Olivia Norrie

Olivia Norrie startede sit teaterliv i 1879, da hun ti år gammel kom på Det Kgl. Teaters balletskole sammen med søsteren Valborg (g. Borchsenius). De to søstre nåede at stå på scenen sammen som de to kadetter i August Bournonvilles ballet Fjernt fra Danmark. Men mens Valborg fik en betydelig position inden for balletten, valgte Olivia Norrie skuespillet. Efter en egentlig debut 1885 som Puk i Shakespeares En Skærsommernatsdrøm, kom hun på teatrets dramatiske elevskole. Efter endt uddannelse blev hun engageret ved Folketeatret 1891, hvor hendes yndefulde skikkelse, store, runde blå øjne og charmerende smilehuller gjorde hende selvskreven til rollen som den unge pige, ingenuen. I 1895 kom hun til Dagmarteatret, og bortset fra enkelte kortere afstikkere til andre scener forblev hun her til 1930.

I lighed med andre skuespillere, der havde en fortid ved balletten, måtte også Olivia Norrie i starten kæmpe med de tillærte bevægelser og attituder. I 1902 spillede hun Cathinka i Edgard Høyers Familien Jensen. Her lykkedes det hende at fremstille et ægte lille menneske, og rollen må betragtes som hendes egentlige gennembrud. Det var især farcer som Gurli og Loute, hun medvirkede i. Og som Cyprienne i det franske lystspil Lad os skilles anlagde hun en helt ny vinkel på den unge kone, som hun i stedet for den sædvanlige verdensdame spillede som en forkælet, urimelig og ganske bedårende skabning. Det var den første af mange pariserinder, Olivia Norrie skulle komme til at lægge krop til, men uanset hvor frivole rollerne var tænkt, mistede de i hendes fortolkning aldrig præget af smag og takt, og de fremstod i den blanding af dansk vaudeville og “Moulin Rouge”, som datidens publikum yndede. De stærkere lidenskaber lå ikke for hendes temperament, men alligevel viste hun nye sider af sit talent, da hun med ildfuld hengivelse fremstillede den krænkede og forsmåede kunstnerhustru i det franske skuespil Malerskolen. 1905-06 deltog hun i gruppen De Ottes skandinaviske turné sammen med bl.a. Anna Larssen Bjørner, Asta Nielsen og Peter Fjelstrup og med sin senere mand William N. som økonomiinspektør. En halv snes kunstnere havde forladt fædrelandet i en art protest og ville i et år spille i Kristiania, det nuværende Oslo. På Tivoliteatret fik de succes med opførelsen af bl.a. Gustav Esmanns Alexander den Store. Ægtefællen kom siden til Det Kgl. Teater, hvor han i 1924 af den nyudnævnte undervisningsminister Nina Bang udpegedes til enedirektør. Olivia Norrie vendte tilbage til Dagmarteatret. I 1921 havde hun endnu et vigtigt gennembrud i Min Fa’r havde Ret, idet hun på udramatisk vis gik fra de unge roller til de modne og ældre kvinder. Hun viste ligeledes fin lystspilkunst og humor som frk. Proserpine Garnett i Shaws Candida, 1926. I 1930 forlod ægtefællen chefstolen på Det Kgl. Teater, og Olivia Norrie sluttede samme år sin virksomhed ved Dagmarteatret efter 51 år som Thalias tro tjener.