Anna Næsgaard

Anna Næsgaard voksede op på en gård ved Holstebro som eneste pige i en søskendeflok på otte, og i sin barndom brugte hun sammen med moderen meget tid på håndarbejde. Som 18-årig begyndte hun på Th. Langs Seminarium i Silkeborg, men afbrød uddannelsen og rejste til Amerika, hvor hun dels var håndarbejdslærerinde på en højskole, dels guvernante hos en familie i Panama. Efter hjemkomsten tog hun i 1911 lærereksamen på Femmers Kvindeseminarium, hvorefter hun straks blev tilknyttet skolevæsenet i København Hun blev viceinspektrice i 1929, og i 1935 blev hun som 50-årig ansat i en nyoprettet stilling som håndarbejdsinspek- tør.

I årene inden havde Anna Næsgaard været assistent for viceskoledirektør Nikoline Helms og med til at udarbejde den nye undervisningsplan for håndarbejde, som indførtes i 1933. Helms kæmpede mod nedskæringer i håndarbejdsfaget og holdt i 1933 et foredrag i Pædagogisk Selskab, hvor hun plæderede for, at faget skulle placeres mellem skolens kulturfag og ikke alene regnes for et teknisk fag. Eleverne skulle som hidtil lære at sy og strikke beklædning, men derudover også at indrette smagfulde hjem. Hun lagde hermed grunden til et nyt fag, der senere kaldtes boliglære, og som udvikledes i samarbejde med Dansk Ungdoms- og Aftenskoleforening, Landsforeningen Dansk Kunsthaandværk og Højskolernes Håndarbejde, bl.a. repræsenteret af Anna Hald Terkelsen. Anna Næsgaard videreførte dette arbejde og ytrede sig herom i den pædagogiske debat, og det er karakteristisk for hende, at hun næsten altid skrev i debatform, dog i en velovervejet tone i respekt for andre mennesker. I mange avisinterviews fortalte hun begejstret om det nye fag Boligudstyr og Vævning, der bl.a. beskæftigede sig med boligens farver, hvilket var helt nyt. Desuden omfattede faget finere broderi og økonomisk planlægning af bl.a. møbelindkøb.

I Anna Næsgaards inspektørperiode var der under Anden Verdenskrig store problemer med at skaffe materialer. Hun havde ansvar både for børne-, ungdoms- og aftenskolen, og hendes arbejdsområde voksede med stormskridt, dels på grund af krigen, dels på grund af den nye aftenskolelov i 1935, der gav tilskud til flere håndarbejdsteknikker, bl.a. vævning. Tusinder søgte den kommunale voksenundervisning; således var der i 1949 8.400 elever fordelt på 378 hold, de fleste i kjolesyning og vævning. Til sammenligning havde husgerning kun 91 hold. De såkaldte håndarbejdsstuer var ligeledes Anna Næsgaards ansvarsområde. Denne sociale institution, startet i 1918, tilbød fattige kvinder vejledning i at omsy brugt tøj. Under Anden Verdenskrig søgte også velbjærgede kvinder hjælp, og i 1942 havde 15 håndarbejdsstuer knap 33.000 besøgende.

Københavns undervisningsplan fra 1933 for håndarbejde blev forbillede for den nye skolelov i 1958; den var klar i sin målsætning, og den foreskrev brug af farver samt tidstypiske og brugbare modeller til pigerne. Skoledirektionen lod fremstille en modelsamling til alle klassetrin til brug for og retledning af lærerinderne i kommunens ca. 60 skoler. Den første samling blev udstillet, og Anna Næsgaard skabte med udstilling, fællesindkøb af materialer og uddeling af bl.a. snitmønstre en tradition for ens behandling, der holdt sig til helt op i 1970’erne. Alle elever på samme klassetrin syede det samme, hvilket blev anset for et socialt og pædagogisk fremskridt. Reformpædagogiske tanker om individualitet var der hverken interesse eller rum for, og Anna Næsgaard blev aldrig som sin mand, psykoanalysens nestor Sigurd N., aktiv i Foreningen for eksperimental Pædagogik. Hun fastholdt sine egne idealer og forfægtede de gamle dyder i håndarbejdsfaget med håndfærdighed som det første krav og glæden ved arbejdet som det næste. På Herning Museum kan man i den store såkaldte Næsgaardske Samling studere håndarbejdsinspektørens modeller og historiske håndarbejder, bl.a. fra Dorothea Heckscher, der forestod faglærerindeuddannelsen. Museet har også det hædersdiplom, som Anna Næsgaard i 1932 fik af Dansk Kunstflidsforening for et personligt udført kunstindustrielt håndarbejde. Anna Næsgaard arrangerede løbende kurser for de kbh.ske lærerinder, og hun var aktiv i Københavns Kommunelærerindeforening, bl.a. som ordstyrer ved generalforsamlinger. I 1948 var hun desuden medredaktør af bogen Sy og sømme.

Anna Næsgaard holdt fast i det jyske mål, og det klingede fyndigt igennem, når hun hævdede, at håndarbejde var et festligt, dejligt og nyttigt fag. Hun var et charmerende menneske med et stort hjerte og et fint sind; hun var både klog, dygtig og åben, hvilket man også får indtryk af i de mange breve, som hun igennem 40 år vekslede med sin nære veninde forfatteren og psykoanalytikeren Jo Jacobsen. Anna Næsgaard, der døde på sin 90-års fødselsdag i 1975, blev ridder af Dannebrogordenen i 1956, året efter sin afgang som håndarbejdsinspektør.