Elisabeth Meyer

Elisabeth Meyer voksede op i Svendborg i en familie med rige traditioner for musik på mødrene side. Mormoderen var operasangerinden Catharine Simonsen, og morfaderen Sophus S. var kgl. kapelmusicus med rødder i Fyns rige musikliv. Også moderen og flere af hendes søskende beskæftigede sig professionelt med musik som sangere og undervisere, ligesom Elisabeth Meyers søster Marie English blev sanger. Faderen derimod var oprindelig søofficer, og hendes ægtemand arbejdede ved telegrafen.

I de unge år blev Elisabeth Meyer sandsynligvis undervist i sang af moderen, der spillede en ledende rolle i byens musikliv, bl.a. som koncertarrangør. Som voksen virkede Elisabeth Meyer ind imellem som sanger, dels som ung i fødebyen, hvor hun typisk optrådte ved velgørenhedskoncerter, dels i Århus, hvor hun og hendes mand boede i en længere årrække efter giftermålet i 1883. Når hun huskes af en eftertid, er det imidlertid for sit virke som komponist. Mellem 1884 og 1890 fik hun fire børn, den sidste datter døde endnu som spæd i 1891. Trods dette tab og den travlhed i hverdagen, tre mindre børn må have medført, formåede hun at kombinere sit daglige liv som moder og hustru med sit behov for at komponere. Den overvejende del af hendes produktion stammer således fra 1890’erne. Af de knap 60 sange fra hendes hånd, der findes i manuskript, blev de 23 udgivne i syv sanghefter i årene 1892-95. Kun enkelte instrumentalstykker kendes, i 1900 udgav hun Berceuse for klaver og violin og i 1913 klaverstykket Naar Duggen falder. To sange blev trykt i Sangalbum af nordiske Kvinder, udgivet i anledning af Kvindernes Udstilling i 1895. Ved samme begivenhed vandt hun en delt førstepræmie i konkurrencen om en kantate, som skulle opføres under åbningen af udstillingen. Selvom juryen savnede de kendteste navne blandt de skandinaviske “Komponistinder”, blev Elisabeth Meyers kantate for to solister, damekor og to klaverer udvalgt til opførelse på grund af “en vis tiltalende Fordringsløshed og Naturlighed”. Teksten var af Jenny Blicher-Clausen og beskrev kvindeliv i oldtid og middelalder. Elisabeth Meyers kompositioner nød generelt en vis omtale i disse år i kraft af, at såvel hendes morbroder operasanger Niels Juel Simonsen som hendes søster, der var blevet koncertsanger, ofte optrådte med et par af hendes sange. Kendtest blev Lærken, der blev indsunget på plade af Peter Cornelius. Når det så absolut var sangene, hyppigst med tekst af Thor Lange eller J.P. Jacobsen, der kom til at dominere hendes produktion, skyldtes det måske, at det især var det melodiske, der havde hendes opmærksomhed. Hendes sange var iørefaldende, i folketone og flere steder med hang til romantisk svulmen. Formen var ofte strofisk, akkompagnementerne var underordnede, enkle og bestod overvejende af forskellige typer akkordfigurer.

To gange, i 1895 og 1896, ansøgte Elisabeth Meyer, øjensynlig forgæves, om statslig understøttelse for at kunne rejse til København og videreuddanne sig i komposition. Hun havde da i et par år studeret teori hos organist Arthur Allin i Århus og begrundede ansøgningerne med, at ægteparrets midler ikke strakte til sådanne ekstraudgifter. I 1899 flyttede familien til København som følge af ægtemandens avancement til telegrafdirektør og bosatte sig i Hellerup, men da havde Elisabeth Meyer øjensynlig opgivet at søge yderligere uddannelse, ligesom hun siden kun udgav et enkelt værk.