Sofie Pedersen voksede op i et arbejderhjem som en af ni søskende. Faderen var teglværksarbejder, og da det var sæsonarbejde, kunne økonomien i perioder være stram. Det betød dog ikke, at familien sultede, men de lærte at dele og at holde sammen, et sammenhold, som ifølge Sofie Pedersen strakte sig ud over den snævre familiekreds. Efter at hun i 1912 var blevet gift, helligede hun sig hjemmet og børnene, men hun var politisk interesseret, og 1918 blev hun medlem af Socialdemokratiet. Interessen for det politiske og det faglige skærpedes, da familien i begyndelsen af 1920’erne tog til Vendsyssel, for, som hun udtalte i et avisinterview, her “både så og mærkede jeg den sociale uretfærdighed, som overgik småfolk”. Ægtefællens løn var så ringe, at Sofie Pedersen også måtte gå ud som landarbejder og vaskekone og tage det mindste barn med på armen.
Da familien i 1924 kom til Odense, fik Sofie Pedersen arbejde som syerske. Hun blev medlem af Syernes Fagforening og fra 1928 foreningens næstformand. Også partipolitisk var hun aktiv, og hun blev medlem af bestyrelsen for Socialdemokratisk Forening. Ved kommunalvalget i 1937 kom hun ind i Odense byråd for Socialdemokratiet, og samtidig trak hun sig tilbage både fra sit fag og fra fagbevægelsen. I det kommunale arbejde var det frem for alt børnenes og de gamles vilkår, der lå hende på sinde. Hun var medlem af socialudvalget og børneværnet 1937-46, og fra 1937 sad hun i skolekommissionen, 1942-47 som formand. 1946 blev hun formand for Landsforeningen for Forældreråd og Skolekommissioner, en post, hun varetog til 1950. Da der i 1938 oprettedes en privat Mødrehjælp for Fyns Stift, udpegedes Sofie Pedersen til leder, indtil institutionen året efter blev overtaget af det offentlige. Hun var medlem af byrådet til 1950.
I 1947 blev Sofie Pedersen valgt ind i Folketinget for Assenskredsen. Valgene i 1943 og 1945 havde været en stor skuffelse for de socialdemokratiske kvinder, der ikke havde fået en eneste kandidat ind. Til gengæld blev partiet i 1947 repræsenteret af fire kvinder, foruden Sofie Pedersen Fanny Jensen, Bodil Koch og Edel Saunte. I Folketinget videreførte Sofie Pedersen sit sociale engagement, og hun var ordfører i sager vedrørende mødrehjælpsinstitutioner og hjemmesygepleje. Hendes arbejdsområder blev fortrinsvis socialforsorg og skolevæsen. På baggrund af sine erfaringer på skoleområdet gik hun med liv og sjæl ind for sin partifælle, undervisningsminister Julius Bomholts planer om en reform, der bl.a. omfattede fællesskole til det 15. år. Selv blev hun medlem af Undervisningsministeriets Kommission til Revision af Skoletilsynsloven, af Ungdomsskolenævnet og fra 1954 af Landsnævnet for Børneforsorg. Hun faldt ved valget i 1950, men genvalgtes i 1953 og sad til 1960. Sofie Pedersen var endvidere i 1947 suppleant til Landstinget, valgt af Socialdemokratiet på Fyn. I sine mange politiske hverv havde hun en stor støtte i sin ægtefælle. Som hun selv så bramfrit udtrykte det, når talen kom på hans respekt for hendes gøremål: “Der er mange kællinger, som kunne lære noget af ham.”
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.