Nanna Noe-Nygaard

Nanna Noe-Nygaard voksede op i et intellektuelt rigt miljø. I hendes barndom og ungdom boede familien i faderens embedsbolig ved Mineralogisk Museum, det senere Geologisk Museum, i Øster Voldgade 7. Faderen var professor i mineralogi, moderen en fremtrædende insektforsker. På museet oplevede Nanna Noe-Nygaard allerede i barneårene dansk geologis koryfæer, heriblandt faderens forgænger professor O.B. Bøggild og museumsinspektør Karen Callisen. Nanna Noe-Nygaard nærede tidligt interesse for forhistoriske undersøgelser. Som gymnasiast brugte hun en ferie på at deltage i en udgravning i Åmosen, Sjællands største mose, som siden Anden Verdenskrig har været genstand for omfattende arkæologiske undersøgelser. Kort efter studentereksamen i 1959 fulgte hun familien på en ekspedition til Argentina, siden påbegyndte hun et studium ved Københavns Universitet med hovedvægt på zoologi og geologi i Kvartærtiden, dvs. den nuværende geologiske periode, der startede for 1.6 – 1.8 mio. år siden. Hendes vejledere og inspiratorer blev overinspektør ved Nationalmuseet Jørgen Troels-Smith, konservator Ulrik Møhl, Zoologisk Museum, og ikke mindst professor Tove Birkelund, Københavns Universitets Afdeling for Historisk Geologi og Palæontologi.

Nanna Noe-Nygaards første ægtefælle var geografen og Ghanaspecialisten Henrik Jeppesen. De blev gift umiddelbart efter hans embedseksamen i 1964, mens hun endnu var studerende. I løbet af 1960’erne fulgtes de på flere rejser til Afrika. I samme periode ledte hendes egne studier hende til Island, og gennem to somre var hun på intens udgravning i Åmosen. Hendes udforskning gjaldt en boplads fra den mellemste stenalder, også kaldet yngre jægerstenalder. Udgravningen dannede grundlag for hendes afhandling Præstelyngen, der 1969 gjorde hende til mag.scient. og desuden indbragte hende universitetets guldmedalje. Efter nogle energiske arbejdsår blev hun 1975 lic.scient. på afhandlingen Taphonomy in Archaeology with Special Emphasis on the Role of Marrow Fracturing, hvori ændringen, specielt den menneskeskabte, af det oprindelige knoglemateriale vurderes. I mellemtiden var hun blevet skilt, men giftede sig 1981 med statsgeolog, senere geologiprofessor Finn Surlyk. Ægteparret har samarbejdet fagligt om undersøgelser af de bornholmske jura- og kridtaflejringer, ligesom de sammen har foretaget ekspeditioner til Østgrønland og udgivet flere fælles afhandlinger. Åmosens store bassin, der i forhistorisk tid var en ferskvandssø, har dog i alle årene været Nanna Noe-Nygaards væsentligste forskningsprojekt, idet hun særligt har interesseret sig for bassinets udviklingshistorie gennem Sen- og Postglacialtiden. Der er tale om meget omfattende undersøgelsesarbejder, der også har involveret flere af hendes specialestuderende, og som bl.a. er blevet støttet af Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd og Carlsbergfondet. 1995 førte hendes forskningsindsats til den voluminøse doktordisputats Ecological, Sedimentary and Geochemical Evolution of the Late-glacial to Postglacial Åmose Lacustrine Basin, Denmark, et vægtigt, fler- og tværfagligt arbejde, der omfattede forskningsfeltet fra klimahistorie til forhistorisk arkæologi. Det blev senere fulgt op af den populære danske fremstilling Palæobiologiske, sedimentologiske og geokemiske undersøgelser af Sen Weichsel og Holocæne aflejringer i Store Åmose, Danmark, 1998, som hun udgav i samarbejde med flere kolleger.

Nanna Noe-Nygaard har siden 1969 været ansat ved Geologisk Institut, Københavns Universitet, fra 1990 som docent. Hun er kendt som en forsker, der også prioriterer undervisning og vejledning, især har hun fremhævet vigtigheden af, at der bliver draget omsorg for de specialestuderende. Gennem årene har hun siddet i forskellige kollegiale organer, hvor hendes gennemslagskraft er almindelig respekteret. 1996 blev hun medlem af Videnskabernes Selskab. Også internationalt har hun deltaget i fagligt samarbejde, bl.a. som præsident for to videnskabelige møder i henholdsvis 1979 og 1995, der havde hendes specialer taphonomi, dvs. studiet af et fossils historie fra den oprindelige organismes død, og limnogeologi, læren om søernes geologi, som emner. Den seneste konference resulterede i et symposiebind med Nanna Noe-Nygaard som redaktør, Limno-geology – Research and Methods in Ancient and Modern Lacustrine Basins, 1998. Op gennem 1990’erne har hun bl.a. også deltaget i flere internationale projekter med relation til Kvartærtidens klima- og miljøudvikling. Nanna Noe-Nygaard har ud over sine større udgivelser skrevet omkring 35 afhandlinger i internationale tidsskrifter og er bl.a. hædret med Danmarks Geologipris 1995.