Eli Fischer-Jørgensen

Eli Fischer-Jørgensen boede i sine første leveår med sine forældre i en lejlighed i Nakskov. Da hun var otte år, flyttede familien til et dejligt hus i centrum af det gamle Fåborg med udsigt over fjorden. Dette var for Eli Fischer-Jørgensen barndomshjemmet, som hun altid glædede sig til at vende tilbage til. Hun følte en stærk tilknytning til Fyn, dog uden at ville tale den lokale dialekt. Begge hendes bedstefædre var præster, og hendes fader jurist. Moderen tog almindelig forberedelseseksamen, men ikke nogen længere uddannelse, hvad hun senere beklagede. Hun var meget aktiv i socialt arbejde og var bl.a. kasserer i den lokale afdeling af Dansk Røde Kors og formand for lokalafdelingen af Dansk Kvindesamfund, et virke, som havde hendes mands fulde opbakning. Det var helt i hjemmets ånd, at ikke bare husets søn, men også hans to søstre, fik en lang videregående uddannelse. Eli Fischer-Jørgensens yngre søster Gerda F.-J. blev endda noget så sjældent for en kvinde på den tid som civilingeniør.

Selv tog Eli Fischer-Jørgensen i 1929 nysproglig studentereksamen fra Svendborg Statsgymnasium og studerede derefter tysk og fransk ved Københavns Universitet. Hun markerede sig hurtigt som en dygtig og kritisk studerende med sine meningers mod, også i forhold til professorerne. Fagenes sproglige sider optog hende mest, og hendes specialeopgave omhandlede Dialektgeografiens Betydning for Opfattelsen af Lydforandringer. Den var så god, at den blev udgivet som nummer et i serien Tyske Studier, 1934. Kort efter Kvinderegensens oprettelse blev hun alumne og boede der fra 1933 til sin afsluttende eksamen som cand.mag. i 1936. Opholdet på Kvinderegensen fik stor betydning for hende og førte til livslange venskaber. Hun var medlem af kollegianernes selvstyre og senere i mange år af eforatet, i perioden 1957-74 som formand. I de to jubilæumsskrifter for Kvinderegensen fra henholdsvis 1957 og 1992 finder man hende blandt bidragyderne. Allerede i 1933 blev Eli Fischer-Jørgensen optaget i Lingvistkredsen, en sammenslutning af sprogforskere, som drøftede sprogvidenskabens grundproblemer ved lange aftenmøder. Debatniveauet var højt, præget af bl.a. Louis Hjelmslev og Viggo Brøndal, der begge i disse år var ved at udvikle afgørende nye teorier. Lingvistkredsen fik overordentlig stor betydning for Eli Fischer-Jørgensens videnskabelige udvikling, og hun var selv med til at præge møderne med kritiske indlæg. Hun har haft mange tillidshverv i Lingvistkredsen, bl.a. som formand 1968-72 og redaktør af Acta Linguistica, og ved 60-års jubilæet i 1991 blev hun udnævnt til æresmedlem.

Efter i 1935 at have modtaget universitetets guldmedalje for en afhandling om teoretisk grammatik havde Eli Fischer-Jørgensen fået en sådan afsmag for abstrakte diskussioner, at hun kastede sig over fonetikken, læren om sproglydene, et emne, der var meget mere konkret. Dette felt har hun forskningsmæssigt opdyrket med en sådan kompetence og international gennemslagskraft, at hun, i et felt med flere stærke kvinder, fremstår som fonetikkens grand old lady. Efter studieophold i Tyskland og Frankrig blev hun 1939 ansat ved Københavns Universitet som lærer i fonetik. I slutningen af Besættelsen var hun aktiv i modstandsarbejde og medlem af en gruppe nedsat af Frihedsrådet, der skulle udarbejde et arrestationskartotek over danske nazister. Gruppen havde professor Carsten Høeg som leder, og Eli Fischer-Jørgensen fungerede som hans højre hånd i organiseringen af det komplicerede og langt fra ufarlige arbejde. I 1948 skrev hun lærebogen Almen fonetik, der siden er kommet i flere udgaver og oplag.

I midten af 1960’erne fremstod Eli Fischer-Jørgensen som en af de internationalt mest kendte og anerkendte danske sprogforskere. Det var derfor naturligt, at der ved universitetet blev oprettet et ekstraordinært professorat i fonetik, som hun tiltrådte i 1966. Hermed var Danmarks førende fonetiker blevet Københavns Universitets første kvindelige professor inden for sprog- og litteraturfagene. Sammen med sine medarbejdere og elever fik hun nu mulighed for at opbygge Institut for Fonetik og give det en stærk placering i det internationale fonetiske forskningsmiljø. Det hører til Eli Fischer-Jørgensens blivende indsatser at have gjort dansk fonetik og også almen lingvistik kendt og værdsat internationalt. I 1968 blev hun og medicinaldirektør Esther Ammundsen de første kvinder i forskningsrådene, Eli Fischer-Jørgensen i Statens Humanistiske Forskningsråd og Ammundsen i Statens Lægevidenskabelige Forskningsråd. Eli Fischer-Jørgensen var medlem af forskningsrådet indtil 1974. I 1968 blev hun også indvalgt i Videnskabernes Selskab som den første kvinde nogensinde, 1978 blev hun udnævnt til æresdoktor ved Lunds Universitet og Århus Universitet og i 1993 ved Københavns Universitet. Desuden har hun modtaget en række akademimedlemskaber, hæderspriser og legater, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat 1959 og Einar Hansens Forskningsfond 1987. I 1971 blev hun tilegnet festskriftet Form and Substance i anledning af sin 60-års fødselsdag. Hun har foretaget mange og lange rejser, bl.a. i forbindelse med gæsteprofessorater, fx til USA, Indien og Japan. Med motiver fra såvel de store rejser som fra bjergvandringer og kajakture er hendes natur- og arkitekturglæde kommet til udtryk i mange fine akvareller.

Eli Fischer-Jørgensen har udforsket et bredt spektrum af fonetiske problemstillinger, og hun har bidraget væsentligt til vores viden om bl.a. sproglydes dannelse og perception, accentforhold og lydsymbolik. Hun har altid forbundet de lydlige undersøgelser med overvejelser om funktionen i sprogsystemet. Selv har hun ikke bidraget til sprogvidenskaben med selvstændige teorier eller sprogteoretisk nyskabende analyser, men hun har givet særdeles kompetente kritiske fremstillinger af foreliggende teoribygninger. Vigtigst er en række arbejder om Hjelmslevs og H. J. Uldalls glossematik, hvis udvikling hun kendte indefra, bl.a. gennem Lingvistkredsen. Desuden har hun i den monumentale monografi Trends in Phonological Theory, 1975, udarbejdet en oversigt over det 20. århundredes væsentligste teorier og metoder inden for udforskningen af sproglydenes funktion, i mange tilfælde baseret på et førstehåndskendskab til de diskuterede forfattere. Siden pensioneringen i 1981 har hun energisk fortsat sit videnskabelige arbejde. Så sent som i 1989 udgav hun A Phonetic Study of the stød in Standard Danish. Den kritiske holdning til autoriteterne på en fagligt konstruktiv måde uden persons anseelse, som altid har været karakteristisk for hende, har hun givet videre til sine elever. Og da hun har haft videnskabelig gennemslagskraft og på flere områder som kvinde været pioner, har hun kunnet virke som rollemodel for unge kvinder med videnskabelige interesser og evner.