Ilia Fibiger

Det vakte opsigt i København, at Ilia Fibiger, en kvinde fra det højere militære embedsborgerskab, under koleraepidemien i 1853 meldte sig som frivillig arbejdskraft på Almindelig Hospital, et af de steder, hvor dødeligheden lå i top blandt smittede patienter. For Ilia Fibiger gik dette modige skridt i retning af et mere stabilt erhverv, end hun førhen, og særlig siden moderens død i 1844, havde forsøgt sig med. Hun havde været huslærerinde i Nordjylland, drevet privatundervisning i København og ernæret sig ved skjortesyning og terracottamaling. Koleraårets hospitalsindsats medførte, at hun 1854 blev ansat som plejemoder med opsyn over vågekoner og patienter ved Frederiks Hospital og bopæl inden for dets mure indtil 1860. Ilia Fibiger tilhørte, i lighed med bl.a. Louise Conring, den senere forstander for Diakonissestiftelsen, den første generation af ugifte borgerlige kvinder, der blev ansat i det offentlige.

Ilia Fibiger var den ældste datter i et disharmonisk ægteskab, som bar mesalliancens præg. Som voksen så hun tilbage på opvæksten som en tid, der havde rustet hende utilstrækkeligt kundskabsmæssigt og praktisk og ikke givet hende den selvsikkerhed, som mødet med verden siden kom til at afkræve hende radikalt. Kun en enkelt af familiens fem døtre blev gift, en omstændighed, der næppe var uden forbindelse med forældrenes ulykkelige ægteskab og deres skilsmisse i 1843. Ilia Fibiger tog entydigt sin moders parti og boede sammen med hende fra forældrenes separation i 1837. Af de i alt otte søskende stod den enevoldskritiske og antiaristokratiske officer Adolph F. hende nærmest. Hans forsøg på at få et ægteskabsparti i stand mellem søsteren og sin don juanistiske og begavede ven, søofficeren Osvald Marstrand, faldt til jorden. Den forgudede broders død i 1841 og Marstrands fald i Eckernfördeslaget 1849 under Treårskrigen satte varige spor i Ilia Fibigers psyke og i hendes senere litterære værker. Ligesom familiens yngste Mathilde F. havde hun forfatterambitioner. Trods sin sporadiske uddannelse var hun velbevandret i W. Scotts romaner, tysk skrækromantisk litteratur og samtidens danske guldalderforfatterskaber; især Søren Kierkegaard fik betydning for hende. Skribentkarrieren forvaltede hun ved altid at publicere anonymt. Hun delte sine brødres opposition imod lillesøsterens offentlige fremtræden i kølvandet på den skandaleskabende debut Clara Raphael. Ilia Fibigers anonymitet var som lillesøsterens relativ, idet bl.a. digterne Christian Winther, Henrik Hertz og H.C. Andersen kendte hendes identitet. Hendes holdning til forfatterrollen var ambivalent og uforløst, idet hun anså litterær kreativitet for ufeminin. I tråd med romantikkens udbredte kønspolaritetsidéer opfattede hun hjemmet som kvinders primære livssfære, sig selv som en skrivende anomali, hverken “rigtig” mand eller kvinde. Lillesøsterens korte forfatterkarriere dannede en kontrast til Ilia Fibigers mere vedholdende og mindre debatskabende publicering af børneeventyr, en roman, digte og dramaer efter 1857. I sine bedste værker, lystspillet Modsætninger, opført 1860, udgivet 1861, og dannelsesromanen Magdalene, 1862, tolkede hun kritisk erotisk dæmoni, ægteskabets nød og lyst og de sociale og følelsesmæssige dilemmaer for den unge selvforsørgende huslærerinde og familieafhængige datter.

I forventning om, at forfatterskabet økonomisk kunne bære en tilværelse som plejemoder for fattige arbejderbørn, forlod Ilia Fibiger i 1860 sin stilling på Frederiks Hospital og flyttede til socialbyggeriet Lægeforeningens Boliger på Østerbro. Hun tog spæd- og småbørn til sig, alle piger og de fleste “uægte” børn fra Fødsels- og Plejestiftelsen. Hendes plan var at opdrage dem med tjenestepigeerhvervet som fremtidsperspektiv. Ved at påtage sig denne opgave håbede hun i det stille at skabe en ny, mere meningsfuld form for filantropisk aktivisme end husbesøg hos nødstedte fattige. Hun ville gerne tjene som forbillede for bebyggelsens arbejdermødre med en mere sund, hygiejnisk og fornuftig opdragelsespraksis. Men mødet med beboerne blev et kulturchok, og livet med børnene en uafbrudt kamp for at holde dem i live gennem oversættelser til den nationalliberale avis Fædrelandet og skønlitterær virksomhed. Som plejemoder i årene 1860-67 blev Ilia Fibiger dybt afhængig af økonomisk støtte fra sin nationalliberale bekendtskabskreds, især fra vennerne Henriette og Edvard Collin, kbh.ske handelsdynastier samt filantropiske legater og fonde. Hun modtog to gange, med politikeren Orla Lehmanns opbakning, kulturministeriel forfatterstøtte.

Ilia Fibigers indsats for fattige pigebørn var præget af en højspændt idealisme og selvopofrelsestrang, tæt på grænsen til det selvdestruktive. Som en sidste solidaritetshandling over for underprivilegerede børn foretog hun endnu et usædvanligt skridt, idet hun 1866 søgte og fik Justitsministeriets bevilling til at adoptere. Seks af de livsduelige plejedøtre fik hendes efternavn, men de blev reelt ikke optaget i Fibigerslægten efter hendes død i 1867. Den intellektuelt begavede og lidenskabelige Ilia Fibiger sled sig psykisk og fysisk ned i socialbyggeriet på Østerbro. Efter sin død fik denne egensindige outsider og individualist status som et kvindeideal, et eksempel på borgerlig-filantropisk moderlighed i nationens tjeneste. Et egentligt børnehjem Ilias Minde oprettedes 1872 til hendes minde af pastor G. Schepelern. Det blev i 1894 overdraget til Diakonissestiftelsen.