Fanny Truels Jensen

I 1993 udgav Fanny Truels Jensen Græsrødder og trækroner. Det er en livlig fortælling om et brændende menneske med en psykisk energi og et lyssyn, næret af religiøs tro, social indignation og identifikation med hårdt belastede mennesker i det både barske og varme hovedstadsmiljø, der var hendes barndoms og ungdoms: Vesterbro. Her voksede Fanny Truels Jensen op sammen med seks søskende i en toværelses lejlighed uden el og med wc i gården. Faderen var død få måneder efter hendes fødsel, og moderens sejhed og selvfølelse forbød modtagelse af fattighjælp. Moderen forsørgede familien som strygerske, med en beskeden enkepension og de halvvoksne børns tilskud til familiebudgettet ved lønarbejde. Modsat brødrene, som blev faglærte, og søstrene, der kom i huset, tog Fanny Truels Jensen almindelig forberedelseseksamen fra Forchhammersvej Skole, efter at en lærerindes støtte havde gjort udslaget. Hverken i skolen eller i Eliaskirkens søndagsskole var hun en af de stille piger. Hendes mangeårige kontakt til Eliaskirken, der havde en stærk tilknytning til Indre Mission, startede, da hun begyndte i kirkens menighedsbørnehave, der var landets første af sin art. Hjemme blev der diskuteret politik. Moderen var aktiv i Socialdemokratiet og også ivrig royalist. Kirkelig tilhørsfølelse og aktivisme lå derimod ikke ligefor i familien, men Fanny Truels Jensen blev i de unge år vakt som kristen. Hun turde ikke umiddelbart skilte med sin overbevisning i et arbejderkvarter, hvor mange så med skepsis på kirken, dens præster og lægfolk. Mødet med søndagsskolelærerinderne, som hun kom til at se som kvindeidealer på linie med moderen, ansporede hende til en aktiv tilknytning til folkekirken. Via et menighedsrelateret frivilligarbejde ønskede hun at solidarisere sig med sit baggrundsmiljø og dets beboere.

Fanny Truels Jensen begyndte at tage jobs som bogholder, suppleret med aftenkurser i stenografi og maskinskrivning og var i halvandet år ung pige i huset hos en præstefamilie på Fyn. Denne familie bekostede siden hendes kristelige-sociale uddannelse på det højskolelignende Marthabo, der havde kostafdeling på Diakonissestiftelsen og blev drevet af KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder). I 1937 kom hun ind i de grønne pigespejdere, hvor hun blev kendt som “Jakob”. 1940-74 var hun divisionschef for KFUK-spejderne på Vesterbro. I sin lange periode som spejderleder opsøgte og samlede Fanny Truels Jensen de piger, der var vokset op under barske forhold i bydelen. I den grønne spejderbevægelse traf hun sin kommende ægtefælle Axel T.J., der delte hendes livssyn og var enig i, at ægteskab ikke udelukkede begge parters fortsatte engagementer. Som hustru med tre børn opgav hun dog gradvis sit selverhverv, men forøgede til gengæld sine foreningsaktiviteter. Med det familiære “skyggekabinet” som stimulerende støtte kom Fanny Truels Jensen 1947 ind i KFUKs Sociale Arbejde, der var oprettet samme år med det formål at hjælpe og vejlede mennesker i svære livssituationer og tage sociale og humanitære opgaver op. Her var hun 1947 med til at oprette Banegårdstjenesten, der overtog redningsarbejdet blandt unge kvinder på Hovedbanegården efter det nedlagte Danske Kvinders Velfærd (DKV). I den forbindelse overtog KFUKs Sociale Arbejde også det gæstehjem i Stampesgade, som DKV havde drevet for hjemløse kvinder. Opgaverne i KFUKs Sociale Arbejde voksede, og Fanny Truels Jensen gik ind i bestyrelsen 1967 og blev landsformand 1974-95.

Fanny Truels Jensen var som organisationsmenneske en energisk deltager i kristen-socialt pionerarbejde på Grønland. Hun startede 1968 den første parkering for fabriksarbejdende “rejepigers” børn i Qasigiannguit (Christianshåb), der i 1974 blev overdraget til det grønlandske selvstyre. Hun medvirkede til åbningen af en fritidsinstitution for tuberkuloseramte i Paamiut (Frederikshåb), til oprettelsen 1976 af et nødherberg for unge i Nuuk (Godthåb) og var 1980 medstifter af det KFUK-ejede familiecenter Allu (Sælens Åndehul) i Alluitsoq (Lichtenau). Som landsformand har Fanny Truels Jensen bl.a. medvirket til at oprette forsorgscentret Lindevangen på Frbg., en fortsættelse af det gamle Lindevangshjemmet, der blev stiftet af Regitze Barner i 1877. Lindevangen var både for mænd og kvinder, hvilket i 1970 var et særsyn på sociale institutioner. I 1972 blev KFUKs familiehøjskole Skærgården i Herning åbnet, og i 1973 tog Fanny Truels Jensen initiativ til Kontaktcentret, der var et være-, spise- og rådgivningssted for Vesterbros mest udstødte mennesker. Fra 1983 kom Reden, et nedtrapnings- og efterbehandlingsprojekt for narkoprostituerede, i gang på Vesterbro og i Odense.

Fanny Truels Jensen gik 1965 ind i Vesterbro Lokalråd, der var det første af sin art i landet. Som formand indtil 1996 medvirkede hun til at skabe tværgående samarbejde mellem kirkelige og sociale kredse samt partier, foreninger og institutioner. Målet var at mobilisere lokalbefolkningen til et medansvar for Vesterbros mange miljømæssige og sociale problemer og at påvirke folketing og kommunalstyre til en øget indsats. Fanny Truels Jensens arbejde blev båret af troen på privat og frivilligt hjælpearbejde som supplement til den offentlige forsorg og kristent hjælpearbejde som en individuel pligt til engagement. Hun valgte bevidst at udføre sit arbejde ulønnet. Et ydre tegn på hendes status som en alsidig, autodidakt ekspert, fundraiser og populær person på græsrodsområdet var hendes udnævnelse til æresborger på Vesterbro, hvor hun blev kaldt “englen fra Halmtorvet”. Sygdom tvang Fanny Truels Jensen til at forlade den bredspektrede frivilligkarriere, hun som et uforkælet menneske selv betegnede som et rigtigt eventyr. Hun blev ridder af Dannebrogordenen 1992.