Tove Birkelund

Tove Birkelund fik tidligt interesse for naturen, opmuntret af faderen, der tog hende med på naturhistoriske ture rundt i det vestjyske landskab, fra hun var ganske lille. Hun blev student fra Esbjerg Statsskole 1947 og blev samme år indskrevet ved Københavns Universitet, hvor hun 1954 blev cand.mag. med geologi som hovedfag. Det meste af studietiden boede hun på Kvinderegensen, og mange år senere kom hun som bestyrelsesformand til at spille en central rolle for kollegiets økonomiske redning. Fagligt koncentrerede Tove Birkelund sig både som studerende og i sin senere karriere om historisk geologi, stratigrafi og palæontologi, dvs. de grene af geologien, som beskæftiger sig med jordklodens historie og livets udvikling. Hun valgte de uddøde blæksprutteformer, belemnitter og ammonitter, som sit særlige felt, arbejdede med disse fossile dyrs systematik og beskrev flere hidtil ukendte arter. Desuden anvendte hun fossilernes placering i den geologiske lagserie til at udrede de økologiske forhold i fortidens have og til en fininddeling af lagene. Blandt de geologiske aldre interesserede hun sig især for Kridttiden, der dækker perioden fra 65 til 145 mio. år før vor tid og udgør den senere del af Mesozoikum. Endnu mens hun var studerende, deltog hun i 1949 og 1952 i professor A. Rosenkrantz’ ekspeditioner til Nuugssuaq i Vestgrønland og fik overdraget bearbejdelsen af den rige ammonitfauna fra dette område. En afhandling om stedets scaphiter, en ammonitart, der var vidt udbredt i Kridttiden, blev 1958 belønnet med universitetets guldmedalje. Også hendes doktorafhandling fra 1965 Ammo- nites from the Upper Cretaceous of West Greenland havde Grønlands fossile blæksprutter som sit emne.

Hele Tove Birkelunds professionelle karriere fandt sted ved Københavns Universitets Geologiske Institut og Museum, hvor hun i 1966 blev professor i historisk geologi. Hun begyndte som fondslønnet videnskabelig assistent i 1954, blev amanuensis i 1960 og afdelingsleder i 1963 for tre år senere at modtage udnævnelsen til professor. Gennem de følgende årtier kom hun til at spille en central rolle i fagets udvikling med hensyn til den løbende justering af geologistudiet, opbygningen af et stærkt fagligt miljø, inddragelse af nye discipliner, fx oliegeologi, og fagets bygningsmæssige ekspansion. I sin tid som professor var Tove Birkelund igangsætter og leder af to store forskningsprojekter. Det første, der påbegyndtes 1966, vedrørte den øvre kridttid i Nordeuropa, det andet de geologiske dannelser i Østgrønland gennem hele Mesozoikum og den senere del af den umiddelbart forudgående tid Palæozoikum. Det sidste projekt, der indledtes i 1967 og strakte sig over en længere årrække, indbefattede feltarbejde i større stil, i alt gennemførtes syv ekspeditioner til Grønland, alle med deltagelse af Tove Birkelund. Begge projekter inddrog mange specialestuderende, medarbejdere og fremtrædende udenlandske kolleger, især skal fremhæves Tove Birkelunds mangeårige samarbejdspartner professor J.H. Callomon fra University of London.

1971 blev Tove Birkelund sammen med kemikeren Bodil Jerslev Lund indvalgt i Videnskabernes Selskab, en ære, der tidligere kun var vist én dansk kvinde, fonetikeren Eli Fischer-Jørgensen. At hun også internationalt nød anerkendelse som forsker gav sig bl.a. udslag i, at International Union of Geological Sciences i 1976 udpegede hende som formand for en kommission, der fik til opgave at bringe orden i Kridttidens stratigrafi. Et detaljeret oplæg forelå i 1982 på grundlag af to succesrige symposier i København i 1979 og 1982. Tove Birkelund deltog i den efterfølgende hede debat om årsagen til dinosaurernes uddøen med vægtige og afbalancerede indlæg. Hendes gennemslagskraft og faglige dygtighed blev udnyttet i en række udvalg, bestyrelser og råd. 1969-71 var hun formand for Dansk Geologisk Forening og var som sådan med til at indstifte foreningens højeste udmærkelse Stenomedaljen. Hun blev den første kvinde i Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd, hvor hun var medlem 1970-79, og sad i samme periode i Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland. Hun var fra 1978 til sin død medlem af Carlsbergfondets direktion. 1981-84 var Tove Birkelund formand for Planlægningsrådet for Forskningen, oprettet 1972 som rådgivende organ for regering og Folketing. En hovedopgave i hendes formandstid var at udarbejde en planredegørelse for forskningen i Danmark. Det konkrete arbejde indledtes i 1982 og var tilendebragt to år efter. At redegørelsen udkom allerede 1984, og i årene efter viste sig som et brugbart forskningspolitisk redskab, skyldtes ikke mindst Tove Birkelunds personlig indsats, bl.a. fremskyndede hun på effektiv vis behandlingen af en længe diskuteret redningsplan for forskningsinstitutionernes apparatur, som mange steder var forældet og nedslidt.

Tove Birkelund var en markant og retlinet personlighed; hun var sine kollegers gode kammerat, men også den fødte leder og i besiddelse af en fast vilje, der grænsede til stædighed. Hendes stærke karakter blev særlig tydelig, da hun i 1979 blev ramt af alvorlig sygdom. Den dag, hun blev indlagt på Rigshospitalet, var hendes blodprocent så lav, at hun ikke burde kunne holde sig oprejst. Hun klarede dog selv at komme i seng, men måtte de følgende år gennemgå flere operationer og pinefulde behandlinger. Hun formåede at passe sit arbejde alligevel og tog endog på krævende ekspeditioner. Kun de nærmeste vidste, at hun var syg. Efter en forskningsrejse 1985 til Kina med feltarbejde i Tibet i 5.000 m højde kunne hendes sygdom dog ikke længere skjules. Hun gennemgik nu sit videnskabelige materiale og traf beslutning om, hvad der skulle ske med hver eneste prøve, rapport osv., for at forskningen kunne videreføres. Hun nåede det hele før sin død det følgende år. At Tove Birkelund formåede at forene et meget intenst fagligt liv med opdragelsen af de to sønner Peter og Svend kan tilskrives hendes kolossale selvdisciplin, arbejdskapacitet og menneskelige overskud, men i høj grad også den støtte, hun modtog fra sin ægtefælle Svend Andersen. Han var 1956-69 direktør for Zoologisk Have med tjenestebolig i haven og kunne derfor tage sig meget af sønnerne i de år, hvor hun var ved at skabe sin karriere og ofte var på rejse. Tove Birkelund modtog C.E.C. Gads Fonds pris 1966 og Tagea Brandts Rejselegat 1969. 1974 blev hun ridder af Dannebrogordenen og 1982 ridder af 1. grad.