Helene Nyblom

I Helene Nybloms barndomshjem blev der tegnet og malet, læst litteratur og spillet musik. Hun og hendes lillebroder blev opdraget til altid at lægge vægt på skønhed som en kvalitet i dagligdagen. Samtidig indprentede forældrenes eksempel dem arbejdsomhed og pligtfølelse, funderet i en dyb kristentro. Efter datidens normer fik Helene Nyblom en god skoleuddannelse. Hun gik nogle år i en progressiv grundtvigsk privatskole, senere blev hun undervist af privatlærerinder og fik undervisning i tegning og musik. Hun viste stort talent for det sidste, og hendes klaverlærer Edvard Helsted mente, at hun burde hellige sig en karriere som pianist.

I 1862 opholdt hun sig i Rom med sin fader, og her traf hun sin kommende ægtefælle. Han var docent i æstetik, meget musikalsk og havde således mange interesser fælles med Helene Nyblom. De giftede sig 1864 og bosatte sig i hans fødeby Uppsala, og resten af sit liv boede Helene Nyblom i Sverige, hvor hun forsvenskede sit fornavn til Helena. Det konventionelle akademiske miljø og dets stive selskabelighed fandt ægteparret fremmed, og de etablerede i stedet et hjem, hvor kunstnere og intellektuelle fra hele Norden færdedes. Der blev sunget og læst højt, spillet musik og teater, diskuteret kunst og litteratur. Familiens seks kunstnerisk begavede børn deltog på livet løs og blev ikke, som det var almindeligt i samtiden, henvist til børneværelset.

Husholdningen var stor, men professorlønnen lille, og Helene Nyblom begyndte at skrive noveller til forskellige magasiner for at supplere indtægterne. Hun skrev på dansk, ægtefællen oversatte til svensk, og novellerne blev siden samlet i fem bind, som først kom på svensk, siden på dansk 1881-89. De er skrevet med let hånd uden litterære prætentioner. Helene Nybloms væsentligste bidrag til 1880’ernes litteratur blev hendes lyrik, der udkom i Danmark som Digte, 1881, og Nye Digte, 1886. Her viser hendes store musikalitet sig. Digtene er skrevet i bunden form med fast rytme. Flere af dem er sat til musik af bl.a. Johanne Fenger og Hakon Børresen og bliver stadig indspillet i nye udgaver. Hendes lyrik er båret af en stærk naturfølelse, hvor årstiderne er billeder på de vekslende sindsstemninger. Siden forsøgte hun sig i andre skønlitterære genrer med skuespil, et par pigebøger, og 1905 vandt hun det kendte svenske blad Iduns romankonkurrence med slægtsromanen Högvalla, der udkom i Sverige 1907. Samtidig skrev hun anmeldelser og artikler om kunst. Hun blev kendt som en dygtig iagttager, en god skribent og en skarp kritiker, som var uforbeholden i sin ros, men uforsonlig i sin dadel.

Helene Nyblom havde ikke udelt sympati for 1880’ernes kvindefrigørelse. I artiklen Embedet at være Husmoder, der 1887 blev trykt i Göteborg Kvinnoförenings tidsskrift Framåt, argumenterede hun for, at kvinder, der følte et kald i kunstnerisk eller erhvervsmæssig retning, skulle følge det, men undlade at gifte sig. Den gifte kvinde havde først og fremmest et kald som husmoder. Hvis husholdningen imidlertid blev organiseret ordentligt, kunne man sagtens få tid til at dyrke sine egne interesser uden at forsømme hjem, mand og børn. Selv var hun tilsyneladende et eksempel på, at det kunne lade sig gøre.

Men i midten af 1890’erne begyndte Helene Nyblom at skrive eventyr, og her kom hendes livs inderste konflikter til udtryk, nemlig stærk pligtfølelse kontra frihedslængsel og trang til at skrive. Her fandt hun den genre, som forløste hende kunstnerisk, og som har givet hende en renæssance i nyere litteraturforskning. Eventyrsamlingen Fantasier udkom på svensk 1896. Genrens blanding af realisme og fantasi appellerede til Helene Nyblom, og dens poetiske sprogbrug og knappe form lå godt for hende. Mange af hendes eventyr står som åbne udsagn med dobbelte budskaber. Tilsyneladende er det moralske fortællinger, tilpasset konvention og samfund, så de uden problemer kunne læses som opbyggelig børnelitteratur. Men de afspejler samtidig en stærk længsel efter frihed og efter at kunne leve følelser og drifter ud. Denne spænding viser sig i tematiseringen af kunstneres og kvinders livsvilkår i hendes bedste eventyr, Fidelunkan og Alle Havets de vilde Vover i Der var en Gang –, 1897, og Pigen, som dansede forbi Alle i Der var en Gang –, Ny Samling, 1898.

Helene Nyblom konverterede i 1895 til katolicismen. Det var ingen pludselig omvendelse, men en følge af mange års religiøs søgen, og hun berørte aldrig konfessionelle spørgsmål i sine værker. Da ægtefællen i 1898 blev pensioneret, flyttede de til Stockholm for at være nærmere teater- og kulturlivet. Her skrev hun sine erindringer, hvoraf første bind Livsminder fra Danmark fra 1923 fortæller om tiden indtil giftermålet i 1864, mens andet bind dækker årene i Uppsala. Erindringerne giver et smukt og personligt tidsbillede ligesom de to brevsamlinger, som blev udgivet af hendes yngste søn, Föräldraminnen, 1949, og Två väninnor, 1950. Da Helene Nyblom fyldte 80 år i 1923, modtog hun den svenske medalje Litteris et artibus for et langt livs litterære fortjenester.