Regitze Barner

Regitze Barners forældre blev skilt, da hun var otte år. Resten af sin barndom og ungdom boede hun på skift i København, hvortil moderen flyttede, og i Køge, hvor faderen blev boende. Efter at hun som 16-årig fik en kristelig vækkelse ved Nicolai Gottlieb Blædels prædikener i Garnisons Kirke, engagerede hun sig i filantropisk arbejde, indrettede sammen med en kreds af byens damer et børneasyl i Køge og besøgte fattige og syge i deres hjem. Som 25-årig flyttede hun hjemmefra og boede de første år til leje hos pastor Blædel. Her mødte hun mange af tidens kristeligt vakte velgørere, bl.a. Louise Conring, som var inspektrice ved Fødselsstiftelsen. Hun inddrog Regitze Barner i tilsynet med de børn, der var sat i pleje fra stiftelsen. De arbejdede desuden sammen om Diakonissestiftelsen, der blev oprettet 1863 med Conring som forstanderinde og Regitze Barner som bestyrelsesmedlem indtil 1884. Regitze Barner var desuden forfatter til det i 1862 anonymt udgivne Nogle Meddelelser om Diakonissegjerningen i ældre og nyere Tid. I disse år, hvor hun stadig søgte sit rette virkefelt, var hun også tilknyttet fattigvæsenets stiftelse Almindeligt Hospital, hvor hun læste højt for beboerne og aflagde besøg i anstaltens afdeling for forsømte børn.

I 1867 tog Blædel initiativ til Understøttelsesforeningen for Garnisons sogn. Det var byens tredje understøttelsesforening, oprettet året efter foreningerne på Christianshavn og Nørrebro. Disse foreninger var stiftet af private velgørere, som ville hjælpe sognets værdigt trængende, således at de kunne undgå at søge hjælp fra det offentlige fattigvæsen og dermed miste deres stemmeret. For at sikre at ansøgerne nu også var værdigt trængende, blev de besøgt af en af foreningens undersøgere, og Regitze Barner meldte sig straks som undersøger i Garnisons sogn. Da hun erfarede, at også kvinder blev arbejdsløse i vintermånederne, etablerede hun en klippeforening som en del af understøttelsesforeningen, hvor hun sammen med andre damer klippede lærred ud til kjoler og forklæder og uddelte det til sognets fattige syersker, indtil de igen kunne få deres vante arbejde fra butikkerne.

Det blev imidlertid i arbejdet med kriminelle kvinder, Regitze Barner kom til at yde sin største indsats. Hun blev umiddelbart efter, at hun var flyttet til København, besøgsdame i Fængselsselskabet, et privat selskab stiftet i 1843 med den hensigt at besøge de indsatte og påvirke dem kristeligt. I 1865 blev hun direktrice i selskabet. Også her koncentrerede hun sig om at forbedre forholdene for kvinder. Arbejdsvilkårene blev imidlertid vanskeliggjort ved, at de kvindelige fanger i 1864 blev flyttet fra Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset, hvor Fængselsselskabet havde haft fri adgang, til den nyopførte Straffeanstalt for Kvinder, der var indrettet som et cellefængsel med restriktive besøgsforhold. Regitze Barner kunne fremover kun se fangerne lige før deres løsladelse, og hun vendte nu sin gerning mod Fængselsselskabets optagelseshus for løsladte kvinder, fik ansat en pålidelig bestyrerinde og sørgede for, at der blev sat skik på kvinderne, inden de blev sendt ud i en tjenestepigeplads. Gennem dette arbejde blev det klart for hende, at der var brug for et egentligt hjem, hvor de løsladte kvinder kunne opholde sig i længere tid, og hvor de kunne lære husgerning for at blive duelige tjenestepiger og dermed undgå at genoptage deres kriminelle løbebane. I 1876 foretog hun en studierejse til Holland og Tyskland for at se på lignende institutioner. Hun fik samlet en bestyrelse for det kommende hjem, der blev udsendt en opfordring om at give penge til arbejdet, ligesom hun selv aflagde besøg hos byens kendteste velgørere, og i 1877 blev det nyopførte Lindevangshjemmet indviet på Lindevangs Allé på Frbg. Hjemmet havde plads til 12 piger og var som Magdalenehjemmet for faldne unge kvinder, oprettet af Thora Esche et par måneder tidligere, en husholdningsskole, hvortil de unge kvinder skulle komme frivilligt. Med Børnelovens vedtagelse i 1905 blev Lindevangshjemmet statsgodkendt som opdragelsesanstalt for særlig vanskelige børn, og dermed forsvandt frivillighedsprincippet, idet pigerne blev anbragt af værgerådene. I 1970 ophørte det som statsanerkendt ungdomshjem og blev overtaget af KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder), der hertil flyttede det gæstehjem, Fanny Truels Jensen nogle år tidligere havde indrettet.

Regitze Barner, der havde skabt sig et navn i københavnsk filantropi, blev i 1879 af lensbaronesse Caroline Stampe-Charisius opfordret til at stifte en dansk filial af Les Amies de la jeune fille. Det var en international værneforening for unge piger, der rejste til eller igennem fremmede lande for at blive lærerinder eller barnepiger. Da Danmark ikke var et gennemrejseland, besluttede Regitze Barner i stedet at stifte Foreningen til Værn for enligt stillede Kvinder, som hun i 1879 blev den første formand for. På Københavns Hovedbanegård hængte foreningen en stor plakat op som henviste de unge ankomne kvinder til steder, hvorfra de kunne få anvist et billigt og godt herberg. Dette værn havde til hensigt at sikre, at de unge kvinder ikke lod sig lokke til prostitution. For at få en anstændig levevej i storbyen kunne de henvende sig til en af de 90 kvinder, som stillede sig til rådighed med vejledning for foreningen. Regitze Barner rejste rundt i landet og sørgede for at få oprettet filialer af foreningen i provinsen, og i den anledning talte hun offentligt om sagen, hvilket var usædvanligt for en kvinde på dette tidspunkt. I 1880 indrettede foreningen et billigt logi for tilrejsende unge kvinder, og i 1889 kunne foreningen indvie sit værnehjem Bethania i Helgolandsgade, hvor Regitze Barner selv fik en lejlighed.

I 1896 modtog Regitze Barner en testamentarisk gave på 10.000 kr. til værneforeningen og fik bestyrelsens tilladelse til i stedet at lade beløbet være grundfonden til et påtænkt hjem for gamle ugifte kvinder fra borgerstanden. I løbet af de næste to år samlede hun egenhændigt det nødvendige beløb til opførelsen. Indsamlingsarbejdet havde været så anstrengende, at hun fik influenza, derefter påfulgte en så alvorlig sindsforvildelse, at hun i en måned var indlagt på Skt. Hans Hospital. I 1899 indviedes stiftelsen Vesterled, og her flyttede Regitze Barner ind i sin egen lejlighed. Opholdet på Skt. Hans havde givet hende indsigt i de sindssyges forhold, og i de næste år fremførte hun reformtanker i samtaler med sagkyndige. Hun ville ikke godtage, at hun selv havde været sindssyg og bar i mange år nag til de venner, der havde fået hende indlagt. Fra 1904 tog hun om sommeren ophold på Vallø adelige frøkenkloster, og i 1911 trak hun sig helt tilbage fra arbejdet i København og tilbragte sine sidste dage på Vallø. Her skrev hun sine erindringer Minder fra mit Liv og min Gjerning, 1911. I 1919 udgav Henriette Skram en levnedsskildring af Regitze Barner i et forsøg på “at værne om hendes Minde og fremkalde en Taknemmelighedsfølelse”, fordi Regitze Barner havde givet samfundet de tre vigtige institutioner: Lindevangshjemmet, Bethania og Vesterled.

Regitze Barner var en usædvanligt foretagsom velgører, der ikke nøjedes med at beskæftige sig med et enkelt område. Ganske vist omfattede al hendes velgørenhed kvinder, men det drejede sig både om fattige, straffede, enligtstillede og ældre kvinder. Hun var ligeledes bemærkelsesværdigt initiativrig med hensyn til at samle penge ind til sine gode formål og overvandt sin tilbageholdenhed, når hun måtte gå tiggergang hos de rige. I lighed med megen anden af tidens velgørenhed søgte Regitze Barners forskellige initiativer at redde kvinder fra en truende proletarisering og at hæve dem op i middelklassen. Hun modtog Fortjenstmedaljen i guld 1892.