Jo Jacobsen

Jo Jacobsen var skipperdatter fra et lille fiskerleje syd for Middelfart, hvortil hendes faders slægt var indvandret fra Slesvig omkring 1850. Barndommens oplevelse af fjordfiskeriet, ikke mindst den brutale vinterjagt på marsvin, satte sig dybt i hendes sind, og kendskabet til den forarmede fiskerbefolknings levevilkår slog senere igennem med stærk autenticitet i såvel forfatterskabet som i hendes sociale engagement. Hjemmet var nationalt sindet og ret velstillet, og Jo Jacobsen bevarede livet igennem en inderlig tilknytning til sin slægt og hjemegn.

I 1906 blev Jo Jacobsen gift med den senere direktør for Carlsberg Bryggerierne Vagn Carl J., sønnesøn af Carlsbergs grundlægger og søn af Glyptotekets stifter. Ægteskabet gjorde hende til det forgudede midtpunkt i et københavnsk bourgeoisi, der havde pressens bevågenhed, men allerede tidligt lod svigerfaderen hende forstå, at hun måtte påtage sig sin del af ansvaret for sin mands arbejdsmæssige indsats. Da Jo Jacobsen i 1917 flyttede fra ham, udviklede formiddagsbladenes interesse sig til skadefro forfølgelse, og der gik adskillige år, før hun blev omtalt i pressen for det, hun udrettede, og ikke for, hvad hun havde været. Fra den omgangskreds, der havde nydt godt af hendes hjælpsomhed og udstrakte gæstfrihed, blev hun, bl.a. i forbindelse med et forsøg på at oprette en fortsættelsesskole for unge piger, ramt af datidens diskrimination af fraskilte kvinder.

Det bedrede næppe Jo Jacobsens stilling i offentlighedens søgelys, at hun tidligt i 1920’erne engagerede sig som foredragsholder og skribent i foreningen Frivilligt Moderskab for side om side med Thit Jensen at kæmpe for seksualoplysning og prævention. Det blev imidlertid på dette område, Jo Jacobsen kom til at gøre sin livslange indsats. Hun tog initiativ til stiftelsen af Seksual Oplysnings Forbundet og var foreningens mangeårige formand, hun kæmpede utrætteligt for en forbedring af uægteskabelige børns familieretlige stilling og blandede sig i talrige social- og seksualpolitiske spørgsmål. Hendes forhold til den etablerede kvindebevægelse, ikke mindst til Dansk Kvindesamfund (DK), var svingende; DKs politik var pragmatisk, mens Jo Jacobsen tog usædvanlige og ofte provokerende midler i brug. 1930 udgav hun således en pjece, Fosterfordrivelsesparagraffen 241, der med sin beskrivelse af den forarmede, børnerige arbejderkvindes situation var et stærkt argument for abort, og i 1932 udsendte hun et spørgeskema til kbh.ske praktiserende læger og bad dem tage stilling til seksualoplysningsklinikker, seksualoplysning i skolen og svangerskabsafbrydelse. Det sidste punkt ville de på daværende tidspunkt dårligt have kunnet besvare positivt uden at risikere at kriminalisere sig selv. Bogen Seksualreform, 1932, er et af hendes fornemste bidrag i kampen for seksualoplysning. Hun var modig, alt andet end bornert og langt forud for sin tid i sin åbne beskrivelse af seksuallivets forbandelser; det seksualliv, der dog kunne være så smukt. Kærlighedens Labyrint, 1944, er hendes væsentligste bidrag til seksualoplysning af småbørn, hendes kongstanke var, at oplysning ikke kunne begynde tidligt nok, men her lykkedes det hende igen engang at provokere. I tilgift blev hun inderligt til grin over sine små sange på kendte melodier, følgende linier skal synges på Et barn er født i Betlehem: “Og far han har en tissemand/ tissemand/ den meget mer end tisse kan./ Halleluja, halleluja!” Jo Jacobsen var ikke lyriker, men også her foregreb hun en senere tids indsats.

Jo Jacobsens seksualpolitiske kamp var psykoanalytisk inspireret. Efter skilsmissen begyndte hun at studere Freud, og hun gennemførte sin uddannelse i Berlin 1933-35 og Wien 1936-38 og blev en af den beundrede og forkætrede psykoanalytiker W. Reichs tilhængere. Han var østrigsk jøde, og da han måtte flygte fra nazisterne, gav hun ham husrum i sin lejlighed i København Senere brød hun med hans linie og sluttede sig til den danske psykoanalyses nestor Sigurd Næsgaard, med hvem hun, ligesom med Socialdemokratiets mangeårige justitsminister K.K. Steincke, stod i nær brevkontakt gennem næsten 40 år. Hun praktiserede i København og synes især at have haft ganske unge kvinder som sine klienter.

Jo Jacobsen debuterede som skønlitterær forfatter med Hjertets Køn, 1924, efterfulgt af Huset Hansen, 1925, romaner, der ikke uden grund fik status som grumme parodier på det miljø, hun havde forladt ved sin skilsmisse. I 1928 kom hendes fiktive hovedværk Marsvinsjægerne. Beretningen bygger på hendes barndomsoplevelser af fjordfiskeriet i Lillebælt, hvor hun så fattigdom føre til menneskelig forråelse. For første gang oplevede hun, at kritikken til en vis grad bøjede sig for hendes værk. Tom Kristensen skrev i Tilskueren, at “hun har den uforklarlige Evne, der kaldes Talent”. Hendes sidste værk En sang på trapperne, 1949, er et opgør med kristendommens begreber om skyld og synd. Politisk hørte hun med årene til på venstrefløjen, og den kolde krigs “neo-fascistiske” tendenser, som hun formulerede sig i et brev til Steincke, bekymrede hende stærkt.

Jo Jacobsen var et usædvanligt menneske, klog, meget smuk, varmhjertet og energisk. Hendes samfundsengagement og ansvarsfølelse for kvinder og børn og hendes utrættelige oplysningsarbejde gjorde hende til en forløber i kampen for social- og seksualpolitiske ændringer. Men hun var ikke nogen stor strateg. Gennem sine provokerende og måske ofte uoverlagte metoder gjorde hun sig til skydeskive for spot og hån, fx parodierede forfatteren Hans Kirk hende ubarmhjertigt som seksualoplyseren fru Nai-Nielsen i en føljeton i Arbejderbladet 1939-40. Hun er vanskelig at sætte i bås, men hun ydede en betydelig indsats for et opgør med vanetænkning om kvinders seksualitet, enlige mødres moralske habitus og uægteskabelige børns retsstilling.