard

“Der er næppe nogen dansk Kvinde, som har betydet mere for Kvindebevægelsen end hun,” skrev Dansk Kvindesamfunds (DK) historiograf Aagot Lading om Anna Westergaard. Hele sit liv arbejdede hun aktivt for kvindesagen både i Danmark og internationalt. Hun var en enestående og farverig personlighed, en flittig skribent og dygtig taler med både humor og skarphed i replikken. Samtidig så hun ud som det, man kaldte en blåstrømpe: kortklippet som en mand, røg cigarer og cerutter og sås ofte i skjorte, slips og jakke.

Anna Westergaard gjorde en pionerindsats i De Danske Statsbaner (DSB). Efter almindelig forberedelseseksamen 1899 blev hun som 17-årig ansat som ekstraskriver ved DSB i Århus. Hun nægtede at acceptere, at etaten kun gav unge mænd uddannelse, højere løn og avancementsmuligheder. Efter at have gennemgået praktisk stationsuddannelse tog hun som den første kvinde trafikeksamen 1911 og blev 1925 trafikkontrollør. I 1929 blev hun fuldmægtig i generaldirektoratet og fra 1951 overtrafikkontrollør. Hun var fagligt engageret og sad i Jernbaneforeningens hovedbestyrelse 1912-28 og i bestyrelsen for Statstjenestemændenes Centralorganisation II. 1922-28 var hun redaktør for Jernbaneforeningens blad Vor Stand. Som faglig repræsentant støttede hun Xenia Jernbo, der også tilkæmpede sig en karriere i DSB i begyndelsen af århundredet.

Sin kvindesaglige interesse havde Anna Westergaard fået fra sin moder, der var præstedatter og tidligt gjorde oprør, bl.a. nægtede hun som lille pige pure at gå med tournure. Anna Westergaard arbejdede for kvindesagen i mange sammenhænge, oftest i ledende positioner. For hende var kernen i sagen kvinders ret til økonomisk selvstændighed gennem uddannelse og arbejde uden for hjemmet. Man kunne ikke stole på at blive livslangt forsørget via ægteskabet, sagde hun igen og igen. Tidligt havde hun agiteret for ligeløn inden for staten, og sammen med sin bofælle telegrafist Margrethe Mathiassen henvendte hun sig på vegne af de kvindelige ansatte i etaterne til Lønningskommissionen af 1917, hvorved de støttede kommissionens eneste kvindelige medlem Thora Pedersen i hendes arbejde for ligeløn. Resultatet blev loven om lige løn for kvinder og mænd inden for det offentlige i 1919. Anna Westergaard og Margrethe Mathiassen var blandt de nye, unge røster, som på landsmødet i DK i 1918 kritiserede ledelsens kritiske modtagelse af de første kvinder, der blev indvalgt i Rigsdagen, efter at stemmeretten var opnået 1915. Hun kom dermed til at bidrage til den store omvæltning i foreningen, hvor bl.a. Gyrithe Lemche måtte trække sig, og fabriksinspektør Julie Arenholt blev valgt som ny formand. Selv var Anna Westergaard medlem af fællesstyrelsen 1919-24 og formand for kredsen i Gentofte-Charlottenlund 1929-35.

Anna Westergaard var medlem af ledelsen af Danske Kvinders Nationalråd (DKN) 1938-46. Da nationalrådet i 1934 oprettede Danske Kvinders Erhvervsraad (DKE), var hun et naturligt valg til formandsposten. Erhvervsrådet ydede hjælp til kvinder, der blev udsat for forskelsbehandling på grund af deres køn. Dette problem blev forstærket af den hetz, der i 1930’erne opstod mod gifte kvinders erhvervsarbejde. Især gifte lærerinder blev anklaget for at tage arbejdet fra arbejdsløse mænd med forsørgerbyrder. Erhvervsrådet protesterede mod afskedigelser eller manglende fastansættelser af gifte kvinder. Anna Westergaard og DKE kritiserede også, at der efter ligelønnens indførelse blev indrettet særlige kontoristklasser for kvinder i etaterne og kommunerne med lavere løn end mændene og uden avancementsmuligheder. Erhvervsrådet oprettede desuden et såkaldt samfundsberedskab, hvor arbejdsløse kvinder til tarifløn gik ind med hjælp, når husmoderen var syg, en forløber for husmoderafløserne. I tidens diskussion omkring det faldende børnetal var det Anna Westergaards holdning, at befolkningsproblemet ikke blev løst ved, at man forsøgte at sende kvinderne hjem, men tværtimod ved at sikre kvinderne fast ansættelse uden frygt for afskedigelse ved giftermål og graviditet. Hun var medlem af den kommission, der forberedte Tjenestemandsloven af 1946, og af Lønningsrådet.

I den debat om arbejderbeskyttelse, der verserede fra 1900-tallets begyndelse, tog Anna Westergaard kategorisk standpunkt mod enhver form for særbeskyttelse. Det ville efter hendes mening medføre forringede chancer og dårligere løn til kvinderne, der ville blive en mindre eftertragtet arbejdskraft. Uenigheden drejede sig især om, hvorvidt man skulle forbyde kvinder at arbejde om natten og at udføre fysisk tungt arbejde, men i debatten indgik også reglerne om barselsorlov og deltidsarbejde. I kvindebevægelsen og blandt de fleste faglige kvinder var der enighed om at tage afstand fra særbeskyttelse i form af forbud mod kvinders natarbejde, og denne linie sejrede i Danmark i modsætning til en række andre lande, bl.a. Sverige og Tyskland. Også internationalt var Anna Westergaard sammen med Arenholt blandt de ledende kræfter mod særbeskyttelse. I en stor tale i Folkeforbundet i Genève i 1935 sagde Anna Westergaard, at kvinder ikke ville beskyttes, men arbejde på samme måde som mændene, også under jorden i minerne og om natten. På mødet fik hun ikke lov til at tale på den danske delegations vegne, da ikke alle dens medlemmer ville stå inde for hendes linie. I 1937 var hun igen tilknyttet den danske delegation i Genève som særlig sagkyndig i disse spørgsmål. Samme år blev hun valgt som verdenspræsident for Open Door International, der var stiftet i 1929 og arbejdede for kvinders erhvervsrettigheder og mod særbeskyttelse. Organisationen mente dog, at der skulle indføres beskyttelsesforanstaltninger for særligt tungt og sundhedsfarligt arbejde, men at alle sådanne regler skulle være fælles for mænd og kvinder. På programmet stod også en moderskabsydelse i forbindelse med barsel, finansieret af det offentlige og ikke af den enkelte arbejdsgiver, for at man derved kunne undgå forskelsbehandling. En dansk afdeling af Open Door blev stiftet i 1930 med Arenholt som formand, Anna Westergaard som næstformand, 1937-60 var det Anna Westergaard, der stod i spidsen for organisationen. 1941-49 var hun desuden formand for Kvindernes Radio-Landsudvalg.

Politisk tilsluttede Anna Westergaard sig Det Radikale Venstre (RV). 1924-33 var hun medlem af Gentofte kommunalbestyrelse og i 1930’erne formand for Gentoftekredsens radikale vælgerforening. Hun var folketingskandidat ved flere valg i 1920’erne og i 1932. Men hun var ingen stemmesluger og blev aldrig valgt. I 1939 kom Anna Westergaard som suppleant i Landstinget, hvor hun kom til at sidde frem til dets nedlæggelse i 1953, hele tiden som såkaldt landstingsvalgt medlem, dvs. valgt af det afgående ting og således uden at møde vælgerne direkte. Hun blev stærkt kritiseret for, at hun på sine gamle dage deltog aktivt i Danmarks Demokratiske Kvindeforbund; forbundet var den danske afdeling af en international sammenslutning, kommunistisk domineret, men talte også andre kvinder, der var interesserede i fredssagen og international sameksistens, blandt sine medlemmer. Anna Westergaard har skrevet talrige artikler og indlæg i aviser, tidsskrifter og centrale kvindesaglige værker som Den gyldne Bog om danske Kvinder, 1941, og Dansk Kvinde i Dag, 1942.

Anna Westergaard boede sammen med telegrafkontrollør Margrethe Mathiassen til dennes død i 1937 og havde desuden tætte venskabsforhold til andre samarbejdspartnere og kolleger, bl.a. Karen Dantzer, der var assistent ved Trafikkontoret. Om ægteskabet sagde Anna Westergaard til Politiken, da hun fyldte 70 år, at hun aldrig havde fortrudt, at hun ikke havde giftet sig: “Jeg har altid været bange for at sætte alt på ét kort, sådan som den pige gør, der gifter sig og opgiver sit erhverv.”