Anna Hald Terkelsen

Anna Hald Terkelsens mand var 1923-57 forstander på Danebod Højskole på Als, og her blev hun det faste holdepunkt for alle, både elever, lærere og plejebørn. Hun udstrålede på samme tid ro, styrke og tryghed, og mange har genvundet livsmodet og selvtilliden ved hendes støtte og fornemme tolerance. Det var karakteristisk, at børn med problemer blev optaget i forstanderfamilien, ligesom ugifte gravide kvinder boede der, til de skulle føde på Fødselsstiftelsen i Århus. Enkelte vendte tilbage efter fødslen, og barnet blev på højskolen, mens moderen fx tog en uddannelse i København Familiens smukke og hyggelige stuer fungerede også som lærerværelse og samlingssted for elever, bl.a. søndag aften til oplæsning, sang og musik. Anna Hald Terkelsen evnede at inspirere og engagere andre mennesker, og selv gik hun forrest i organisationsarbejde for at bedre håndarbejdsundervisningen. Ved skolens 50-års jubilæum karakterisedes hun af forstander Uffe Grosen fra Vallekilde Højskole som et menneske, der “forenede i sig en levende sans for ædel bondekultur med en nobel og vidtskuende kulturel dannelse.” Begrebet dannelse var ellers ikke det mest brugte i 1970, men det var yderst velvalgt for Anna Hald Terkelsens vedkommende. Meget havde hun fået i barndomshjemmet, der var en traditionsrig slægtsgård i Neder Vrigsted ved Horsens. Familien var usædvanlig ved både at rumme kunstnerisk begavelse og teknisk snilde. Ligesom sine tre andre søskende fik hun slægtsnavnet Hald ved dåben.

Anna Hald Terkelsen gik i den stedlige kommuneskole, men her var ingen håndarbejdsundervisning. I stedet fik hun privat undervisning i broderi sammen med andre piger fra egnen. Hun fik også privatundervisning i engelsk, tysk og klaverspil. Hun ville gerne have gået i realskolen ligesom sin storebroder Peder Hald, men kom i stedet på Vrigsted Højskole. Her så hun for første gang det traditionelle danske hedebobroderi, som tiltrak hende meget. Vintrene 1914-16 tilbragtes på Askov Højskole, hvor hun fik en meget streng og systematisk håndarbejdsundervisning, der efter hendes mening var ude af trit med tiden. Da hun året efter kom til Molde i Nordnorge, hvor hun fik plads i huset hos den stedlige amtmand, så hun, at Norge havde en ubrudt og lyslevende håndarbejdstradition. Fx bar mange højskoleelever dagligt deres egnsdragt, bl.a. fra Hardanger. Hun bemærkede, at dragtens forklæde var broderet på fast hørlærred, og det gav et helt andet resultat, end hun tidligere selv havde opnået på ret åbent og løst stof. Efter hjemkomsten til Danmark blev hun ansat på Skibelund Efterskole og senere på Sorø Højskole, hvor hun underviste i dansk og håndarbejde, ligesom hun spillede til sang. Hun var nu meget bevidst om at bruge danske traditionelle tekstiler som forbillede og rekvirerede materialer til undervisningen, bl.a. fra Clara Wæver i København Men det var svært at finde frem til egnede mønstre. I bøger var det først og fremmest svenske tekstiler, der blev gengivet. De danske måtte man selv tegne af og komponere til et mønster. For mange højskolelærerinder var det et uoverkommeligt arbejde, og det blev stadig mere tydeligt, at der manglede egnet undervisningsmateriale. På årsmødet i 1932 i Foreningen for Folkehøjskoler og Landbrugsskoler holdt Anna Hald Terkelsen og Margrethe Christiansen fra Askov foredrag om håndarbejdsundervisningens situation, og det resulterede i nedsættelse af Højskolernes Håndarbejdsudvalg (HH) med Anna Hald Terkelsen som formand og Margrethe Christiansen som sekretær. Foreningen støttede i årene fremover kurser for håndarbejdslærerinder, og udvalget fik til opgave at fremskaffe materialer af kvalitet til undervisningsbrug.

Anna Hald Terkelsen havde siden 1923 været forstanderfrue på Danebod Højskole, hvis sommerskole for piger var vokset med stormskridt. Hun ledede håndarbejdsundervisningen i trit med tidens funktionalistiske idéer om boligindretning og argumenterede for at bruge den gamle danske folkekunst som inspiration. Den var om noget funktionalistisk; hver ting havde sin funktion, og der var ingen overflødig pynt i gamle bondehjem. Det var selve brugstingene, der blev udsmykket og med en stil- og farvesans, som var værd at studere. For at gøre sådanne studier konkrete og mulige for højskolens elever lod Anna Hald Terkelsen i 1930-31 for egne midler opføre den såkaldte Alsingerstue i højskolens have, et hus i alsisk byggeskik opført af gammelt materiale, bl.a. fra en præstegård på Als. Som så ofte fik hun mange til at yde en frivillig indsats. Egnens gårdmænd fragtede byggematerialerne til højskolen, og elever udførte byggearbejdet. Højskolen oplevede gentagne gange at få lokal støtte. Anna Hald Terkelsen havde også i mange år holdt håndarbejdskurser for stedlige beboere, ligesom hun oplærte unge piger fra grænseegnene til at være lærerinder på deres hjemegn. I det hele taget var forstanderparret stærkt involveret i sønderjyske spørgsmål, hvilket bevirkede, at de det sidste år af Besættelsen måtte gå under jorden. I 1938 blev foreningen Sønderjydsk Hjemmevæv startet på Anna Hald Terkelsens initiativ. Formålet var oplysning om og undervisning i vævning, og hun var foreningens formand i mange år. På højskolen fik hun indrettet et stort vævelokale, og selv holdt hun aldrig op med at studere tekstiler, bl.a. udførte hun mange afprøvninger af gamle teknikker for sin søster, museumsinspektør Margrethe Hald.

I 1941 blev Anna Hald Terkelsen valgt ind i Dansk Husflidsselskabs bestyrelse. Hun blev opfordret hertil, fordi selskabet ville gøre en indsats for den kvindelige husflid, der nok havde eksisteret i praksis, men ikke var tilstrækkelig organisatorisk synlig inden for selskabets rammer. Hun sad i bestyrelsen i 12 år og gjorde en stor indsats, især for styrkelse af læreruddannelsen. Dertil var hun sammen med forstanderparret Bo og Charlotte Rud blandt hovedkræfterne i opbygningen af Den danske Husflidshøjskole i Kerteminde, der startede 1951. I 1948 redigerede hun sammen med Anna Næsgaard og Charlotte Rud, der 1938 havde afløst hende som formand i HH, bogen Sy og sømme.