Olga Hougaard

Olga Hougaard voksede op i et lærerhjem i Høng. Efter syv års skolegang kom hun i huset og tog inden optagelse på sygeplejeskolen almindelig forberedelseseksamen. 1916-19 uddannede hun sig til sygeplejerske på Bispebjerg Hospital, og 1919-21 fortsatte hun som assistent på hospitalet. I 1921 søgte Olga Hougaard ansættelse på Københavns Amts Sygehus på Frbg., efter eget udsagn fordi hun havde hørt, de havde en tennisbane derude, og hun var meget sportsinteresseret. Hun blev snart opmærksom på de mangler, der var på stedet, især i uddannelsen af sygeplejeeleverne. De blev oplært på afdelingerne, halvandet år på en medicinsk og halvandet år på en kirurgisk afdeling. Der var ingen forskole som på Bispebjerg og ingen overordnet plan for undervisningen.

I 1927 blev Olga Hougaard ansat i en nyoprettet stilling som inspektrice for elevuddannelsen på det nyopførte Københavns Amts Sygehus i Gentofte. Det var på den tid landets dyreste hospital. Men til trods for at der fra sygeplejeside allerede i 1918 var plæderet for en særlig bolig til sygeplejerskerne, der jo skulle bo på hospitalet, blev denne ikke opført før 1936. Til gengæld blev der råd til et par komfortable boliger til de to overlæger. Under disse vilkår tiltrådte Olga Hougaard en stilling, som indebar ledelse af sygeplejerskeuddannelsen og af husassistenterne, dvs. køkken- og rengøringspersonalet, på den tid i alt ca. 70 personer, og til en årsløn af 2.800 kr., hvilket var mindre end en oversygeplejerskes, selvom hun rangerede på linie med disse. I 1939, da hospitalet var fuldt udbygget, og sygeplejeskolen fik plads til 300 elever, blev stillingen normeret som en egentlig forstanderindestilling, som Olga Hougaard beklædte indtil sin pensionering i 1960.

Olga Hougaard betegnede sygeplejerskernes boligforhold på det nyindviede hospital som “meget, meget ringe”, og da hospitalet også skulle være et hjem for sygeplejepersonalet, fik hun bl.a. indrettet en smuk spisestue, der efter udenlandsk forbillede blev drevet som cafeteria. Hun stod også for indretningen af de første undervisningslokaler og fik dem malet i lyse farver. Desuden indrettede hun forskoleelevernes bolig. Hun indførte, at alle elever gratis blev udstyret med en smart rød kappe til at bære over uniformen, når de færdedes udendørs på hospitalet, for at de ikke skulle se så forskellige ud. Idéen greb om sig, og mange andre sygehuse fulgte Olga Hougaards eksempel med kapper i forskellige farver.

Olga Hougaard havde sans både for arbejdsmiljø og fagpolitik. Ud over det daglige arbejde, der bl.a. indebar undervisning af forskoleelever, arbejdede hun på flere fronter for sygeplejefaget og dets organisering. Allerede under sin første ansættelse blev hun valgt som tillidsrepræsentant for sygeplejerskerne, og hun fremhævede selv stiftelsen af en elevforening på sygehuset i Gentofte som en positiv og inspirerende oplevelse. Eleverne kaldte hende “dronning Olga”, og efter deres udsagn holdt det hårdt at få organiseret elevforeningen. Selvom mange elever betragtede Olga Hougaard som streng og autoritær, kom de i løbet af uddannelsen til at holde af hende. Hun var omsorgsfuld i forbindelse med sygdom, kreativ og kunstinteresseret, dertil en flot kvinde, som de unge beundrede, og som under de givne omstændigheder formåede at skabe gode rammer for sygeplejepersonalet. Gennem karrieren arbejdede hun i tæt samarbejde med Dansk Sygeplejeråd (DSR). Da DSR i 1934 blev organiseret i amtskredse, bl.a. på forslag fra Olga Hougaard, var hun 1934-40 formand for Dansk Sygeplejeråds kreds for Københavns amt og sad i hovedstyrelsen som repræsentant for amtet. Hun var endvidere repræsenteret i flere udvalg, bl.a. byggeudvalget.

Olga Hougaard var uddannelsesmæssigt dårligere rustet end senere sygeplejeforstandere, fx Marie Odgaard og Birthe Kofoed-Hansen, der havde mulighed for at videreuddanne sig eller foretage studierejser og ad den vej styrke respekten om deres person. Det forværrede hendes i forvejen vanskelige position som kvinde i et mandsstyret system. Ved hospitalets indvielse 1927 serverede hun sherry og kransekage for gæsterne. “Jeg var kun 31 år, og jeg blev tromlet ned i den første tid,” sagde hun ved hospitalets 50-års jubilæum i 1977. I forbindelse med et forsøg på en udvidelse af sygehusets personalenormering skrev hun til DSRs formand Maria Madsen: “Send mig noget Materiale, giv mig nogle Tal, det er det eneste Mænd respekterer.” Hun fik sine tal og senere sin opnormering, men fandt det ofte vanskeligt at blive hørt. Måske var det derfor, hun indrettede undervisningslokaler og boliger. Det blev anset for kvindearbejde, og her kunne hun udfolde sine organisationsevner og sin kreativitet uden indblanding.