Anna Nielsen

Mens Anna Nielsen voksede op, gik det støt nedad for faderens familiefirma i Nyhavn. Som storesøster blev hun barnepige for sine fire søskende og lidt af en masochistisk Askepot i den nu ludfattige familie. Sin forhadte snobbede pigeskole afsluttede hun med en stor arie i et dramatisk selskab, kun for i over et år at sy sko i et loftskammer. Faderen havde imidlertid skaffet hende sang- og musikundervisning hos en kapelmusiker ved Det Kgl. Teater i håb om, at datteren kunne få en karriere ved nationalscenen. Høj og mørkblond med varme blå øjne og en følsom mezzosopran kom hun ind på Det Kgl. Teater, hvor veteranen Johanne Rosing lærte hende op. Hun påtog sig teatrets elskerindefag, også i opera, især den nordiske mø. I tidens ånd spillede hun “mindre den forelskede end den elskende, den elskelige”, mente balletmesteren August Bournonville.

Anna Nielsen debuterede i 1821 i titelrollen i Ole Johan Samsøes sørgespil Dyveke, men gennembruddet kom året efter som Agathe i C.M. von Webers skelsættende romantiske opera Jægerbruden. Hun udviklede en fint nuanceret psykologisk og poetisk portrætkunst. Sine sjælfulde og ofte lidende roller gav hun et ideelt skær, eller hun fremstillede virkningsfuldt stærke tilbageholdte følelser. 1823 giftede hun sig med den norskfødte violinist Frederik Wexschall, og året efter fødte hun datteren Thora. I sit hjem tiltrak hun kunstnerkolleger som en magnet, og hun blev mentor for mange talenter. I Adam Oehlenschlägers nordiske tragedier spillede hun over 30 roller med titelrollen i Axel og Valborg i 1823 som den mest beundrede, og med de mere erfarne kvinder som frillen Thora i Hakon Jarl, 1830, og Dronning Margareta, 1833, som stærke indsatser. Men hun slog også tonen an for det nye repertoire af den franske dramatiker E. Scribe med sin følsomme og yndefylde blinde Valérie, 1824, og Den hvide Dame, 1826, og hun optrådte støt i den følgende strøm af franske skuespil. Anna Nielsen bidrog endvidere stort til J.L. Heibergs og vaudevillegenrens succes. I J.L. Heibergs første vaudeville Kong Salomon og Jørgen Hattemager i 1825 spillede hun rollen som Luise, og i 1828 var hun en stolt og munter Elisabeth i Elverhøj. Siden fulgte en lang række andre vaudevilleroller. Det blev dog det yngre teatrale talent Johanne Luise Heiberg, der høstede det største bifald inden for vaudevillegenren. Da hun fra 1826 slog igennem, fik Anna Nielsen efterhånden færre muligheder for at vise sin force, et stærkt indre liv. Ydermere svandt hendes sangstemme, men hun havde dog to store partier i Mozart-operaer, Pamina i Tryllefløjten og Donna Elvira i Don Juan, før hun måtte afgive operapartier. I 1831 lod hun sig separere for 1834 at gifte sig med sin scenepartner N.P. N., der bragte fire børn med i ægteskabet. Parrets musiske og gæstfrie hjem blev fristed for en munter kunstnerstrøm, og Anna Nielsen blev også nu husets inspirerende midtpunkt. Her blev den nye scenerealisme langsomt til i opposition mod J.L. Heibergs idealiserende klassicisme. Nye elever blev bl.a. Louise Phister, som flyttede ind 1834, og Julie Sødring. Men at hun havde ladet sig skille for at gifte sig med en anden, skabte skandale i offentligheden og gav hendes karriere et knæk. Frustreret påtog hun sig før tiden ældre moder- og karakterroller. Kun alt for få af de roller, hun fik tilbudt, fandt hun gode, og en del afslog hun selv. Men faktisk trådte hun med disse roller mere i karakter. 1835 spillede hun fx en iskoldt beregnende Lady Macbeth og året efter grevinde Orsina i G.E. Lessings tragedie Emilia Galotti. Hun var i 1836 en gribende Maria Stuart i Schillers tragedie af samme navn. I Henrik Hertz’ Svend Dyrings Hus, 1837, var hun en dybt fortvivlet moder og 1841 tryglende dronning i den franske tragedie Edwards Sønner. Andre af hendes specialer var franske verdensdamer, som hun holdt ironisk ud i strakt arm, fx Markise de Prie i A. Dumas d.æ.s drama Gabrielle de Belle-Isle, 1841, og ligeledes folkelige lystspilsmatroner. Søren Kierkegaard hyldede hende varmt som aldersrealistisk fortolker af “det væsentlig Qvindelige”.

Den åbning mod realisme, der i disse år foregik på teatret, gav Anna Nielsen stof til foruroligende figurer som fx den sammenfaldne griske Ulrikka i Carsten Hauchs Søstrene på Kinnekullen, 1849. Hendes datter var i 1848 død af tuberkulose, og selv blev hun også ramt af sygdom. Trods lange sygemeldinger stod hun aktivt bag sine venner Frederik Høedts og Michael Wiehes reformkrav, og hun spillede dronning Gertrud ved Høedts debut som Hamlet i 1851. Hun var dog antagelig for syg til at deltage i sine oprørske kollegers udvandring fra Det Kgl. Teater i protest mod J.L. Heibergs ledelse og deres Hofteatersæson 1855-56 med moderne, mere realistiske skuespil. Hun havde i sin lange scenekarriere 1821-56 spillet 256 roller. Da hun døde af underlivskræft, 52 år gammel, mistede oppositionen sin samlingsfigur, netop som den havde besejret J.L. Heiberg.