Nanna Liebmann

Nanna Liebmann voksede op i en stor og levende familie med ni børn i et borgerligt københavnermiljø. En broder var den senere filantrop og politiker Carl Lehmann, en anden religionshistorikeren Edvard Lehmann, mens søsteren Signe Lehmann i lighed med Nanna Liebmann var musikuddannet. Faderen, som var broder til politikeren Orla Lehmann, var en kendt øjenlæge, men også en meget aktiv amatørmusiker, og han sørgede for musikuddannelse til døtrene. I 1868 begyndte Nanna Liebmann på Musikkonservatoriet, der var grundlagt året før. Foruden undervisning i sang og klaver modtog hun også undervisning i teori af tidens betydeligste lærere, bl.a. J.C. Gebauer, J.P.E. Hartmann og Niels W. Gade. Allerede fra 1869 findes et lille undervisningsskema, som vidner om, hvor tidligt hun var i gang med sin egentlige og vigtigste levevej som lærer i klaver og sang, dels i sit hjem, men for en sæson også på godset Hellerup på Fyn.

På Musikkonservatoriet mødte Nanna Liebmann sin kommende ægtemand, komponisten Axel L. De var jævnaldrende, og deres forhold var præget af et kammeratligt fællesskab omkring musikudøvelse. Han akkompagnerede hendes sang ved privat optræden, og de komponerede små romantiske sange til hinanden, fx skrev hun musik til to digte af Goethe Der Goldschmiedsgesell og Der Rattenfänger, som tryktes i Syv Sange, 1885. I komponistægteparret Emma og J.P.E. Hartmann så Nanna Liebmann et forbillede, men hendes eget ægteskab kom dog kun til at vare halvandet år, idet ægtefællen pludselig døde af lungebetændelse i 1876, kun et halvt år efter sønnen Pouls fødsel. Efter dødsfaldet overtog hun et par af ægtefællens beskæftigelser, dels som sanglærer på N. Zahles Skole 1876-80, dels som musikskribent ved dagbladet Fædrelandet.

Nanna Liebmann var på flere studieophold i Paris. Under det første i 1880 studerede hun, ligesom senere komponisten Hilda Sehested, klaver hos den berømte pianistinde Louise Aglaé Massart. Siden optrådte Nanna Liebmann som akkompagnatør, fx ved en kammermusiksoire med Det Kgl. Kapel. Fra midten af 1890’erne bestred hun flere poster som koncertarrangør, hvor hun i kraft af sin lederposition blev repræsentant for kvindelige kunstnere. På dette tidspunkt var sønnen næsten voksen, hvilket gav hende tid og energi til at hellige sig de mange gøremål. På Kvindernes Udstilling i 1895 var hun fungerende formand for musikudvalget. Hun arrangerede konkurrencen om åbningskantaten, hvor Elisabeth Meyers musik blev valgt til opførelse, og otte matinéer med kvindelige kunstnere samt to soiréer udelukkende med kvinders musik på programmet. Hun optrådte ikke selv, men lod dog sin lille romance Die Sennin trykke i udstillingens Sang-Album. Som Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet bemærkede, så stillede hun sig taktfuldt i skyggen for at lade andre træde frem. Selv udtrykte hun i forbindelse med Kvindernes Udstilling en vis skepsis i forhold til, hvorvidt kvinder overhovedet kunne komponere. Hun fandt kvinders kompositioner middelmådige og mente, at kvinder først måtte lære det teoretiske håndværk og at være åbne for upartisk og opdragende kritik. Alligevel gik hun efter udstillingen ind i arbejdet med at indsamle midler til opførelse af en Kvindernes Bygning i København ved at afholde støttekoncerter med sine elever, hvor hun selv akkompagnerede. Fra 1898 til 1906 var hun tilmed formand for bestyrelsen for Kvindernes Bygning. Musikalsk aftenunderholdning arrangerede hun gennem 25 år for Hegnet, Kvindernes Handels- og Kontoristforening. Også i Musikpædagogisk Forening (MPF), stiftet 1898 af musikhistorikeren Hortense Panum og komponisten og musikpædagogen Louis Glass, gjorde hun sig gældende som medlem af bestyrelsen 1901-05, i øvrigt sammen med søsteren Signe. I endnu flere år sad hun i MPFs sangfaglige bedømmelsesudvalg, bl.a. sammen med operasangerinden Sophie Keller. Udvalget skulle sikre medlemmernes faglige niveau, idet langtfra alle havde en konservatorieuddannelse.

Sit eget faglige niveau havde Nanna Liebmann 1901 videreudviklet i Paris hos sangpædagogen Devillier, som underviste flere af tidens berømte danske sangere, fx Vilhelm Herold og Peter Cornelius. I 1902 afholdt hun en sangaften i Odd Fellow Palæets lille sal efter mange års pause som optrædende sanger. Hun rostes for sin musikalske intelligens, sin smagfuldhed og dannelse, især i de romantiske sange, mens hun ikke helt syntes at have magtet de høje toner i et par operaarier. Fra 1890’erne og frem til omkring 1925 fungerede hun udelukkende som sangpædagog, også for professionelle sangere. Sideløbende med undervisning og koncerter udgav hun i alt tre sanghefter samt et klaverstykke. I 1904 optrådte sangeren Vilhelm Michelsen med uddrag af hendes to sidste sangkompositioner Minnelieder og Fem Sange. Disse adskiller sig fra hendes første Schubert-inspirerede sange i kraft af en tydelig afsmitning fra bl.a. forfatteren Thor Langes folkevisedigtning. I årene herefter øgedes hendes interesse for komposition, som hun studerede 1910-12 hos cand.mag. Aage Nording. Hun forelagde desuden sine værker for komponisten Carl Nielsen. I 1911 lod hun et klaverstykke Thème passioneé et variations udgive. Ligesom for sangenes vedkommende komponerede hun også her i en ret enkel, folkevisepræget stil, men med utvetydigt udgangspunkt i højromantisk harmonik, rytme og form. Hendes egentlige kompositoriske virke faldt sent i livet og standsede ved Første Verdenskrigs udbrud. I 1913 meldte hun sig ind i den nystiftede Dansk Komponist-Forening, hvilket må ses som et klart tegn på, at hun oplevede sig selv som komponist.