Victoria Jensen

Victoria Jensens moder blev tidligt alene med fem børn i små kår. Hun var en skrøbelig, men viljestærk, troende kvinde, der ved at oprette en lille opsynsskole i hjemmet på Nørrebro sørgede for sig og sine. Victoria Jensens tidligste erindring var koleraåret 1853, hvor vogne med stabler af sorte kister kørte gennem gaderne, og hendes moder passede kolerapatienter. En lillesøster døde af skarlagensfeber, og Victoria Jensen var selv dødssyg af kopper. Som voksen pige mindedes hun sin moders omhyggelige pleje og gjorde god brug af denne erfaring i sine huslige pladser. Ganske ung blev hun påvirket af sognepræsten Rudolph Frimodt, der fra 1865 var Indre Missions leder i København Efter nogle år som husholderske i Holbæk, hvor hun tilfældigt hørte om Diakonissestiftelsen, begyndte hun 1874 sin uddannelse på stiftelsen. Hun følte, at diakonien måtte være Guds vilje med hende og bevarede livet igennem en stærk følelse af kald. Efter tre måneder blev hun optaget som prøvesøster på stiftelsen. Få dage efter sendtes hun til Randers Sygehus, hvor hun med en meget spinkel erfaring fra hospitalssygepleje skulle overtage ledelsen af afdelingen der sammen med diakonisse Anna Marie Boyesen, der havde to års erfaring fra sygehusarbejde. Boyesen blev i de følgende to år Victoria Jensens læremester. I 1876 blev Victoria Jensen kaldt til en stilling som oversygeplejerske på Frbg. Hospital, der dengang var et lille sygehus med plads til 50 patienter. De næste 38 år kom hun til at stå i spidsen for sygeplejen ved Frbg. hospitalsvæsen. I 1877 blev hun indviet til diakonisse, og stiftelsen var livet igennem hendes hjem.

Victoria Jensen kom til sin gerning på hospitalet i en vanskelig periode, hvor den nye sygepleje afløste det gamle stuekoneprincip, og de små blandede sygehuse blev til specialiserede afsnit i store hospitalsenheder. Den udvikling gennemløb Frbg. Hospital i Victoria Jensens funktionstid, og det blev hende, der systematiserede en moderne sygeplejerskeuddannelse på stedet. Hun var med til at organisere afdelinger for bl.a. medicin, kirurgi og nerve- og sindssygdomme, og i 1903, da hospitalet tog de nuværende bygninger på Nordre Fasanvej i brug med plads til 6-700 patienter, stod hun klar med en stab af unge sygeplejersker, som hun havde antaget og uddannet. Victoria Jensen ydede en fremragende indsats, især på uddannelsesområdet, hvilket Dansk Sygeplejeråd (DSR) påskønnede ved at udnævne hende til æresmedlem. Da pioneren på sygeplejeuddannelsesområdet Charlotte Munck i 1912 skrev om fordelene ved centralisering af uddannelsen, nævnte hun Frbg. Hospital som et eksempel og tilføjede “under Søster Viktorias kloge og dygtige Ledelse”. Victoria Jensen var den fødte diplomat, en smidig forhandler og et fordomsfrit menneske, der respekterede enhver alvorligt ment overbevisning. Hun arbejdede helst i det stille, bag kulisserne. Sent på dagen i al slags vejr, ofte indhyllet i sit store grå sjal og med paraply, var hun på vej rundt til samtlige afsnit på hospitalsterrænet for at se, om alt stod vel til. Hvor hun følte, det var rigtigt, søgte hun ved bøn og salmesang at hjælpe en døende, men hun trængte sig aldrig på.

Da søster Sophie Zahrtmann i 1914 trak sig tilbage som forstanderinde ved Diakonissestiftelsen, var dets hospital midt i en reorganisering af sygeplejen, og bestyrelsen bad Victoria Jensen vende hjem. Valget var logisk, da Victoria Jensen var en kapacitet på området, men hun var fyldt 67 år og allerede da stærkt gigtplaget. I første omgang sagde hun derfor nej, men efter svære overvejelser bestemte hun sig til at forlade det hospitalsvæsen, som hun elskede og havde været med til at opbygge. Hun tog dette skridt af loyalitet mod sit moderhus, men betingede sig en kort funktionstid, mere end fem år ville hun ikke påtage sig. Det blev fem vanskelige år under Første Verdenskrig med dyrtid og manglende balance i Diakonissestiftelsens regnskab. Da forstanderindens administrative byrder efterhånden var blevet for omfattende for én person, havde bestyrelsen i 1913 besluttet, at stiftelsens førstepræst fremover skulle fungere som forstander, sideordnet forstanderinden. Victoria Jensen havde fra Frbg. Hospital de nødvendige erfaringer, og hendes samarbejde med den nytiltrådte forstander L.J. Koch blev en problemfri overgang til den nye ledelsesform. Diakonissestiftelsens hospital var på det tidspunkt et blandet sygehus, og den medicinske afdeling, som Victoria Jensen så som forudsætning for en alsidig sygeplejerskeuddannelse, var det ikke økonomisk muligt at oprette i hendes tid, om end hun fik sat sit stempel på planerne, som hendes efterfølger Alvilde Ræder senere realiserede. Uddannelsesreformen kom i Victoria Jensens periode til også at omfatte de unge piger, der var sygeplejeelever på Diakonissestiftelsen, og fra 1917 fik disse “hjælpesøstre” samme sygeplejerskeuddannelse som de vordende diakonisser. Den blev efter samråd med DSR i 1918 treårig, og det blev med tiden stadig mere væsentligt for stiftelsen, at husets uddannelse var på højde med de bedste i landet. Uddannelsen var herefter på alle punkter i overensstemmelse med de krav, som DSR stillede.

Victoria Jensen var omkring århundredskiftet drivkraften i Ydre Missions oprettelse af et hospital i Indien. Hun var med i udvalget for Indre Missions Nyborgmøder og i 1904 aktiv i den nystiftede Kristelig Forening for Sygeplejersker. Der var tre bærepiller i Victoria Jensens liv: diakonien, sygeplejen og hedningemissionen. Inden for dem alle påtog hun sig store opgaver. Hun satte sig spor i sygeplejerskeuddannelsen, der rakte ud over hendes egen tid og modtog ved sin afgang i 1919 Fortjenstmedaljen i guld. Som pensionist skrev hun nogle erindringsskitser, der i uddrag blev publiceret i Den danske Diakonissestiftelses Aarbog 1929-30.