Anette Steen Pedersen

“Du skal tage en uddannelse. Du skal kunne klare dig selv.” Det var Anette Steen Pedersens moders klare budskab, og det blev ledetrådene i hendes liv. Begge forældre var tidligt taget ud af skolen for at komme i lære og tjene penge. De drev en slagterforretning i Valby, hvor Anette Steen Pedersen voksede op sammen med sin storebroder. Flid, tillid, ansvar og selvstændighed var kerneværdier i hjemmet.

Efter studentereksamen fra Rysensteen Gymnasium i 1967 begyndte Anette Steen Pedersen at læse dansk og fransk på Københavns Universitet, og hun kom hurtigt ind i kernen af studenterbevægelsen og dens kamp for modernisering af studierne, medbestemmelse og professorvældets afskaffelse. Hun blev medlem af Studenterrådet og af Roskilde Universitetscenters (RUC) interimstyre 1971-73 og dannede par med Henning Salling Olesen, ledende strateg i Danske Studerendes Fællesråd. Arbejde og privatliv flød i et, de flyttede i kollektiv med vennerne fra studenterbevægelsen og fik sønnen Morten. Efter at hun havde fået barn, oplevede hun kønsulighederne. Interessen for kvinders litteratur, kunst, historie, rettigheder, den borgerlige og socialistiske kvindebevægelses opståen blev vakt, og hun var medudgiver af den første danske oversættelse af den tyske socialist og feminist Clara Zetkins artikler Arbejderkvinder i alle lande, 1974. Studiet blev afsluttet 1977 med et speciale om den nye kvindebevægelse Mellem opgør og tilpasning, udgivet året efter og i mange år grundlaget for forståelsen af rødstrømpebevægelsen. Det var skrevet sammen med bedsteveninderne Elisabeth Flensted-Jensen og Susi Frastein. De tre samt Signe Arnfred, Karen Syberg og Karen Jespersen dannede i 1976 kvindegruppen i det uafhængige socialistiske tidsskrift Politisk Revy, og i et par år sad Anette Steen Pedersen i bladets kollektive ledelse. Sammen med Morten Thing omsatte hun kvindebevægelsens slagord om, at “det private er politisk” til en artikelserie om venstrefløjens samlivsformer og -problemer. Det fik bladets oplagstal til at toppe på mere end 5.000. Serien udkom som bogen Far, mor, børn i 1979.

1974 blev Anette Steen Pedersen undervisningsassistent på RUC, hvor der i 1970’erne blev lavet mange kvindeprojekter. Interessen for pædagogik førte til, at hun og Salling Olesen, da sønnen skulle i skole, startede Trekronergades Freinetskole, hvor hun var bestyrelsesformand i fire år. Pædagogik og kvindestudier smeltede sammen i et treårigt kandidatstipendium 1980-83 på RUC, en analyse af pigepædagogikken i gymnasiet og baggrunden for pigernes beskedne valg af mellemuddannelser. Kvindeforskningen blomstrede i disse år på RUC, og kvindelige lærere organiserede sig i kamp for flere stillinger. I 1982 var Anette Steen Pedersen medinitiativtager til RUCs kvindecenter Kvinder på Tværs og en stor kvindekonference, stærkt støttet af rektor Boel Jørgensen. De fik meget opmærksomhed, men ikke mange faste stillinger. I Dansk Magisterforening (DM) pressede de samme kvinder på, og med Elisabeth Plum fra DMs ligestillingsudvalg som leder iværksattes en undersøgelse af kvindelige magistres liv og deres stilling på arbejdsmarkedet. Anette Steen Pedersen blev sammen med statistikeren Ruth Emerek ansat til at gennemføre undersøgelsen, som i 1986 resulterede i den banebrydende rapport Højtuddannet? -Ja. Ligestillet? -Nej. Den gav hende i 1987 Dansk Kvindesamfunds Mathildepris.

På dette tidspunkt skiftede Anette Steen Pedersen fra at være kvindeforsker til at være professionel “ligestillingsarbejder”, og på dette område har hun gjort en flot international karriere. Hun startede i Ligestillingsrådets sekretariat, hvor hun arbejdede med Schlüterregeringens første handlingsplan for ligestilling, i 1988 blev hun ledelseskonsulent i ligestilling i Danmarks Radio (DR). Det var den første virksomhed, der ansatte en ligestillingskonsulent og på rette niveau i organisationen, chefniveau. Hendes strategi var at få kvinder ind i ledelsesjobbene og til programproduktionen, samt at få cheferne til at gå i spidsen og tage ansvar for ligestillingen. Kvinderne toppede med 27% i ledelsesgruppen, og Anette Steen Pedersen selv blev chef i DR-tvs uddannelsesafdeling. Hun var medlem af EUs ekspertgruppe Committee for Equal Opportunities in Broadcasting, og i 1995 blev hun headhuntet til Verdensbanken som ledelsesrådgiver i ligestilling. Banken havde opstillet mål, men ikke udviklet en strategi. Anette Steen Pedersen brugte sine erfaringer fra DR, hvor filosofien havde været, at forskellene mellem kvinder og mænd var et aktiv for virksomheden og ikke et problem, der skulle overvindes i kønsblindhedens navn. Strategien lykkedes igen: Bankens andel af kvinder på topposter er fordoblet til 19% fra 1995 til 1999. Kvinderne i de professionelle kernestillinger er steget fra 27 til 38%. Banken har syv kvindelige vicepræsidenter i 1999 mod en i 1995. Næste mål er, at der i 2003 skal være 30% kvinder i ledelsen og 45% i kernegruppen.