Nikoline Helms

Nikoline Helms voksede op i Skellerup præstegård på Fyn i en familie med nære kontakter til samtidens kulturliv, idet faderen ud over at være præst også var agtet som en kender af dansk kirkearkitektur. Moderens familie i København blev Nikoline Helms' sociale udgangspunkt, da hun 1895 flyttede til hovedstaden for at uddanne sig. Familiens økonomi tillod hende en vis frihed, og hun valgte først at afprøve sine kunstneriske evner på mosteren Vilhelmine Bangs tegne- og maleskole, hvor hun også udførte møbeldekoration. Hun besluttede sig imidlertid til at læse til lærerinde på N. Zahles Seminarium og tog eksamen i 1900. 1901-02 fortsatte hun sine studier på Danmarks Lærerhøjskole i dansk og historie. Her fik hun bl.a. Francis Beckett i kunsthistorie og Vilh. Andersen som en inspirerende lærer i dansk litteratur.

Nikoline Helms søgte ind ved Københavns kommunale skolevæsen i 1904 og arbejdede som timelærerinde, indtil hun blev fastansat i 1909 ved Kapelvejens Skole. I begyndelsen deltog hun ikke i lærernes faglige organisationsarbejde, men var mere engageret i skolens faglige indhold og sad i kommissionen til afholdelse af almindelig forberedelseseksamen i historie 1915-19. Hun interesserede sig også for kvinders vilkår og var medlem af Dansk Kvindesamfund. I 1919 søgte hun stillingen som inspektør ved Larslejstrædes Skole og fik den, selvom hun ikke havde fungeret som viceskoleinspektør, hvilket var den almindelige karrierevej. I 1927 blev hun indvalgt i Skoleinspektørforeningens stående udvalg, der var rådgivende organ for skoledirektionen.

Nikoline Helms søgte tidligt om fritagelse fra reglen om, at kommunens ansatte skulle bo i København, og hun boede forskellige steder på det mere fredelige Frbg. det meste af sit liv. Her skrev hun den række skolebøger i historie, hun er mest kendt for. 1913-14 udgav Nikoline Helms sin første lærebog De Danske og deres Broderfolk, og i 1916 kom den første udgave af Danmarks Historie fortalt for Børn. Denne blev inspiration og udgangspunkt for historieformidlingen til de små klasser gennem årtier og var den mest anvendte historiebog i flere generationer. Den udkom i 23 udg., sidste gang i 1962, og blev revideret flere gange efter hendes død. Helt op i 1960'erne var den stadig i brug. I 1917 kom De store Klassers Tillæg til Danmarks Historie fortalt for Børn og i 1920, året for genforeningen med Sønderjylland, Sønderjylland gennem Tiderne. 1928-29 udgav hun Fortællinger af Verdenshistorien, på et tidspunkt hvor historieundervisningen havde fået et større geografisk udblik. Ud af den form, Nikoline Helms valgte til sine historiebøger, kan man aflæse hendes pædagogiske holdninger og børnesyn. Hun ønskede, at læreren skulle komme børnene i møde ved at respektere deres individuelle og aldersbetingede forestillingsverden. Børnene blev trukket ind i stoffet ved det mundrette og klare sprog, der var fuldt af konkrete billeder. Hendes kunstneriske baggrund medførte, at hun lagde stor vægt på kvaliteten af bøgernes illustrationer. Hun anvendte udvalgte billeder fra samtidens nationale maleri, fx af Lorenz Frølich og Agnes Slott-Møller, som begge hørte til hendes bekendtskabskreds. Historiebøgerne var tænkt som udgangspunkt for lærerens mundtlige, frie genfortælling af "historierne" mere end som lærebøger, der blev læst op i klassen eller hjemme. Dette stemte med tidens herskende undervisningsform, klasseundervisningen, som skoleborgmester Ernst Kaper havde introduceret i kommuneskolen. I klasseundervisningen var læreren den suverænt styrende, som al elevopmærksomhed var rettet mod under hele lektionen. Nikoline Helms' historiebøger passede ind i samtidens læseplaner, der stillede krav om opdragelse til fædrelandskærlighed, respekt for kongehuset og landets nationale grænser. Der var kun få kvinder, der skrev lærebøger i samtiden, men Nikoline Helms' konsekvente stil var forløber for senere tiders populære historieformidling til de små klasser, selvom hendes forkærlighed for sagn- og krigshistorie også er blevet kritiseret, navnlig i Skolebogsbetænkningen af 1933.

I 1930 var Nikoline Helms blandt tre kvindelige og en mandlig ansøger til stillingen som viceskoledirektør efter Mathilde Jensen, der i 1917 som den første kvinde var blevet udnævnt til posten. Nikoline Helms fik uden diskussion stillingen. Hun kom nu til at lede det pædagogiske og praktiske tilsyn med en tredjedel af de kbh.ske kommuneskoler, bl.a. ved at besøge skolerne og vejlede lærerne i deres daglige arbejde. Hun var ansvarlig for det forberedende udvalgsarbejde omkring en ny plan for håndarbejdsundervisningen og tog sig af den pædagogiske side af den lange vikarperiode, de nyuddannede lærere måtte igennem. Men Nikoline Helms kom kun til at fungere som viceskoledirektør i tre-fire år, da sygdom i lange perioder hindrede hende i at arbejde. Valborg Battaglia blev derfor hentet ind som vikar, indtil Nikoline Helms måtte søge sin afsked i 1936 og døde tre år efter.