Faktaboks

Karen Jeppe
Karen Vel Jeppe
Født
1. juli 1876, Gylling sogn
Død
7. juli 1935, Haleb, Syrien
Arbejdsliv
Missionær og lærer
Familie

Forældre: lærer Jakob Christian J. (1850-1932) og Maren Nielsen (1849-1922).

Karen Jeppe

Karen Jeppe udførte som missionær og lærer fra 1903 et stort hjælpearbejde blandt armenske flygtninge i Osmannerriget og Syrien. Hendes indsats huskes i dag blandt armeniere verden over, og hun kaldes "det armenske folks moder". Foto uden år.

Karen Jeppe
Af /Lokalhistorisk Arkiv for Gylling og Omegn.

Karen Jeppes fader var lærer i Gylling, en udadvendt ærgerrig mand med rige evner og mange jern i ilden. Moderen var stilfærdig til det selvudslettende, men stærk, når det virkelig gjaldt. Et varmt menneske med megen omsorg, ikke blot for sine egne, men også for de dårligt stillede elever i skolen.

Da Karen Jeppe som spæd var døden nær af lungebetændelse, skal moderen have sagt til Gud: “Herre, hvis min lille Pige skulde blive et daarligt og unyttigt Menneske, saa tag hende hellere til dig nu! Men kan hun vokse op til at tjene din Sag, saa frels hende fra Døden!” Som 13-årig tilbragte Karen Jeppe et halvt år hos faderens familie på Als for at lære tysk. Da hun kom hjem, blev hun konfirmeret af sognepræsten i Gylling, den kendte grundtvigske teolog Otto Møller.

Karen Jeppes uddannelse

Under faderens vejledning læste hun videre, indtil hun i 1893 blev kostelev på Ordrup Latin- og Realskole, hvor drenge og piger blev undervist sammen. Skolen blev drevet af den særprægede skolemand H.C. Frederiksen. Hos ham og hustruen Fanny fandt Karen Jeppe sit andet hjem. Efter studentereksamen 1895 blev hun boende på skolen, hvor hun gav timer til eleverne.

Faderen havde gerne set, at hun var blevet læge, men selv havde Karen Jeppe mere lyst til at læse matematik, og hun begyndte på matematikstudiet på Københavns Universitet. Men arbejdspresset og følelsen af ikke at slå til førte til et sammenbrud, og i henved to år lå hun syg under Fanny Frederiksens kærlige pleje.

Efterhånden som hun kom til kræfter, begyndte hun igen at undervise. Nok var hun spinkel og skrøbelig, men samtidig var hun en fremragende pædagog med en sjælden evne til at tage sig af vanskelige og forkomne elever.

Den armenske sag

I 1902 kom H.C. Frederiksen med en artikel, han ville læse for sine medarbejdere. Den var skrevet af forfatteren Åge Meyer Benedictsen og handlede om armenierne og deres lidelser under den tyrkiske forfølgelse i 1895.

Artiklen gjorde indtryk, ikke mindst på Karen Jeppe. Hun følte, at der blev kaldt på hende. Til at begynde med viste hun tanken fra sig, men den dukkede senere op med et suverænt: Du skal! Hvad hun skulle, var at rejse ud og hjælpe armenierne. Det kneb for hendes fader at vænne sig til den nye situation. Moderen derimod var straks klar over, at hun handlede ret. Det lykkedes også Karen Jeppe at få Otto Møllers velsignelse til sit forehavende.

Børnehjemmet i Urfa

I efteråret 1903 rejste hun til den tyrkiske by Urfa øst for Eufrat for at blive lærer på et hjem for forældreløse armenske børn. Hun blev udsendt af De danske Armeniervenner, stiftet 1902, og fik rejsen betalt af godsejer Johannes Hage, der var medlem af bestyrelsen. Børnehjemmet i Urfa var oprettet af en tysk præst J. Lepsius og hans Deutsche Orientmission, som trods navnet var et rent humanitært hjælpearbejde blandt de i forvejen kristne armeniere.

Til at begynde med skulle Karen Jeppe lære børnenes sprog. Det skred godt for hende, så det varede ikke længe, før hun kunne begynde på undervisningen. I Karen Jeppe fik børnehjemmet ikke bare en lærer, men en ny leder med en jernvilje og utrolig energi. Hun gik i gang med en effektiv sprogundervisning, fik oprettet værksteder for håndværk og påbegyndt en udstykning af jordbrugslodder.

Karen Jeppe skjuler armenske flygtninge

Allerede som ung i 1890'erne blev Karen Jeppe optaget af det armenske folks skæbne i Osmannerriget, hvor forfølgelser og massakrer fandt sted. Hun blev i 1903 lærer for forældreløse armenske børn i Urfa. Under 1. Verdenskrig, hvor forfølgelsen af armeniere eskalerede i ly af krigen, påtog hun sig et kolossalt hjælpearbejde. Hun skjulte armenske flygtninge og forsøgte at lindre forholdene for de tusinder, der blev deporterede. På fotografiet fra ca. 1920’erne er Karen Jeppe punkteret i den syriske ørken. Bilen var til stor hjælp i hendes eftersøgningen af armenske kvinder og børn, der var havnet i haremmer.

.

Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, gik Tyrkiet med på Centralmagterne Tyskland og Østrig-Ungarns side. Kort efter traf den tyrkiske regering beslutning om i ly af krigen at løse det armenske spørgsmål én gang for alle, nemlig ved at udrydde samtlige armeniere. Det lykkedes ikke, men det var tæt på. Forfølgelsen kostede over en mio. mennesker livet. Mændene blev dræbt, kvinder og børn samlet i store flokke og drevet ud i ørkenen. De skulle gå og gå, indtil der ikke var flere tilbage.

I 1915 ankom det første deportationstog til Urfa, omgivet af bevæbnede gendarmer. De skulle kun raste et øjeblik, men Karen Jeppe fik sat igennem, at de blev der i flere timer. Hun skaffede brød, fik en skomager til at reparere fodtøj og gik selv omkring og tog sig af gamle og syge. Snart kom det næste deportationstog og således videre. I tusindvis passerede de Urfa, nogle så udmattede, at de måtte kravle på alle fire. Nu om nogensinde måtte Karen Jeppe beherske sig. Hver gang medfølelsen vældede op i hende, måtte hun undertrykke den for at bruge sine kræfter på at hjælpe, om så blot for et øjeblik.

Flere steder satte armenierne sig til modværge. Ude ved Middelhavet forskansede nogle sig på bjerget Musa Dagh og holdt stand, indtil de blev reddet af et fransk krigsskib. Disse begivenheder er skildret i den østrigske forfatter F. Werfels roman De 40 Dage paa Musa Dagh. Her omtales også deportationerne, og Karen Jeppe nævnes som den, der “skjulte Flygtningene i sin Bolig og med udbredte Arme beskyttede dem mod Gendarmerne”.

Inde i landet, i Urfa, kunne der selvsagt ikke komme et skib til undsætning, så her var armeniernes modstand på forhånd dømt til at mislykkes. Efter sytten dage måtte de overgive sig, hvorefter mændene blev henrettet og kvinderne deporteret. En del havde held til at skjule sig, men blev røbet af forrædere. En dag mødte Karen Jeppe en af disse forrædere. I nogle sekunder stod hun som forstenet. Så gik hun hen og spyttede ham i ansigtet og sagde: “Gid din Mor havde født en Hund og ikke dig!”

En overgang havde hun flygtninge boende i et skur et stykke fra huset. Her sad de dagen igennem ganske stille, indtil hun om aftenen satte et tændt lys i vinduet som tegn på, at der var fri bane. Så kom de på besøg, kunne røre sig og igen tale med hinanden. For at aflede deres tanker fra alt det grufulde begyndte hun at give dem undervisning i tysk. Senere havde hun nogle skjult i kælderen med et tæppe over nedgangen. I nogle måneder lå hun syg af plettyfus. De danske Armeniervenner ville have hende på rekreation, men hun nægtede. Hun ville blive hos sine flygtninge. Først da de havde fået mulighed for at bringe sig i sikkerhed, kunne hun tænke på selv at rejse.

Hjælpearbejde i Syrien

Karen Jeppe mindesten
I Karen Jeppes fødeby Gylling er i dag rejst en mindesten til hendes ære.
Af .
Licens: CC BY 2.5

Da Karen Jeppe kom til Danmark efter krigen i 1918, var hun udtæret og nervenedbrudt, mærket, så det aldrig helt fortog sig. Ikke desto mindre var hun rede til at tage af sted igen. I 1921 kom hun til Haleb, det tidligere Aleppo, i det franske mandatområde Syrien, hvor flere tusinde armenske flygtninge havde taget ophold.

Karen Jeppe organiserede hjælpearbejdet og fik oprettet klinikker, suppekøkkener, skoler, værksteder og systuer. Hun inspirerede kvinderne til at genoplive det armenske håndarbejde, og takket være bekendtskabet med en beduinhøvding erhvervede hun jord, så hun kunne grundlægge en armensk landbrugskoloni.

Når hun en sjælden gang var i Danmark, rejste hun rundt i landet og fortalte om armenierne. De, der hørte hende, mindes det indtryk, hun gjorde på dem, og den myndighed, hun talte med.

Folkeforbundets kommission for flygtningehjælp oprettede 1920 en afdeling, hvis opgave det var at hjælpe kristne kvinder, som ufrivilligt befandt sig i muslimske huse. I den afdeling havde Karen Jeppe status som sekretær fra 1921 til 1927. I sin egenskab af sekretær og bosiddende i Haleb fik hun lejlighed til ved hjælp af sine medarbejdere at befri ca. 2.000 armenske kvinder fra en nedværdigende tilværelse i haremer. Flere af dem blev senere plejemødre for forældreløse børn i de såkaldte enkehuse.

Som tilknyttet Folkeforbundet måtte Karen Jeppe af og til rejse til Genève, bl.a. for at forhandle om penge. Engang var der forslag om at stryge en bevilling. “Det nytter så lidt,” blev der sagt. Da holdt hun den korteste tale, der vist er holdt i Folkeforbundet. “Ja,” sagde hun, “det er kun et lille Lys, men Natten er saa mørk.” Og pengene blev bevilget.

I 1927 modtog Karen Jeppe Fortjenstmedaljen i guld. På en måde var hun naturligvis klar over, at hun havde udrettet meget. Men ret forstået var det jo altsammen noget, hun var blevet brugt til. På en gang stolt og ydmygt kunne hun sige: “Jeg har ikke gjort stort andet end at lade Tingene ske!” Kort efter at hun var fyldt 59, døde hun af malaria på et hospital i Haleb og blev nogle dage senere begravet i samme by.

Beskrivelser og portrætter af Karen Jeppe

  • Buste af J. Nielsen Sondrup på Det Kgl. Bibliotek. Mindesten og -plade i Gylling. Foto i Det Kgl. Bibliotek, Fr.borgmus.
  • Sv. Cedergreen Bech: Hos et folk uden land, 1982. A.O. Schwede: Geliebte fremde Mutter, 1974. Henni Forchhammer: Minder om Karen Jeppe, 1945. Johannes Vejlager: Karen Jeppe, 1936. Ingeborg Maria Sick: Pigen fra Danmark, 1928. Dansk Udsyn 5-6/1990.
  • Privatarkiv i Gylling lokalhistoriske Arkiv.

Tilknytning til organisationer

  • De Danske Armeniervenner
  • Folkeforbundet (se FN)

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig