Jenny Blicher-Clausen

Jenny Blicher-Clausen var som forfatter et naturtalent, det lå for hende at skrive digte og ramme en stemning eller en følelse i klassiske, velklingende, rimede vers. Hun tilhørte gennem sit forfatterskab den romantiske tid, men var ideologisk optaget af det moderne gennembruds idéer om frigørelse og individualisme. På fædrene side nedstammede hun fra præste- og digterslægten Blicher og på mødrene side fra slægten Balle, hvorfra flere berømte bisper og provster er udgået. Hun giftede sig med en bispesøn, der selv var præst, men det var især digterne i slægten, der betød noget for hende. En selvbiografi, hun i 1902 skrev til Illustreret Tidende, omtaler glæden ved poesien og den kunstneriske udtryksform, og det er måske især som et tilskud til selvtilliden, de teologiske aner og cirkler har haft betydning. Allerede som barn skrev Jenny Blicher-Clausen, og hun vovede kun 13 år gammel at indsende et dramatisk manuskript til Det Kgl. Teater, som afviste det. Historien gentog sig fem år senere, men denne gang fik hun trods afvisningen en rosende bedømmelse, der gav hende tillid til sine evner, og hun debuterede som lyriker i 1885 med Digte. Hun valgte at udsende digtene under pseudonymet John Bentsen, som hun også brugte ved udgivelsen af Ebba Brahe og andre Digte, 1888. Senere kaldte hun sig blot J. Blicher og udgav under dette navn bl.a. skuespillet Christian den Anden, 1889, der blev opført på Dagmarteatret, og digtsamlingen Fra Markvejen, 1890.

Hjemvendt fra sine egne hvedebrødsdage skrev Jenny Blicher-Clausen det lyriske drama En Bryllupsrejse, 1894, en interessant diskussion af videnskabens indflydelse på det biologiske liv. Konflikten mellem faderen, som identificeres med videnskaben, og moderligheden anslår en af forfatterskabets vigtige strenge. Jenny Blicher-Clausen var aktiv bidragyder til tidens forskellige magasiner og tidsskrifter, og sammen med Laura Kieler og Johanne Schjørring redigerede hun et festskrift, der udkom i 1895 i anledning af Kvindernes Udstilling samme år. Med romanen Inga Heine, 1898, fik Jenny Blicher-Clausen en solid læsersucces. I 1922, 15 år efter hendes død, udkom den i 11. oplag. Bogens tema er arbejdets rolle i kvindelivet, men fortællingen om hovedpersonens kærlighed til en gift mand står centralt.

I sin digtcyklus Violin, 1900, og efterfølgeren Den sidste Hauge, 1903, bevæger Jenny Blicher-Clausen sig følelsesmæssigt registrerende hen over typiske kvindeemner: Ægteskabelig kærlighed, moderkærlighed og drømmen om selvstændighed og udtryksfrihed. Også sorgen over tabet af et barn, et tab, hun selv havde erfaret, blev beskrevet. Digtene blev, ligesom andre af hendes udgivelser, læst af et stort publikum og vandt også popularitet i oversættelser til svensk, finsk og tysk. Komponisten Rued Langgaard lod sig inspirere af hendes poesi og satte nogle af digtene i musik; de er genudgivet i nyindspilning i 1990’erne. Hendes foretrukne kunstnersymbol er lærken, som genfindes i adskillige af hendes bøger, således i Gyldenregn, 1901. Brødrene Edvard og Georg Brandes og tidens toneangivende litterære kreds brød sig ikke om hende, og også eftertidens kritikere har mere hæftet sig ved de sentimentale og banale lag i hendes produktion end ved hendes indlysende, lyriske begavelse og betragtelige publikumssucces.