Ville Heise

Ville Heise blev født uden for ægteskab. Hendes moder var i 1837 blev skilt fra sin ægtefælle, Nakskov-kateketen M.C.V. Michelsen. Skilsmissen og kærlighedsaffæren med Ville Heises fader gav i nogle år moderen et plettet rygte. Først i 1840 kunne hun gifte sig på ny, og Alfred Hage adopterede hendes børn af første ægteskab. Ville Heise voksede op i et velhavende og luksuøst miljø. Faderens drevne forretningssans og kompagniskab med svogeren Hans Puggaard førte til opbygningen af et handelsimperium. Samtidig var der plads til de politiske ambitioner som frihandelsmand med nationalliberale og skandinavistiske idéer. Forældrenes hovedstadsdomiciler i Den røde Gård i Torvegade, senere i det Harsdorffske Palæ på Kongens Nytorv blev centrale mødesteder for 1840’ernes og 1850’ernes politiske og kunstneriske elite. Hjemmet havde status som en politisk salon i én, efter dansk målestok, usædvanlig grandios stil.

Der var råd og vilje til at lade Ville Heise undervise af bl.a. den senere digterpræst Chr. Richardt og af skuespillerinden Anna Nielsen. Ville Heise var sin faders øjesten og blev i det festglade hjem en feteret baldame med en magnetisme og stil, som udløste mænds forelskelse og unge kvinders sværmerier. Johanne Luise Heiberg opfattede hende som en personlighedstype, der lå elskerinden nær. Mens halvsøsteren Elise valgte at ægte den nationalliberale redaktør Carl Ploug, giftede Ville Heise og den anden halvsøster Johanne (g. Bissen) sig med kunstnere. Ville Heises ægteskab med musikeren og komponisten Peter H. i 1859 indfriede næppe faderens ægteskabsambitioner på den forgudede datters vegne. Ville Heise levede i en årrække et mere tilbagetrukket liv som den inspirerende muse i Sorø, hvor ægtefællen var lærer ved Akademiet og organist ved byens kirke. Da han søgte større udfordringer, kunne han med sin formuende hustru i ryggen helt koncentrere sig om at tonesætte dansk guldalderlyrik og komponere operamusik. Ville Heise betragtede sin mand som den perfekte kunstner, men mere fejlbarlig som menneske. I det barnløse ægteskab var hun parat til at spille andenviolin. Ægtefællens karriere som original komponist blev afbrudt ved hans død som 49-årig i 1879. Det blev et chok, Ville Heise næppe nogensinde kom sig helt over. Som enke foldede hun sig til gengæld ud i fuldt format og blev sine venners trofaste ven. Hun kom til den modne, personlige erkendelse, at omsorg for andre er den bedste medicin imod egne sorger, og at en sådan selvdistance var en lektie, der burde læres, hvor den ikke var et givet karaktertræk. Opfordret af broderen Johannes Hage opkøbte Ville Heise i 1880 i Skåne den forfaldne herregård Rydebäck, som hun renoverede. Hun satte sig ind i landbrugsdrift og drev ejendommen med en forpagters assistance. Sine mange ansatte og husmænd omfattede hun med patriarkalsk præget myndighed. Ville Heises veninde, den dansk-svenske forfatter Helene Nyblom, beskrev hende som en dobbeltbundet melankoliker, der på sin skånske landejendom rådede og regerede, som var hun en storhertuginde, omgivet af sine gæster, folk og plejebørn. Hendes dynamik og praktiske sans fik også udløb i selvstændige filantropiske initiativer. Hun åbnede dele af Rydebäcks hovedbygning som rekonvalescenthjem for børn, der havde været indlagt på Dronning Louises Hospital, og for svagelige ældre kvinder i sommertiden. Udstrakt velgørenhed lå dybt i den Hageske familietradition, som hun som sin yndlingsbroder, Johannes, førte videre. I Snekkersten indledte hun i 1890’erne et trestrenget filantropisk projekt ved grundopkøb. Efter århundredskiftet kunne hun her åbne tre institutioner, som hun lod den kendte Hans J. Holm være arkitekt for. Damehjemmet oprettet 1894 rummede fribolig for enlige, veltjente tjenestepiger. Familielyst, der kom til året efter, var børnehjem for forældreløse. Officersenkehjemmet blev åbnet i 1905-06. Dette hjem donerede hun i 1907 som gave til Københavns Officersforening. Ville Heise søgte ikke offentlig publicity gennem sin filantropiske aktivitet, der bl.a. også omfattede privatuddeling af understøttelse i samarbejde med niecen Anna Bissen, som blev den ældre Ville Heise en værdsat støtte. I 1905 modtog hun ikke desto mindre Fortjenstmedaljen i guld.

Ville Heise blev en kunstens mæcen, dog ikke i samme skala som Johannes Hage, der grundlagde en af 1800-tallets største private samlinger i Danmark på Nivågård. Ville Heises mæcenat omfattede en vedvarende entusiasme for maleren Frans Schwartz, der blev hendes rådgiver ved kunstindkøb og på hendes bestilling portrætterede flere familiemedlemmer og kvindelige bekendte. Hun hævdede, at hun ikke havde en kenders forstand på maleri og den danske og udenlandske skønlitteratur, hun ivrigt fulgte med i, men blot elskede kunst.

Ville Heises baggrund i en stærkt rigsdagsinteresseret slægt gav hende afsmag for aviser og politik. Dog var storpolitiske begivenheder og nationale selvstændighedskampe i stand til at mobilisere hendes stærke sym- og antipatier. Hun mistede halvbroderen Christopher i krigen 1864. I 1897 rejste hun til Balkan med broderen Johannes, der 55 år gammel ønskede at kæmpe som frivillig på græsk side i den græsk-tyrkiske krig, men aldrig kom i felten. Ville Heise var vidtberejst i Europa og besøgte Ægypten og Syrien. Med broderen gik hun ind i De danske Armeniervenners komité, der arbejdede for at yde nødhjælp til de kristne armeniere, der blev udsat for tyrkisk forfølgelse og masseudryddelse. Organisationen støttede udsendelsen til Armenien af den grundtvigske missionær Karen Jeppe i 1903. Ved Ville Heises død blev hendes efterladenskaber alene i København opgjort til mere end 500.000 kroner.