Boel Jørgensen

Efter at være blevet student i Hässleholm 1962 læste Boel Jørgensen sociologi ved universitetet i Lund, hvorfra hun blev kandidat 1968. Hun flyttede derefter til Danmark og var ansat som forskningsmedarbejder i Sundhedsstyrelsen og på Socialforskningsinstituttet, førend hun kom til Roskilde Universitetscenter (RUC) som lektor i 1973, året efter oprettelsen. Her blev hun knyttet til uddannelsen af socionomer, den særlige type socialrådgivere, som RUC uddannede med stor succes, indtil uddannelsen blev nedlagt i 1983. Boel Jørgensen blev kendt af en bredere offentlighed, da hun i 1978 valgtes til rektor for RUC og dermed blev den første kvindelige universitetsrektor i Danmark. Ti år senere kom hun som den første kvindelige chef for Det Kgl. Teater ud i en veritabel mediestorm.

Boel Jørgensen tiltrådte som rektor to år efter, at én stemmes overvægt i Folketinget sikrede RUCs overlevelse, og hun kom til at stå i spidsen for opbygningen af den studiestruktur, som stadig præger universitetet og kendetegnes ved tværvidenskabelighed og projektorganisering. Hun markerede sig bl.a. ved at satse stærkt på at få engageret de kvindelige lærere i et ligestillingspolitisk arbejde og tog initiativ til, at der allerede i 1981 blev gennemført en diskussion om indførelse af blød kønskvotering efter norsk forbillede. Forslaget faldt imidlertid, da den stedlige klub af jurister og økonomer stemte det ned. Hun vakte også opmærksomhed ved at insistere på, at ingen kollegiale møder skulle afsluttes senere end kl. 16, således at det var muligt for småbørnsforældre både at deltage i den demokratiske proces og nå at hente børn i daginstitutionerne. En prøve på hendes evner som rektor og RUCs evne til overlevelse blev arbejdet med den såkaldte Grovskitse i 1981-82, da Undervisningsministeriet ønskede en del af centrets uddannelser nedlagt til fordel for en opprioritering af mere erhvervsrettede uddannelser som HA og datalogi. Det lykkedes i den forbindelse, bl.a. ved et godt samarbejde med de øvrige universiteter og andre samarbejdspartnere, at sikre RUCs profil og placering i det danske universitetslandskab. Centret blev for alvor anerkendt, da Dansk Arbejdsgiverforening i 1988 tildelte det fem studenterhuer og dermed topkarakter blandt danske universiteter. Boel Jørgensen fik i offentligheden æren for denne bedrift, måske ikke helt berettiget, som hun selv sagde ved sin afskedsreception. Der er dog ingen tvivl om, at hun med sin charmerende svenske accent og kultiverede værdighed afbalancerede det “langhårede” billede af RUC, som ellers blev præsenteret i medierne.

Succesen på RUC førte til, at Boel Jørgensen i 1989 blev hentet til Det Kgl. Teater som chef. Teatret befandt sig på dette tidspunkt i en ganske kaotisk situation med mange grupper af ansatte med hver deres egen overenskomst og en fortid præget af konflikter mellem ledelse og kunstnere. Boel Jørgensen blev som den første direktør uden kunstneriske kvalifikationer mødt med nogen skepsis i offentligheden. Hendes første opgave blev at skabe orden på overenskomsterne og fremme samarbejdet mellem de forskellige grupper. Hun gjorde det hurtigt til sin politik at åbne den ellers så lukkede, finkulturelle institution, bl.a. ved at arrangere auktioner over brugte kostumer, omvisninger og forestillinger for børn. Siden satte hun ind på at få omdannet skuespillet til et ensemble med en mere klar profil. I denne sammenhæng afholdt hun en række weekendseminarer med forskellige temaer, gruppearbejde og diskussioner. “Dramaturgiatet fører sig frem over for skuespillerne med teoretiske seminarer og barnligt-hyggelige weekendbreve, der anslår en tone af forbrødring, som der efter erfarne skuespilleres mening ingen dækning er for. Det er som om vi har fået hele 68-halløjets blanding af teoretisk tankespind og sødladen ’komme hinanden ved stil’ herind med 20 års forsinkelse,” citerede Politiken i 1990 en anonym skuespiller for at sige. Kritikken forstærkedes dels i forbindelse med Boel Jørgensens fyring 1991 af operachefen Michael Dittmann, som blev anklaget for sexchikane og siden sagsøgte teatret for et tredobbelt millionbeløb, dels i forbindelse med ministerskiftet 1990 fra den radikale Ole Vig Jensen til den konservative Grethe Rostbøll. Allerede på dette tidspunkt pressede spørgsmålet om skuespillets fremtidige placering sig op på dagsordenen, hvad der fik den nytiltrådte kulturminister til at mene, hun ikke havde den nødvendige politiske kontrol med det store, uregerlige hus. Disse konflikter medførte, at Boel Jørgensen måtte forlade teatret efter knap tre år i 1992.

1993 blev Boel Jørgensen ansat som direktør for kultur- og børneområdet i Roskilde kommune, hvor hun bl.a. har arbejdet med børn som aktive kulturskabere og kultur som identitetsskabende i nærmiljøet, fx ved at forsøge at gøre biblioteket til en levende del af nærdemokratiet. Hun har sideløbende været engageret i ligestillingsarbejdet i kommunerne og involveret i at udvikle demokrati på arbejdspladsen ud fra teorier om virksomheder som “lærende organisationer”. Boel Jørgensen har siden rektortiden på RUC været medlem af Center for Menneskerettigheders bestyrelse og har i denne sammenhæng også arbejdet med demokrati og menneskerettigheder, bl.a. en periode i Malawi før ansættelsen i Roskilde kommune. Endelig har hun bidraget til diskussionen om kvindelige lederes vilkår, fx i antologien Kvindens plads fra 1984. Boel Jørgensen blev ridder af Dannebrogordenen 1991 og har desuden modtaget en norsk fortjenstorden.