Sophie Zahrtmann

Sophie Zahrtmann var midterbarnet i en søskendeflok på syv i præstegården i Hatting ved Horsens, og hun forblev præstedatter hele sit liv, idet kirken var og blev det centrale for hende. Faderen stammede fra en præsteslægt, historiemaleren Kristian Z. var hendes fætter, og selv fik hun som ung pige med kunstneriske evner undervisning i tegning og maling. I 1855 måtte hendes søster opereres på Frederiks Hospital, og Sophie Zahrtmann modtog gennem søsterens beretning efter indlæggelsen to dybe indtryk. Søren Kierkegaard døde på hospitalet under søsterens ophold, og hendes beskrivelse af den dødssyge digter vakte Sophie Zahrtmanns interesse for hans skrifter. Desuden havde hun oplevet Ilia Fibiger som overvågekone, “opofrende og stille” i et arbejde, der ikke var sædvane for en dame. I 1858 mistede Sophie Zahrtmann sin moder, og et ønske om at finde beskæftigelse uden for hjemmet begyndte at tage form, men hun måtte love faderen at blive hjemme for den yngste søsters skyld. Præstegården fik i 1864 krigen på nærmeste hold, og Sophie Zahrtmann følte nederlaget som en “nagende, svidende Smerte”, hun aldrig forvandt. Få dage før faderens pludselige død i 1867 nåede hun at få hans tilladelse til at søge ind som diakonisse. I de fire år der gik, inden hun realiserede sine planer, var hun lærerinde for to næsten blinde børn på en herregård ved Århus. Under arbejdet med børnene udviklede hun evnen til mundtligt at udtrykke sine tanker og fremlægge et stof, hvilket senere blev af stor værdi.

I 1872 begyndte Sophie Zahrtmann sin uddannelse i diakonissehuset i Strasbourg. Hun bortvalgte Diakonissestiftelsen på Frbg., da hun trængte til at opleve større forhold, og efter den fransk-tyske krig 1870 og Elsass’ indlemmelse i Tyskland mente hun at kunne møde forståelse for sin sorg over tabet af Sønderjylland der. Hun blev godt seks år i udlandet, bl.a. udstationeret på et stort hospital i Neuchatel, og tilbragte en tid på diakonissehuset i Paris. Men det var moderhuset i Strasbourg og dets nationale og kristelige liv, der prægede hende varigt, og her blev hun i 1877 indviet til diakonisse. I 1879 kom Sophie Zahrtmann til Diakonissestiftelsen og fik straks overdraget arbejdet som vejleder og lærer for den voksende flok af unge prøvesøstre. Den praktiske indskoling fik hun ret hurtigt sat i system. Den oplæring, hun selv havde modtaget, blev tillempet danske forhold og kom til at præge Diakonissestiftelsen langt op i dette århundrede. Men det lå tungt med den teoretiske side, dels fordi Sophie Zahrtmann ikke selv havde modtaget nogen egentlig teorioplæring, dels fordi de nye søstre ikke ankom i hold, men enkeltvis, og der ikke var tid til at sørge for hver enkelts undervisning. Hendes samvær med de unge i de såkaldte bibeltimer og i “kaldstimerne”, hvor hun satte dem ind i diakonissens ansvar, var af uvurderlig betydning for institutionen og for hver enkelt søster. Hun kunne både lytte til og tale med den enkelte, og hun blev i løbet af kort tid det samlende midtpunkt i huset. Få eller ingen har som hun haft indflydelse på Diakonissestiftelsens indre liv. Hun anslog en ny tone, muligvis et romantisk, mytisk element, men hun forkyndte evangeliet i handling og satte kirkens gerning i centrum. Faderens ret dogmatiske oplæring fornægtede sig aldrig, men omsattes af hans datter i en praksis, der strakte sig til at lære klokkeren ved Emmauskirken på Diakonissestiftelsen at ringe på samme måde som i hendes barndoms kirke.

Sophie Zahrtmann blev forstanderinde ved stifteren Louise Conrings død i 1891, og hendes tid blev præget af oprettelse af store filialer, flere sygehjem og børnehjem, et epileptikerhjem, et sanatorium og et redningshjem for vildfarne kvinder. Stiftelsen spredte sit virke ud over landet, og Sophie Zahrtmann holdt forbindelse til de udstationerede søstre gennem breve, ligesom hun stod i et nært forhold til de nordiske diakonissehuse. Ikke overraskende forsøgte hun at etablere kontakter i Sønderjylland syd for grænsen. Patienter derfra kom i stort tal til hospitalet og blev ofte hjulpet gratis, og sønderjyske sygeplejersker fik deres uddannelse i huset. Søsterkredsen voksede fra 185 til over 300 i Sophie Zahrtmanns tid, og hospitalet fik flere tilbygninger. Fra 1903 begyndte hun systematisk at indføre forbedringer i sygeplejerskeuddannelsen. Ingeborg Schrøder, der havde virket som lærerinde i en årrække, blev leder af de unge søstres uddannelse, og der blev oprettet efteruddannelseskurser for de udstationerede søstre. I 1909 begyndte man at samle tilgangen af søstre i to hold om året, men først i 1913 var dette endelig en kendsgerning. Uddannelsen var nu toårig, et halvt år med overvejende teoretisk undervisning, herunder også i de almindelige skolefag, et års sygehusarbejde og endelig endnu et halvt års teori. Dertil kom så for de vordende diakonisser et par års udstationering og endnu et halvt års teoretisk oplæring.

Hvor Conring i Diakonissestiftelsens etableringsfase arbejdede hånd i hånd med dens bestyrelse, var Sophie Zahrtmanns holdning, at bestyrelsen skulle inddrages så lidt som muligt. Trods sit elskelige væsen var hun en stærk leder, der blev mødt med respekt. Selv ønskede hun at fremtræde som en blandt mange og brød sig fx ikke om at bære Fortjenstmedaljen i guld, som hun modtog i 1911. At hun ønskede de mange søstre bredere indflydelse på ledelsen kom til udtryk, da hun i årene efter århundredskiftet fik oprettet Søsterrådet, der med tiden fik stor indflydelse på bestyrelsens beslutninger i større sager. Ved sin afgang i 1914 flyttede hun til Diakonissestiftelsens hjem Salem i Gentofte, hun ønskede ikke at stå i vejen for den nye ledelse med forstanderinde Victoria Jensen i spidsen, men modtog søstrenes valg af hende til Søsterrådet med glæde. Som pensionist skrev hun bl.a. 1918 sin forgænger Conrings levnedsskildring og sine egne erindringer fra barndom og ungdom, trykt i Den danske Diakonissestiftelses Årbog 1959-60.