Karen Callisen

Karen Callisen blev i 1901 student fra Lang og Hjorts kursus i København og påbegyndte derefter uddannelsen til fabriksingeniør ved Polyteknisk Læreanstalt. Mens hun læste her, arbejdede hun som stenografassistent i Rigsdagen og som lærer ved Hellerup Gymnasium. Hun var desuden bestyrelsesmedlem i Studentersamfundet og aktivt engageret i Akademisk Roklub, hvor hun var blandt de første kvindelige medlemmer. Professor N.V. Ussings forelæsninger om mineralogi og geologi fascinerede hende i den grad, at hun skiftede over til geologistudiet ved Københavns. Universitet. Som den første kvinde herhjemme blev hun i 1915 mag.scient. i mineralogi og krystallografi. Hendes senere arbejde og forskning faldt især inden for petrografi, dvs. systematisk beskrivelse af bjergarter. Allerede i studietiden var hun 1912 blevet knyttet til Mineralogisk Museum ved Københavns. Universitet som assistent, en stilling, hun fortsatte i efter sin eksamen. 1919 blev hun amanuensis, og fra 1932 og frem til sin afgang 20 år senere var hun inspektør samme sted, bl.a. med ansvar for museets regnskab. Perioden 1921-47 var hun desuden ansat ved Ingrid Jespersens Skole, hvor hun underviste i naturfag og kemi. 1925 fik hun endnu en bibeskæftigelse som mineralogisk konsulent for kryolitminen ved Ivittuut i Grønland, som hun besøgte flere gange, sidst i 1953.

Karen Callisens videnskabelige arbejde var især rettet mod Bornholms mineraler og bjergarter. Disputatsen Beiträge zur Kenntnis des Granitgrundgebirges von Bornholm fra 1932 gav en omhyggelig beskrivelse af Bornholms granitter som en opfølgning af Ussings inddeling og indledende undersøgelser, der var blevet standset ved hans død i 1911. Ussing var gennem hele livet hendes store forbillede. Karen Callisen foretog endvidere undersøgelser af bjergarter fra bl.a. Grønland og Hongkong og af meteoritter, herunder af de to som faldt i Århus i 1951. Hun var en værdig repræsentant for den klassiske petrografi, som lagde hovedvægten på meget omhyggelige undersøgelser af tyndslib, dvs. tynde skiver af bjergarter, som undersøges under mikroskop. Hendes store erfaringer som petrograf kom smukt til udtryk i håndbogen Sten i farver, som blev udgivet i 1960 i et samarbejde med danske og svenske kolleger. Bogen, der henvender sig til den alment interesserede læser, er siden kommet i mange reviderede udgaver.

Karen Callisen var særdeles slagfærdig og en særpræget personlighed, der også i sin umiddelbare fremtoning skilte sig ud fra mængden. Hun røg store cigarer, var altid i følge med sin kæmpemæssige schæferhund og gik utraditionelt klædt i en buksedragt, egnet til ekskursionerne på Grønland og til Bornholms klipper. Hun var engageret i samfundsforhold og havde litterære interesser. Georg Brandes kendte hun fra tiden i Studentersamfundet, og omgangskredsen omfattede Harald og Niels Bohr samt rektorerne H. Adler, Hans Hartvig-Møller og Helga Lund. Karen Callisens personlige mod viste sig bl.a. ved, at hun under Anden Verdenskrig holdt en jødisk veninde skjult for tyskerne. Karen Callisen var et ordensmenneske, som nidkært varetog de samlinger og det økonomiske ansvar, hun var betroet. Redelighed var hende en æressag, og hun var en af de 11 geologer, som offentligt kritiserede Lauge Kochs bog om Grønlands geologi fra 1935 for dens faglige mangler. Episoden vakte stor offentlig opmærksomhed, ikke mindst fordi Koch svarede igen med at stævne sine fagfæller for injurier. Karen Callisen var formand for Dansk Geologisk Forening 1933-34. 1936 blev hun hædret med Tagea Brandts Rejselegat.