Birthe Kofoed-Hansen

Birthe Kofoed-Hansen var yngst af tre søstre. Dertil kom fem halvsøskende, som faderen bragte med sig i ægteskabet med Birthe Kofoed-Hansens moder, der var 27 år yngre end han. Da Birthe Kofoed-Hansen var fem år, blev faderen pensioneret, og familien flyttede fra Rønne til Sorø. Hjemmet var kærligt og meget dansksindet, præget som det var af faderens sønderjyske baggrund. Denne særligt nationale side ved Birthe Kofoed-Hansens opvækst var årsag til, at hun trods stor rejselyst aldrig tog varigt ophold i udlandet. I 1934 blev hun student fra Sorø Akademi. Det var hendes store drøm at komme til at undervise, og hun ville være cand.mag. i dansk og historie. Men efter faderens død samme år var der kun moderens enkepension at leve af, og selvom familien nu kun bestod af tre medlemmer, var der ikke råd til at studere videre. 1934-37 arbejdede Birthe Kofoed-Hansen på kontor i Københavns Telefon Aktieselskab, men blev efterhånden så ked af de manglende fremtidsperspektiver, at hun søgte fondsmidler til at studere fransk i Schweiz. Senere perfektionerede hun sit franske i Paris, hvor hun opholdt sig som au pair-pige. 1938 blev hun optaget på Bispebjerg Hospital som sygeplejeelev. Sygeplejegerningen blev valgt bl.a. af den prosaiske grund, at uddannelsen ikke kostede noget. Efter at have taget eksamen 1941 fortsatte hun som sygeplejerske på stedet, indtil hun i 1945 blev optaget på kursus for undervisende sygeplejersker på Århus Universitet.

1947-50 opholdt Birthe Kofoed-Hansen sig i udlandet. Først i New Zealand som hospitals- og distriktssygeplejerske og derefter i Canada, hvor hun arbejdede og studerede kirurgisk sygepleje, hjemmesygepleje og sundhedspleje ved Vancouver General Hospital og Victorian Order of Nurses i Toronto. Efter hjemkomsten 1950 tog hun fat på det felt, der især havde hendes interesse, nemlig uddannelse og undervisning. 1950-55 var hun sygeplejelærer på Bispebjerg Hospitals sygeplejeskole, 1955-64 viceforstander, og fra 1964, da sygeplejeskolen administrativt blev udskilt fra hospitalet, blev hun skolens første forstander. Stillingen var et ønskejob, som hun beklædte til sin pensionering i 1979. Som leder udstrålede Birthe Kofoed-Hansen både charme og autoritet. Hun var overordentlig fremsynet og dynamisk og hilste forslag om utraditionelle undervisningsmetoder velkommen. Selv formåede hun med stor dygtighed at formidle sine idéer, både skriftligt og mundtligt. Sideløbende med arbejdet søgte Birthe Kofoed-Hansen stadig nye udfordringer. “Jeg følte mig som et stykke klatpapir, der sugede viden til sig, og jeg elskede det,” har hun udtalt. I 1957 blev hun af den danske Florence Nightingale Komité tildelt et stipendium på 20.000 kr. med henblik på videreuddannelse i udlandet. Det var det hidtil største stipendium, fonden havde uddelt, og pengene blev brugt til et års studium af sygeplejerskeuddannelse og -administration ved University of Washington, Seattle, USA. En stor engelsksproget rapport fra rejsen giver et billede af en velbegavet, velformuleret og reflekterende kvinde.

Birthe Kofoed-Hansen var ikke blind for de elementer i sygeplejegerningen, som umiddelbart taler til mennesker, dette at være noget for andre og at blive genstand for patientens varmende taknemmelighed. Men hun var først og fremmest optaget af uddannelsessiden. Sygeplejersker skulle uddannes, så de var klar over, hvad det var, de gik og lavede. Praktikken skulle baseres på solid teoretisk viden og sygeplejen fremstå som en selvstændig disciplin med eget vidensgrundlag og selvfølgelig honoreres derefter. For at fremme sine mål var hun fagpolitisk meget aktiv. 1962-70 var hun næstformand i Dansk Sygeplejeråd (DSR) under Maria Madsens og siden Kirsten Stallknechts formandskab. Birthe Kofoed-Hansen tog sig især af uddannelsesspørgsmål. I samme periode var hun redaktør af DSRs lærebogsserie for sygeplejeelever, hvor hendes mål bl.a. var, at det skulle være sygeplejersker, der beskrev sygeplejen, og på en måde, så den ikke fremstod som et vedhæng til den lægelige behandling. Selv skrev hun sammen med Agnete Eppenstein Sygeplejelære, 1956. 1960-64 var Birthe Kofoed-Hansen deltidsansat i Sundhedsstyrelsen og i samme periode medlem af undervisningsrådet ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole. 1962-70 var hun bl.a. medlem af uddannelsesnævnet for sundhedsvæsenet i Danmark og 1970-74 af udvalget til revision af sygeplejerskernes grunduddannelse. Også på nordisk og europæisk plan gjorde Birthe Kofoed-Hansen sig gældende. Hun repræsenterede fra 1962 de nordiske lande i et udvalg under Europarådet, som skulle stille forslag om sygeplejerskeuddannelsens indhold for at gøre den sammenlignelig i de europæiske lande. 1967-70 var hun næstformand for Sygeplejerskers Samarbejde i Norden (SSN) og formand for en komité under SSN vedrørende EF og sygeplejersker i Norden. 1979-82 var hun medlem af EF-kommissionens rådgivende udvalg inden for sygeplejeområdet. Efter sin pensionering som skoleforstander som 63-årig var Birthe Kofoed-Hansen 1980-81 leder af et kursus under DSR i administration af sygeplejeskoler, og 1983 oversatte hun sammen med bl.a. Inger Gøtszche en amerikansk lærebog i grundlæggende sygepleje. Birthe Kofoed-Hansen havde ikke set frem til sin pensionering med forventning. Men hun syntes, at en skole krævede en ung ledelse. Da det gik op for hende, hvor tynget hun egentlig havde været af sit ledelsesansvar og de menneskelige krav, det havde stillet, glædede hun sig over at have mere tid til familien og til studier. Birthe Kofoed-Hansen viede en stor del af sit liv til karrieren, hele tiden parat til at give sig i kast med nye udfordringer.