Susse Wold

Som datter af Marguerite Viby havde Susse Wold formentlig forventet at blive optaget på Det Kgl. Teaters elevskole. Men et afslag førte til, at hun fik sin uddannelse på Privatteatrenes elevskole 1958-60. Det var også her, hun havde sine første roller, bl.a. i 1961 som varm frelserpige i Shaws debatstykke Major Barbara og i 1963 på Det Ny Teater som en særdeles vittig seksårig datter i R. Vitracs Victor, en ubetalelig præstation, der ikke overspillede det barnlige. Men det blev først gennem samarbejdet med instruktøren Erling Schroeder, at hendes spil fik dybde i det alvorlige rollefag. På Det Kgl. Teater, hvor hun var blevet ansat i 1964, spillede hun ikke alene lystspil som fx den indtagende titelfigur i G. Feydeaus Tag dig lidt af Amélie, men hun prøvede også kræfter i karakterfaget, bl.a. som Maggie i Arthur Millers Efter syndefaldet, 1964. I samspillet med Erik Mørk var hun her højst charmerende med træk hentet fra den amerikanske skuespiller Marilyn Monroe, en præstation, der placerede hende sikkert på Det Kgl. Teaters scene. Hun var en pikant og sprudlende Pernille over for Jørgen Reenbergs Vielgeschrey i Ludvig Holbergs Den stundesløse og indtagende som Cressida i Schroeders afromantiserede opsætning af Shakespeares Troilus og Cressida i 1968, hvor hun fint levendegjorde en vaklende tro på kærligheden.

I 1971 forlod Susse Wold Det Kgl. Teater til fordel for ansættelse ved privatteatrene. Hun opnåede i 1971 den helt store succes med i alt 724 opførelser af Noël Cowards Privatliv i samspil med sin senere ægtefælle Bent Mejding på Ungdommens Teater, det nuværende Betty Nansen Teatret. For begge gjaldt det, at der var tale om lystspil i topklasse med akrobatisk udfoldelse i slagsmålsscenerne og hurtig rytmisk replikføring. De udsolgte huse bevirkede et gæstespil i Stockholm i 1973, hvor hun havde den svenske skuespiller Jarl Kulle som partner. I bestræbelsen på ikke at blive fastholdt i lystspilrepertoiret vendte hun tilbage til Det Kgl. Teater. I 1979 spillede hun en smertelig gribende friherreinde i Strindbergs Båndet, og året efter formåede hun gennem sin sceneudstråling som Olivia i Shakespeares Helligtrekongersaften at fremstille kærlighedens mange facetter. Hun medvirkede også i flere Holbergopsætninger, bl.a. De usynlige og i samspil med sin moder som Isabella i teaterinstruktøren Mogens Pedersens historisk-materialistiske nyfortolkning af Don Ranudo. Med tiden har hun erhvervet sig en teknisk dygtighed, og den bløde smidige stemmeføring, den nuancerede mimik og et udtryksfuldt kropssprog har ført hende frem til væsentlige hovedroller. Hendes Flaminia i P. de Marivaux’ Den dobbelte troløshed i 1983 på Gråbrødrescenen viste således hendes talent og spilleevner i fornem naturalistisk stil. Efter nogle år som freelanceskuespiller, hvor Susse Wold bl.a. i samspil med Mejding leverede en funklende lystspilpræstation i Shakespeares Stor ståhej for ingenting på Det Ny Teater i 1984, vendte hun tilbage til Det Kgl. Teater. Her imponerede hun gennem sit psykologiske spil som den frustrerede datter Melitta i Mrs. Klein i flot samspil med Bodil Kjer. I de senere år har hun ofte optrådt solo, fx i titelrollen i Orlando, 1994, baseret på en roman af den engelske forfatter Virginia Woolf og i 1998 i At elske sin skæbne, bygget over breve fra forfatteren Karen Blixen.

Ud over teaterkarrieren, der spænder fra komiske lystspilroller til seriøse karakterroller, har Susse Wold også på TV-Teatret udviklet sig gennem årene. Allerede i 1962 var hun en fint indfølende stuepige i J. Genets Stuepigerne, og denne succes blev efterfulgt af roller i E. Ionescos to skuespil Den skaldede sangerinde, 1966, og Kongen skal dø, 1974, hvor hun evnede at aflægge den naturalistiske spillestil og bevæge sig hen mod et absurdistisk spil. I Lise Nørgaards serie Matador blev hun landskendt som Gitte Grå, en international femme fatale, som hun bl.a. gennem et raffineret øjenspil tilførte erotisk charme. Også revyer har hun medvirket i, og hun var således hovedkraften i Stig Lommer-revyen Stig på i Falkonercentret i 1975. Endvidere har hun spillet utallige radioroller, og hun har optrådt på film som den unge pige i forskellige folkekomedier med debut i Charles’ tante i 1959 og siden bl.a. i Tre piger i Paris, 1963, og Sommer i Tyrol året efter. Men hun har også spillet modnere roller som fx fru Junkersen i filmatiseringen af Rifbjergs Den kroniske uskyld, 1985, hvor hendes udstråling og teknik var en stor gevinst for filmen.

Susse Wold har meget ofte spillet sammen med Mørk og Mejding og udtaler selv, at hun frem for store paraderoller foretrækker at samarbejde med mennesker, hun kan “snakke med”. Hun har ligeledes dyrket oplæsningskunsten. Efter en turné med Finn Methlings Rejsen til de grønne skygger i Bulgarien 1982 gæstespillede hun med samme repertoire i USA. 1987-89 var hun på verdensturné med et H.C.Andersen-repertoire, og hver gang har hun bragt succesen hjem gennem sin store udstråling og fornemme intonation. Siden 1976 har hun været formand for Fonden til Bekæmpelse af AIDS, hvor hun har gjort et enestående arbejde. Hun har modtaget flere priser, bl.a. Johanne Luise Heibergs Legat 1962, Poul Reumerts Legat 1966, Tagea Brandts Rejselegat 1969, Henkel-Prisen 1979 og Jeppe-Prisen 1984. 1978 udnævntes hun til ridder af Dannebrogordenen, i 1996 til ridder af 1. grad.