Mette Marie Astrup

Mette Marie Astrups fader havde ernæret sig som tjener i fine huse, da han ved åbningen i 1748 af Komediehuset på Kongens Nytorv blev ansat som portner dér, en stilling han bevarede til sin død i 1792. Den nære tilknytning til teatermiljøet kan aflæses af, at fadderne ved Mette Marie Astrups dåb tæller tre af de største navne blandt teatrets kunstneriske personale, nemlig Iver Als, Niels Hiersing Clementin og L.C.A. Rose. Direktionen for Komediehuset på Kongens Nytorv var i teatrets tidlige tid bestandigt i bekneb for skuespillerinder. Derfor var man hele tiden på udkig efter brugbare talenter. En stor del af de nye potentielle emner var døtre af teatrets faste leverandører og håndværkere eller som i Mette Marie Astrups tilfælde en ansat. Skuespillerfaget var omgærdet af en aura af lysskyhed, som betød, at det i langt de fleste tilfælde var nød, der drev unge piger eller deres forældre til valget af en kunstnerbane som levevej. Trods sit dårlige ry kunne skuepladsen aflaste en ikke velbeslået håndværkerfamilie ved at tage et af deres børn i lære. En antagelse ved teatret betød også det usædvanlige for unge piger af deres stand, at de fik en mulighed for at lære at læse og skrive.

Mette Marie Astrup begyndte at optræde i skuespillet allerede som 12-årig i vinteren 1772. Hun blev ansat som skuespiller på Det Kgl. Teater i 1773 og debuterede samme år i rollen som Leonore i Ludvig Holbergs komedie Den Stundesløse. Som traditionen bød, valgte hun sig et rollefag og et forbillede blandt teatrets pesonale. Valget faldt på Rose, teatrets store primadonna. Hun har efter al sandsynlighed informeret den unge aktrice i sit kommende rollefags faste virkemidler. Denne håndværksmæssige oplæring i faget blev suppleret senere, da Mette Marie Astrup i slutningen af 1777 blev medlem af Det dramatiske Selskab, der var dannet samme år af en gruppe unge skuespillere, der ønskede at arbejde internt på teatret med deres kunst. Af selskabets arbejdspapirer fremgår det, at hun har haft stort udbytte af sit medlemskab, der varede frem til 1779, hvor selskabet blev splittet på grund af uenighed. I de to år kom hun under indflydelse af selskabets formand, kollegaen Frederik Schwarz, der vejledte hende i arbejdet med indstuderingen af roller. Da hun i 1778 spillede rollen som Else Skolemesters i Holbergs Barselstuen fik hun en række konkrete råd af Schwarz til, hvordan rollen kunne blive mere virkningsfuld i sin komik. Langt senere, i 1790’erne, så teaterkritikeren Knud Lyne Rahbek Mette Marie Astrup på scenen i samme rolle. Han morede sig da netop over de detaljer, som hun i sin tid havde fået vejledning i af Schwarz, fx at lægge specielt tryk på de mest pedantiske og skolemesteragtige ord i madammens lange tirade. Schwarz betegnede selv samarbejdet med Mette Marie Astrup som en succes og kaldte hende for sin bedste elev. I begyndelsen af sin karriere var Mette Marie Astrup under stærk indflydelse fra den klassiske franske tragediestil, som Rose repræsenterede. Internationalt var den i 1770’erne blevet forældet, men den blev fastholdt på den kbh.ske scene til mange teaterkenderes og visse yngre skuespilleres store fortrydelse. Det kom bl.a. til udtryk ved opførelsen af Johan Nordal Bruns tragedie Zarine i 1779. På trods af sit store arbejde med titelrollen formåede den unge skuespiller ikke at sætte sig ud over sit sceniske forbilledes optræden i samme rolle. Efterhånden blev hendes hovedrepertoire de “ømme mødre” i den rørende komedie og stolte, viljefaste heltinder i tragedien. Hun blev af sine samtidige karakteriseret som meget smuk og statelig. Hun forstod at føre sig på scenen og beherskede en fuldkommen skøn plastik. På denne tid skulle skuespillerinderne selv skaffe og bekoste deres samtidskostumer. Det resulterede ofte i konkurrence på pragt og overdådighed, til skade for sandsynligheden mente nogle. Mette Marie Astrup var særlig kendt for at være iklædt de pragtfuldeste kostumer på scenen. Hun var også kendt for sit store og omhyggelige arbejde med sine roller. I 1700-tallet var det den enkelte skuespiller, der havde det suveræne ansvar for fortolkningen af sin rolle. Indstuderingen og vurderingen af rollens placering, kostumering etc. var, med visse undtagelser, overladt til den enkelte, og Mette Marie Astrup tog sit fag og dets udøvelse meget alvorligt.

Mette Marie Astrup havde sandsynligvis i en lang årrække et forhold til Adam Wilhelm Hauch, der var direktør for Det Kgl. Teater 1794-98 og igen 1801-11. Antagelig var han fader til hendes søn Adam Wilhelm A. Hun forblev ugift og levede hele sin scenekarriere i Komediehusets portnerbolig, først med sine forældre og siden med to af sine søstre, der ligesom hun forblev ugifte. Efter faderens død overtog moderen arbejdet som portner og opsynsmand, og denne stilling gik ved hendes død i arv til den ældste søster Sophie, mens også den mellemste Anne Marie havde sit arbejde ved teatret som påklæderske. Mette Marie Astrup fik en lang scenekarriere og fastholdt, som konventionen foreskrev, sit rollefag. Da Adam Oehlenschlägers skuespil blev indført på scenen med Hakon Jarl i 1808 var hun lige så lidt som sin lærer Schwarz i stand til at indfri de helt specielle krav, som disse nordiske sørgespil stillede. Hun var den første Lady Macbeth i Shakespeares tragedie ved premieren i 1817 med J.C. Ryge som Macbeth. August Bournonville oplevede som balletbarn hendes store evne til at fylde scenen med sin personlighed. Set med hans øjne var Mette Marie Astrups hovedegenskab “majestætisk Anstand” og et imponerende ydre. Derfor var hun bedst egnet til roller af den allerhøjeste stand, men kunne, ifølge Bournonville, sagtens bestride de muntre og de kokette, men aldrig de følelsesvarme. Året før Mette Marie Astrup tog sin afsked i 1822, da hun var 62 år gammel, så digteren H.C. Andersen hende på scenen. Med ungdommens ubarmhjertige øjne havde han opfattet hende som “en gammel, meget snørt Jomfru, stiv som en Pind, med et ubehageligt, skrattende Organ”. Hendes sidste optræden blev i 1823 som Grevinde Orsina i G.E. Lessings tragedie Emilia Galotti. Forestillingens indtægt gik til hende som en form for tak for 50 års tjeneste på teatret. Hun fik sin afsked samme år og måtte da for første gang flytte fra det teater, der havde været hele hendes liv.