Marie Odgaard

Marie Odgaard voksede op på familiens slægtsgård som den ældste af tre søskende. Efter studentereksamen fra Viborg Katedralskole i 1926 var hun 1927-30 sygeplejerskeelev på Bispebjerg Hospital, som blev det sted, der i 40 år dannede rammen om hendes liv og karriere inden for sygeplejen. 1932-50 arbejdede hun som sygeplejerske på medicinsk og kirurgisk afdeling, fra 1942 som oversygeplejerske. Fra 1955 og til hun blev pensioneret 15 år senere, var hun forstanderinde ved sygeplejeadministrationen 1955-64 desuden forstanderinde for hospitalets sygeplejeskole, indtil denne fik selvstændig administration, og forstanderindejobbet blev besat med Birthe Kofoed-Hansen.

Sideløbende med karrieren var Marie Odgaard 1941-62 næstformand i Dansk Sygeplejeråd (DSR) under Maria Madsens ledelse. I sine fagpolitiske standpunkter var hun fremsynet og argumenterede bl.a. for, at der måtte tages hensyn til, at faget i stigende grad omfattede gifte kvinder med børn, og at arbejdstiden burde indrettes herefter. Foruden næstformandshvervet beklædte hun en lang række nationale og internationale poster for DSR, ligesom hun havde sæde i adskillige organisationer, bl.a. Retslægerådet og Undervisningsrådet ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Århus Universitet. Som 50-årig foretog Marie Odgaard en fem måneders studierejse til USA, hvor hun studerede administration af sygeplejen og sygeplejeskoler. I 1956 deltog hun i Frankrig i det første internationale seminar om sygeplejeforskning. Den viden, hun erhvervede, anvendte hun i praksis på Bispebjerg Hospital. Hospitalet blev, ikke mindst takket være hende, kendt for sin moderne personaleadministration, der bl.a. indebar tværfaglige leder- og samarbejdskurser og introduktionsprogrammer for nyansatte. Det var tiltag, der forbedrede arbejdsklimaet på afdelingerne og demokratiserede beslutningsprocesserne. I 1963 tog hun initiativ til, at der som det første sted i landet blev oprettet sygeplejerskesekretærstillinger. Det skete ud fra filosofien, at sygeplejersker ikke skulle beskæftige sig med irrelevant arbejde. I forbindelse med store udvidelser på Bispebjerg Hospital i 1960’erne var Marie Odgaard medvirkende til, at nye områder som intensiv terapi, revalideringsafdeling og autoklaveringscentral blev oprettet. Hun medvirkede også til, at der blev indført mere moderne principper for administration af sygeplejen, bl.a. de såkaldte trojkaledelser, hvor administration, læger og sygeplejersker indgik i et ligeværdigt ledelsessamarbejde.

Marie Odgaard fik et vidtforgrenet arbejdsliv både som leder, som fagligt aktiv og som repræsentant i adskillige nationale og internationale sammenhænge. Hun holdt utallige faglige og fagpolitiske foredrag og skrev mange artikler. Af sine samtidige kolleger beskrives hun som et loyalt og gennempålideligt menneske, som udstrålede ro og besindighed. Hendes arbejdssted var også hendes bagland, her boede hun, og her levede hun en stor del af sit sociale liv. Hun bevarede imidlertid et nært forhold til familien i Thyholm, og hun forblev i egnens omdømme, sagde hun selv med et glimt i øjet, “den datter fra København, der aldrig var blevet gift”. Marie Odgaard blev ridder af Dannebrogordenen 1971.