Johanne Schjørring

Johanne Schjørring voksede op i en præstegård på Skiveegnen, et hjem præget af patriarkalsk orden. Den nærliggende Limfjord lærte hun at kende på jagtture med faderen, de to brødre og deres huslærer. Da moderen døde, måtte hun som 16-årig overtage husførelsen, men det forhindrede hende ikke i at læse, skrive digte og studere latin under faderens vejledning. Han modsatte sig hendes ønske om at blive skuespillerinde, hvorimod hendes mand tilskyndede hende til at udvikle sine kunstneriske evner. Hun foretrak dog at hellige sig sit lykkelige ægteskab, og først mandens uventede død, som efterlod hende med to børn og et i vente, gav hende den fornødne økonomiske anledning til at publicere. Hun debuterede i 1873 med novellen Den tause Mund, der blev trykt under pseudonymet Noctua i Fædrelandet, hvis redaktør Carl Ploug opfordrede hende til at fortsætte forfatterskabet; året efter udgav hun Fortællinger og Skizzer under eget navn. Johanne Schjørring blev overordentlig produktiv; i løbet af 34 år udsendte hun 27 bøger, hovedsagelig romaner og novellesamlinger, men også det historiske drama Elisabeth af Rusland, 1891, en samling rejsebreve med titlen Fra en Middelhavsrejse, 1892, pjecen Slesvigske Kvinder i 1848-1864, 1895, og to børnebøger. Derudover var hun en flittig bidragyder til antologier, aviser og magasiner og redigerede to årgange af Vort Hjem, 1886-87, et Ugeblad for Husvæsen, Opdragelse og for Kvindens Interesser, som undertitlen lød.

Johanne Schjørrings første roman Havets Datter, 1875, er karakteristisk for forfatterskabet. Den solide komposition udfolder en kærlighedshistorie med en attråværdig kvinde som midtpunkt og det tætte parforhold som mål. Fortælleren betragter forløb og personer med et konventionelt blik, og historien ledsages af rigeligt doseret almenmenneskelig livsvisdom. Heltinden vælger mellem en række bejlere, før hun bliver lykkeligt gift, og som kontrast oprulles en af bipersonernes ulykkelige kærlighedshistorier. I Rige Dage, 1877, drives ægtemanden i ulykke, fordi den smukke hustru mangler dybere følelser. Johanne Schjørring anså det i forlængelse af romantikkens kønsrollemønster for kvindens opgave at forvalte følelseslivet i familien. Samtidslitteraturens orientering mod naturalisme og realisme satte sig dog efterhånden spor. Temaet i Esthers Historie, 1884, er den frustrerede hustru, der føler sig forsømt af sin hårdtarbejdende mand. Løsningen fastholder alligevel idealet om det altopslugende kærlighedsforhold; ægtemanden afvikler sine forretninger, hustruen afleverer børnene hos familien, hvorefter parret kan drage ud som missionærer. Johanne Schjørrings bøger kom i flere oplag og blev næsten alle oversat til tysk, for nogles vedkommende også til hollandsk, ungarsk og engelsk, skønt anmelderne i stigende grad kritiserede manglen på psykologisk dybde og problemdebat. Hun tog længe afstand fra kvindebevægelsen, novellen En Nutids-Begivenhed fra Fem Fortællinger, 1880, skildrer de ulykkelige virkninger af en kvindelig emancipation, men med tiden meldte hun sig ind i Dansk Kvindesamfund, og redigerede sammen med Jenny Blicher-Clausen og Laura Kieler festskriftet i anledning af Kvindernes Udstilling i 1895. Johanne Schjørring var blandt de ti kvindelige forfattere, der som de første kom på finansloven i 1883.