Tinne Vammen

Tinne Vammen har været en af pionererne inden for den nyere kvindehistoriske forskning i Danmark. Hun var blandt de første, der introducerede kvindehistoriske emner og metoder på Historisk Institut ved Københavns Universitet. På trods af vanskelige ansættelsesvilkår har hun med flid og utrætteligt engagement udforsket danske kvinders historie. I formidlingen af sit stof, der ligger langt fra tør akademisme, har hun brudt nye veje, bl.a. ved dybtgående arkivstudier og inddragelse af episke fortælleteknikker.

Sammen med to brødre og to søstre voksede Tinne Vammen op i Lillerød i Nordsjælland. Faderen var formand for en større forsøgsgård i tilknytning til Statens Seruminstitut og aktiv i lokalpolitik for partiet Venstre. Moderen, der var i gang med en sygeplejerskeuddannelse, koncentrerede sig efter sit giftermål om de huslige pligter. Efter studentereksamen 1961 fra Frederiksborg Statsskole og et ophold som au pair-pige i England begyndte Tinne Vammen at læse engelsk på Københavns Universitet, men skiftede kort efter til historie, hvor især Niels Steensgaards undervisning gjorde indtryk. Hurtigt blev hun involveret i studenterpolitik og i de tidlige 1970’ere også i slumstormerbevægelsen. Af studenteraktivisterne Karen Syberg og Vibeke Vasbo blev hun introduceret til rødstrømpebevægelsen. Hun deltog i de første seminarer i Tåstrup 1972 og Helsingør 1974 og var medlem af bladet Kvinders redaktion 1982-84. Men da hun efter eget udsagn ikke var interesseret i at “sidde i en evig basisgruppe”, gik hun aktivt ind i etableringen af kvindeforskningen på universitetet. Hun var således involveret i de første tværfaglige kurser i kvindeforskning 1972-73. Kurserne, der fik stor tilstrømning, blev en åbenbaring for Tinne Vammen, men også en anarkistisk oplevelse med “schæfferhunde, røg i lokalerne, bare bryster og savlende babyer”.

Efter at være blevet cand.phil. i 1973 blev Tinne Vammen tilknyttet Historisk Institut, 1976-79 som ekstern lektor i nyere socialhistorie med familien som særligt område. Som den første herhjemme underviste hun 1973 i kvindehistorie på et historisk institut. Typisk opfordrede hun også mandlige studerende til at deltage; målet har for Tinne Vammen altid været, at kvinders liv og virkelighed blev skrevet ind i historien. 1979-81 deltog hun i det nordiske samarbejdsprojekt Kvinders arbejde i familie og samfund ca. 1870-1970, hvilket udmøntede sig i hendes første bog Rent og urent, 1986, der handlede om hovedstadens tjenestepiger og fruer i perioden 1880-1920. Med bogen afdækkede hun et hidtil forsømt område og viste, at også kvinder i visse relationer har spillet arbejdsgiverens og undertrykkerens rolle. Bogen var banebrydende ved sin brede kulturhistoriske synsvinkel, der inddrog mentalitetshistorie samt socio-økonomiske og organisationshistoriske vinkler. Ved at bruge private breve, erindringer og dagbøger lagde hun et nyt kildemateriale frem, og i sin behandling af det brugte hun greb fra den litterære analyse. Ved at skildre en ejendom i Sølvgade, hvor hun selv bor, lykkedes det hende at konkretisere og nuancere fremstillingen, så læseren nærmest kunne lugte karkluden og smage maden, blodet og tårerne.

I 1980’erne underviste Tinne Vammen på Center for Kvindeforskning og på Folkeuniversitetet, bl.a. i den moderne kvindeligheds tilblivelse. 1989-91 var hun forskningsstipendiat, og hendes projekt om socialisten Johanne Meyer, der har været imødeset med spænding, venter stadig på udgivelse. Siden begyndelsen af 1990’erne har hun især beskæftiget sig med køn, religion og filantropi, bl.a. som stipendiat ved Institut for Systematisk Teologi 1992-96 i relation til forskningsprojektet Den københavnske grundtvigianisme i kønsperspektiv. Desuden har hun været leder af flere nordiske forskningsprojekter. Hun har påvist, at religion og filantropi fra midten af 1800-tallet gjorde det muligt for kvinder at træde ud i offentligheden, og at der går en linie fra det religiøse og filantropiske engagement til senere feministisk og politisk organisering. Desuden har hun beskrevet, hvordan den moderne velfærdsstat voksede ud af de private filantropiske initiativer. I en række artikler og udgivelser har hun præget udviklingen af dette forskningsfelt afgørende, bl.a. som medredaktør af antologierne På tröskeln till välfärden, 1995, Charitable Women, 1998, og Den privat-offentliga gränsen, 1999. Siden 1998 har hun arbejdet på et forskningsprojekt om Kvindehjemmet i København 1902-2002. Hun har endvidere været freelancemedarbejder på Information i 1970’erne og 1980’erne, på Demokraten Weekend 1983-84, i redaktionen for tidsskriftet Den jyske historiker fra 1994 samt forfatter til en lang række biografier til Dansk Kvindebiografisk Leksikon, 2000-01. Desuden hun har udfoldet en betydelig foredragsvirksomhed i ind- og udland.

Med sin farverige personlighed og sit detektiviske instinkt har Tinne Vammen tilsyneladende ubesværet bevæget sig mellem forskellige historiske epoker, socialklasser og litterære genrer, ofte med en forkærlighed for det skæve og excentriske og med blik for det konfliktfyldte. Selv har hun forbløffet mange ved at tale om sine historiske forskningsobjekter, som var de højst nulevende personer og kære venner. Hun er en ener, som der ikke har været plads til i den etablerede institutionelle forskningsverden. Men hun har insisteret på at sætte sin egen dagsorden, og med sine originale bidrag har hun medvirket til at hæve dansk kvindehistorie op på et kvalitativt højere niveau.