Louise Phister

For at forsørge sig selv efter sin faders død i 1829 søgte grinebideren Louise Phister uden held at blive korist ved Det Kgl. Teater. Syngemester Giuseppe Siboni så dog skuespillertalentet, og skuespilleren Anna Nielsen antog hende som elev og tjenestepige, til hun i 1846 giftede sig. Anna Nielsen havde i 1835 ladet skuespilleren Ludvig P., der ofte spillede Henrik i Ludvig Holbergs komedier, se Louise Phister prøve på sin lystspildebut som forpagterkone i E. Scribes Fornuftgiftermaalet. Han lod sig overbevise, og selv sprang han til som ægtemanden både i Louise Phisters debutstykke og nogle år senere i hendes liv. Hendes skræk før debuten løste han med et hovedkulds skub ind på scenen. Kort tid efter blev hun den klynkende Jansine i Henrik Hertz’ Sparekassen. Teatrets stilsikre Pernille-fremstiller Anna Dorthea Liebe var gået af 1830, og som det kønne livstykke Louise Phister var med tørt og bramfrit vid, blev hun lært op af Liebe som soubrette. Holbergdebuten i 1835 blev en stum minirolle netop som soubrette i Barselstuen. Direktionen lancerede hende uden held i elskerindefaget. Som tjenestepige i folkekomedien fra Nyboder Capriciosa, 1836, var hun tilbage i sit rette element.

Louise Phister og Ludvig P. genoplivede Holbergs slagfærdige og jævnbyrdige tjenerpar med Henrik og Pernille i 1837, som de spillede sammen til 1873, og hun ved sit 50-års jubilæum i 1885. De udbyggede makkerskabet i takt med, at Louise Phister 1838-42 overtog Pernillerne i en lang række skuespil, hvoraf Pernille i Den Stundesløse i 1843 markerede kulminationen. Hendes Perniller var altid samme type med talende gestik, stærk mimik og øjenspil og præcist beregnede pauser bag overraskende replikker. 1843 sendte H.C. Andersen hende et portræt af Holberg med rimet: “Et lille Vers jeg gjerne sige vilde, – men De maa love mig, bliv ikke rød! Hvis Holberg havde set Dem som Pernille, han var bestemt som Pebersvend ei død!” Også ved teatrets relancering af Molière 1842-49 blev hun soubretten i samspil med Ludvig P. Deres forlovelse 1845 beseglede han med en fingeret skriftlig tak fra Holberg for det vid og den stuerene erotik, hun havde tilført Pernille, dette dog sagt med et dydigt drilleri “et – Noget”, og med en ny tids takt.

I samtidslystspil og vaudeviller bar Louise Phister et stort typegalleri, som fx den prosaiske Amalie i C. Hostrups Genboerne, 1846, eller hun spillede raske drenge. Holbergs karakterroller tog hun fat på med Else Skolemesters i Barselstuen, 1846. I 1862 spillede hun Nille i Jeppe på Bjerget med ægtefællen som Jeppe. Efter dennes afsked 1873 holdt hun sig til de ældre rollefag, især hos Holberg, og hun tegnede drastisk groteske figurer med bratte toneskift fra høj til dyb. Nogle overtog hun fra Julie Sødring, der forlod teatret i 1875, men hun skabte også sit eget repertoire. Hun fremstillede hans matroner, Gedske i Den politiske Kandestøber, 1874, Gertrud i Den pantsatte Bondedreng, 1880, og giftesyge Fru Terentia i Den forvandlede Brudgom, 1882. Ligeledes gav hun hans Magdeloner, som i Det lykkelige Skibbrud, 1874, i De Usynlige, 1877, i Henrik og Pernille, 1882, og i Den Stundesløse, 1893. Hun leverede også adelsparodier, den forskruede Dronning Dido i Ulysses von Ithacia, 1880, og den snobbede Donna Olympia i Don Ranudo, 1894. Men også Hertz’ Madam Rust i Sparekassen, som hun overtog efter Sødring i 1876 og E. Paillerons alt andet end satte hertuginde i Hvor man keder sig, 1882, var blandt hendes roller. Louise Phister spillede 251 roller, og hun satte rekord ved i 1895 at gå af efter 60 sæsoner, og det gjorde hun med manér som Madam Rust. Endnu i 1901 optrådte hun igen tre gange på Casino som Fru Terentia. Hun modtog i 1885 Fortjenstmedaljen i guld.