Alvilde Ræder

Alvilde Ræder blev født og voksede op på herregården Palstrup i Midtjylland, ældst af syv søstre, hvoraf Karen R. senere blev landsformand for KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder). Hjemmet var kristent, og for at Alvilde Ræder kunne komme til at gå til konfirmationsforberedelse hos lederen af Indre Mission (IM) Vilhelm Beck, der dengang var sognepræst i Ørslev på Sjælland, tilbragte hun en tid hos slægtninge på Kragerupgård ved Slagelse. Den nære kontakt til IMs formand og hans hjem kom til at præge hende resten af livet, og da hun som voksen gerne ville arbejde blandt trængende mennesker, blev hun af Beck rådet til at henvende sig til Marthahjemmet på Nørrebro. Hjemmets stifter Anna Sørensen havde fra 1897 knyttet nærmere kontakt til Diakonissestiftelsen ved at overdrage ansvaret for vuggestuen og håndgerningsskolen for børn til to søstre derfra. Alvilde Ræder kom ind i arbejdet med de mange børn, der daglig færdedes i Marthahjemmet, og deltog også i søndagsskolens virksomhed.

Samarbejdet med søstrene i Marthahjemmet førte til, at Alvilde Ræder i 1901 søgte ind som prøvesøster på Diakonissestiftelsen, hvor hun 1908 blev indviet til diakonisse. Efter godt et års uddannelse blev hun 1902 sendt til kvindehjemmet Sichar ved Århus, der i 1898 på stifteren Marie Johanne Jensens initiativ var overtaget af Diakonissestiftelsen. Sichar var det første redningshjem for kvinder i Norden, der optog et blandet klientel, og ikke blot prostituerede, men også alkoholikere, vagabonderende og straffede kvinder kunne optages på hjemmet. Her tilbragte Alvilde Ræder tre år under krævende forhold, der gav hende indsigt i de ringest stillede kvinders liv. I 1905 blev hun kaldt tilbage til Diakonissestiftelsen for at deltage i et nyoprettet kursus i sociallovgivning. Hun fik tilbud om at fungere som forstanderinden Sophie Zahrtmanns sekretær og samtidig assistere ved oplæringen af nye søstre. I de næste godt tre år fik hun under Zahrtmanns stærke påvirkning et værdifuldt indblik i stiftelsens udstrakte virksomhed og en nær personlig kontakt til de unge prøvesøstre. Men arbejdet blev afbrudt, da Alvilde Ræder blev alvorligt syg og i nogle år var mere eller mindre uarbejdsdygtig. Da hun endelig i 1912 var blevet raskere, blev hun sendt til Moltkes Sygehjem ved Ruds Vedby som lærerinde for epileptiske piger og fik her seks lykkelige år, hvor hendes pædagogiske evner kom til fuld udfoldelse. I 1918 fik hun overdraget den betydningsfulde opgave som rejsesøster, hvor hun talte Diakonissestiftelsens sag over hele landet og knyttede personlig kontakt til mennesker i alle samfundslag. Alvilde Ræder fik for en kvinde af sin tid og baggrund en sjælden og værdifuld indsigt i det danske samfund. Hun var således veludrustet til at overtage posten som forstanderinde for Diakonissestiftelsen, da den i 1919 ved Victoria Jensens afgang blev hende tilbudt.

Med Første Verdenskrigs ophør og Alvilde Ræder rykkede nye tider ind på Diakonissestiftelsen, men den blev fortsat ledet i søster Sophies ånd. Moderhus og hospital stod foran udvidelse, og arbejdet i det i 1920 genvundne Sønderjylland skulle organiseres. Formanden for De danske Plejeforeninger i Nordslesvig Marie Skau Petersen udvirkede allerede i 1919, at fem søstre kunne sendes derned. Dette var den danske kirkes første organiserede arbejde i Sønderjylland, og det var en økonomisk belastning for stiftelsen, der ikke tog betaling for det udførte arbejde. Samarbejdet med Mariaforbundet, der var blevet indledt i 1914 i forbindelse med praktisk-sociale kurser for menighedsarbejdere, blev udvidet, og 1919-46 overtog søstre fra Diakonissestiftelsen helt denne undervisning. Samtidig var sygeplejerskeuddannelsen under fortsat reorganisering, foranlediget af Dansk Sygeplejeråds (DSR) krav om en treårig elevtid. Først i 1925, da Diakonissestiftelsen efter endnu en byggeperiode omsider fik den medicinske afdeling, der havde været forgængeren søster Victorias hjertesag, havde stiftelsen forudsætningerne for at opfylde DSRs uddannelseskrav. I 1922 nedlagdes grundstenen til et nyt moderhus, muliggjort bl.a. af en landsindsamling til formålet. Det var ikke mindst Søsterrådets fortjeneste, at de mange penge til det omfattende byggeri blev bragt til veje ved indsamlinger, basarer og lignende.

De første seks år af Alvilde Ræders forstandertid var således præget af gennemgribende forandringer, men skønt hendes fysiske kræfter aldrig var store, overkom hun det hele. Hun viste sig at være en fremragende administrator, der også forstod at organisere sin egen tid. Jernflittig, i nær personlig kontakt med alle sine medarbejdere, også gennem besøg og brevveksling med de udstationerede, holdt hun sin indsigt i alle arbejdsområder ved lige. Hun var åben om sine hensigter og holdninger, kunne være skarp, men havde humor, et livligt gemyt og en levende interesse for samfundet uden for stiftelsen. Alvilde Ræder var æresmedlem af DSR og modtog kort før sin afgang i 1938 Fortjenstmedaljen i guld. Herefter tog hun ophold på Diakonissestiftelsens rekreationshjem Vedbygård og varetog i adskillige år et mindre krævende arbejde der.