Johanne Rosing

Johanne Rosing voksede op i et fattigt hjem. Faderen, der var af norsk afstamning, havde været udsat for en arbejdsskade i sit fag som murer og var nu vægter. Tidligt kom hun ud at arbejde, først som pige hos en af byens handlende. Hun blev optaget på Hofteatrets balletskole og ca. 1772 medlem af det franske balletkorps. Hofteatret var blevet åbnet i begyndelsen af 1767 og her spillede en indkaldt fransk trup til glæde for hoffet og byens standspersoner. På dette teater kunne den danske skuespiltrup også hente inspiration og forbilleder hos franskmændene, der repræsenterede det mest moderne og velansete teater. I løbet af det franske teaters første sæson besluttedes det at oprette et fransk balletkorps, og her blev der optaget danske elever og figuranter, dvs. korpsdansere. Da teatret på Kongens Nytorv i 1772, efter at have været på private hænder, blev overtaget af kongen, blev Johanne Rosing sammen med resten af truppen, herunder C.M. Gielstrup og Frederik Schwarz, overført til Det Kgl. Teaters balletkorps.

Johanne Rosings vej til et levebrød som skuespiller og uddannelse inden for faget var karakteristisk for de fleste af den gruppe nye skuespillere, som samtidig med hende kom til at indtage deres plads på teatret. Det er den såkaldte anden generation af skuespillere ved teatret på Kongens Nytorv, der tæller navne som Schwarz, Mette Marie Astrup, Gielstrup, Catharina Frydendahl, Michael R., Adam Gottlob Gielstrup samt Marie Cathrine og J.D. Preisler. Mange af dem kom som Johanne Rosing fra balletten, og den havde givet dem en god ballast som vordende skuespillere, nemlig forståelse for såvel ansigtets som kroppens udtryksmuligheder. Johanne Rosing blev overført fra balletten til skuespiltruppen i august 1773, samtidig med at hun stadig dansede. Samme sommer besøgte hun teatrets syngeskole og fik betaling for at lære sine kommende roller. Også den følgende sommer var hun på syngeskolen. Det er typisk for hendes generation af skuespillere, at de ud over uddannelsen ved balletten samtidig fik lejlighed til at opøve sangen, der var så vigtig en del af skuespillerfaget på grund af syngestykkernes enorme popularitet i samtiden. Intet tyder på, at teatret, som det ellers ofte var tilfældet, har bekostet undervisning i hverken skrivning eller læsning for Johanne Rosing. De bevarede breve viser tværtimod, at hun kun lige var i stand til at skrive selv.

Det næste led i Johanne Rosings uddannelse falder noget senere i hendes karriere. Hun var 1777-79 medlem af Frederik Schwarz’ Det dramatiske Selskab, som også hendes kommende ægtemand, den unge norske student Michael R., var medstifter af. Hun var blevet genstand for Michael R.s og den endnu yngre student Knud Lyne Rahbeks stormende forelskelser. Det blev Rosing, der vandt hendes hjerte og hånd, mens Rahbek valgte at spille rollen som Werther i et selviscenesat drama inspireret af Goethes Den unge Werthers Lidelser. I en årrække tilbad han i hemmelighed Johanne Rosing og skrev længselsfuldt og infantilt-forelsket om hende i sin dagbog. Hun har givetvis ikke kunnet undgå at fornemme Rahbeks tilbøjelighed, som han da også røbede over for ægtemanden, men hun tacklede den vanskelige situation med stor indføling. De første 20 år af det meget harmoniske og lykkelige ægteskab var hun næsten uden pauser gravid. To gange måtte hun opleve den ubeskrivelige sorg at miste tre børn inden for ganske kort tid. I 1785 døde tre af hendes døtre af kighoste, og i 1797 døde endnu tre døtre af børnekopper. Ægteparret stod sammen om at leve et ordentligt borgerligt liv. For mange af denne anden generations skuespillere blev en højnelse af standens omdømme en mærkesag. Målet var optagelse i det almindelige borgerlige samfund og anerkendelse af deres værdi som kunstnere. Det hidtidige omdømme, der både rummede foragt og beundring, havde placeret disse relativt frie fugle som gøglere og prostituerede. Det lykkedes virkelig for Johanne Rosing og hendes ægtefælle at være med til at højne standarden. Deres ægteskab står stadig i den danske teaterhistorie som et eksempel på dygtige kunstnere, der formåede at leve op til borgerlige normer.

I sine tidlige år som skuespiller havde Johanne Rosing svært ved at finde sit rigtige rollefag. Hendes tolkning af Ludvig Holbergs elskerinder var moderne i betydningen følsom eller sentimental, og det kom til at stå i kontrast til den barokke tradition i fremstillingen af Holbergs komedier, teatrets “arvesølv”, som en del af skuespillertruppen fastholdt. Først ind i 1780’erne kom hun rent rollemæssigt på rette hylde. I takt med, at den borgerlige tragedie for alvor slog igennem som genre på det danske teater, blev hendes rollefag de “ømme Mødre”. Hun blev sin samtids ideal, når det gjaldt fremstillingen af den borgerlige kvinde. Eller udtrykt på en anden måde: hun gav på scenen liv til netop den kvindetype, som teatrets publikum anså for den ideelle. Hendes fremtoning var ikke ædel og anstandsfuld som Astrups. Men hun var med sit lyse hår, lyse teint og blå øjne både den attråværdige og den moderlige kvinde. Netop moderskabet må vække en vis opmærksomhed hos den moderne betragter. I henved 20 af sine virksomme arbejdsår var hun konstant gravid, og der er intet, der tyder på, at hun nogensinde har været borte fra teatret i længere tid. Realisme var imidlertid dengang uden betydning. En nutidig “method actor” kan finde det nødvendigt at tage 20 kg på af hensyn til rollen. En sådan realisme i skuespilkunsten var utænkelig i 1700-tallet. Publikum var i stand til at skelne mellem skuespillerens person og den rolle, der skulle fremstilles. Under én af sine mange graviditeter blev Johanne Rosing ufrivilligt hovedperson i en af tidens mange fejder mellem teaterbegejstrede unge og yngre litterater i den lille storstad. 1796 døde forfatteren Ole Johan Samsøe som 37-årig, mindre end en uge før uropførelsen af sit første dramatiske værk, sørgespillet Dyveke. Da han skrev dramaet, havde han haft skuespillerinden Marie Cathrine Preisler i tankerne som Dyvekes moder Sigbrit. Men Johanne Rosings våbendragere, Rabbek og hendes ægtefælle, overtalte den svækkede digter til over for direktionen at anbefale hende til rollen. Da Johanne Rosing imidlertid var højgravid, blev det bestemt, at Preisler skulle doublere. Det lykkedes ikke Preislers modstandere at holde hende helt væk fra rollen, og ved den fjerde opførelse i 1796 overtog hun partiet, da Johanne Rosing var nedkommet nogle uger før. I fejden stod forfatteren P. A. Heiberg som Preislers forsvarer og på Johanne Rosings side Rahbek og kritikeren Malthe Conrad Bruun.

1797 købte ægteparret Rosing huset Frihedslund i Fredensborg, hvor de boede hver sommer. De solgte huset 20 år senere, men boede til stadighed til leje i Fredensborg om sommeren. Efter at Johanne Rosing var blevet enke, fik hun fribolig på Fredensborg Slot af Frederik 6. Her boede hun permanent, efter at hun havde trukket sig tilbage fra scenen. Den sidste rolle blev Jutta i L.C. Sanders sørgespil Niels Ebbesen af Nørreris, opført i 1823. Hendes 50-års jubilæum var blevet fejret med samme rolle tidligere samme år. Johanne Rosing opnåede på trods af de mange barnefødsler den anselige alder af 96 år. På Fredensborg samlede hun sin store familie, og gamle venner og elever kom gerne og besøgte hende. Hun blev efterhånden næsten blind, men bevarede sine åndsevner til det sidste.