Hilda Sehested

Hilda Sehested fik en privilegeret opvækst på godset Broholm ved Gudme på Fyn, idet hun undervistes hjemme og fik lov til at dyrke sine interesser, opmuntret af forældrene og flere af de 13 søskende, hvoraf Thyra S. senere blev historisk forfatter, Hannibal S. og Knud S. politikere. Hjemmet var musikalsk, og moderen og de mange børn spillede kammermusik sammen med de musikere, som gæstede Broholm. Allerede i 1873 som 15-årig rejste Hilda Sehested til København for frem til 1879 at tage klaverundervisning hos C.F.E. Hornemann, der var komponist og lærer i klaver og teori. I en livlig korrespondance mellem Hilda Sehested og hendes søskende fremskaffedes ny musik på noder, og hun fortalte om koncertoplevelser, fx G. Bizets opera Carmen, som hun 1880 hørte i Berlin. I 1883 modtog hun klaverundervisning hos den berømte, franske pianistinde og musikpædagog Louise Aglaé Massart i Paris, som også komponisten og sangeren Nanna Liebmann havde frekventeret.

I 1886 påbegyndte Hilda Sehested et studium i teori og komposition hos Orla Rosenhoff, komponist og teorilærer ved Musikkonservatoriet, et studium, der først afsluttedes året før lærerens død i 1905. Teoriundervisningen udfriede en længsel hos Hilda Sehested efter en bestemmelse med livet. Rosenhoff agtede og respekterede hun som en fader, og han anerkendte på sin side hende som et usædvanligt musikalsk talent. Hendes musikalske sans opfattede han som værende “hyper-Romantisk, blid og blød”, og han kritiserede hende, når hun brugte hårde klange i sine kompositioner. Frem til 1896 komponerede hun flere kammermusikværker i en senromantisk stil, dels præget af tysk romantik, dels af dansk nationalromantik. Blandt de trykte værker gælder dette fx hendes opus 1 Fantasistykker, 1891, samt Sonate for Pianoforte, 1896.

Da moderen døde i 1894, flyttede Hilda Sehested permanent fra barndomshjemmet og ind hos søsteren Thyra S. i København Søsteren var en god støtte, menneskeligt og økonomisk, bl.a. skød hun penge i Hilda Sehesteds koncertopførelser. I 1896 blev Hilda Sehesteds virke imidlertid afbrudt. Hun forlovede sig med arkæolog og museumsdirektør Henry Petersen. Lykkelig koncentrerede hun sig om det forestående bryllup, men da Henry Petersen blev syg og døde en måned før brylluppet, fik hun et chok, der satte en stopper for trangen til at komponere og fik hende til at afskære forbindelsen til musiklivet og til Rosenhoff og hans elever, bl.a. Carl Nielsen. Efter en kort tid som sygeplejerske søgte hun atter ind på det musikalske område og fik i 1899 et privat afgangsbevis hos organist i Frederikskirken Ludvig Birkedal-Barfod. Som organist kom hun dog kun til at virke som vikar. Beskæftigelsen med orgelspillet blev imidlertid et led i hendes musikalske udvikling, og hun vendte tilbage til kompositionsstudier hos Rosenhoff med en ny beslutsomhed. I de næste 30 år virkede hun som fuldtidsbeskæftiget komponist, aktivt deltagende i det kbh.ske musikliv. At hun kunne realisere sit betydelige kompositionstalent og leve et uafhængigt liv som skabende kunstner, skyldtes bl.a., at hun fik en solid uddannelse, hvilket der var en tradition for i hendes miljø, ligesom familieformuen bidrog til, at hun ikke behøvede at arbejde for andre. Som ældre underviste hun dog i mindre målestok.

Det genoptagne kompositionsstudium hos Rosenhoff kom til at bære præg af forstyrrende misforståelser. Hilda Sehested havde svært ved igen at falde ind i rollen som elev, og hun fandt, at læreren var alt for kritisk i sine bedømmelser. Rosenhoff hjalp hende dog med udgivelsen af Sonate for Pianoforte i 1904. Sammen med Intermezzi for Klavertrio blev sonaten opført ved en privat koncert i 1904, muligvis hos broderen Holger S., der ofte afholdt kammermusikaftener med Hilda Sehested som deltager. Flere gange bad hun andre komponister eller musikere om kritik af sine værker. I 1906 skrev hun til musikhistorikeren Angul Hammerich om den inspiration og energi, hun fik ved at skrive for trompet. Stykket, hun sendte ham, var Suite für Cornet in B und Klavier, hvoraf to satser blev opført i Kammermusikforeningen i 1905. I en anmeldelse af suiten i et tysk militærmusikerblad i 1912 studsede en anmelder over, hvor sjældent kvinder skrev for messinginstrumenter og endda så fremragende. Hilda Sehested tog selv initiativer til at få sin musik opført, 1907 afholdt hun fx to kompositionsmatinéer. Sangeren Vilhelm Michelsen optrådte flere gange med hendes sange, bl.a. ved en matiné i Kvindelig Læseforening. At hun fortrinsvis skrev sange var et tidstypisk vilkår for de kvindelige komponister, idet det var lettest at få udgivet sangkompositioner. Syv ud af hendes i alt 19 udgivelser var således sanghefter. I 1911 var hun medstifter af Østerbro Kammermusikforening og i en årrække bestyrelsesmedlem i foreningen.

I 1914 indsendte Hilda Sehested en opera med titlen Agnete og Havmanden til Det Kgl. Teater. Librettoen over folkevisen var skrevet af forfatteren Sophus Michaëlis på opfordring af hende. Operaen, en enakter i tre scener, var inspireret af dansk natur og digtning og komponeret i et mere moderne tonesprog. Den blev antaget til opførelse, omtalt i pressen og vel modtaget af venner og kolleger, men trods protester aldrig opført. I 1918 begrundede Det Kgl. Teater afslaget med henvisning til krigsforholdene, der ikke tillod økonomisk risikable nyopsætninger. I 1915 og 1916 finansierede Hilda Sehested selv to offentlige kompositionsaftener med økonomisk støtte fra broderen Hannibal S. i form af en livrente. 1915 opførtes bl.a. en orkesterversion af Suite für Cornet in B und Klavier, Miniaturer for Orkester samt Rhapsodi. Både fra tilfredse musikere og fra dirigenten Peder Gram fik hun opbakning, og dagbladskritikken gav hende ikke den sædvanlige damebehandling, men kommenterede det nye i at en kvindelig komponist trådte frem med orkesterværker, der både viste nytænkning og grundig skoling. Ved kompositionsaftenen i 1916 hørtes foruden sange og Kvartet i G for strygere et eksempel på Hilda Sehesteds utraditionelle instrumentsammensætning, nemlig to fantasistykker for engelsk horn og strygekvintet Ensomme Hyrdedrømme. Især hendes ægte talent på det lyriske område blev fremhævet af anmelderne. En komposition for basun og orkester Morceau pathétique opnåede 1923 at blive trykt på et fransk forlag.

Hilda Sehested troede ikke på kvindeemancipation. Da Kvindernes Udstilling i 1895 blev afholdt, syntes hun på den ene side, at hun var selvskreven til at være med, da alle hendes veninder og jævnaldrende kunstnere deltog. På den anden side kunne hun ikke se “det fornuftige i at skille Mænds og Kvinders Arbejde ad”, og hun renoncerede på at deltage i konkurrencen og i koncerter og lod blot en enkelt sang trykke i udstillingens sangalbum. I 1916 komponerede og dirigerede hun en kantate for orkester, klaver, kvindekor og solo til Dansk Kvindesamfunds fællesmøde. Hendes tidstypiske holdning til kønnene afspejledes musikalsk i Sange med Klaver, 1907, hvor teksterne skildrer kvinden som enkel og naiv, manden som besindig og fuld af styrke. Blandt de mange kammer- og orkesterværker, hun fik opført i 1920’erne, kan nævnes Fire Fantasistykker for fløjte og klaver, 1927, hvor hun var inspireret af nye tendenser og strømninger særligt på det harmoniske plan. Her anvendes en impressionistisk harmonik, som giver værket en stemning og atmosfære baseret på det klanglige element. Den franske impressionistiske komponist Debussy var et af hendes forbilleder.

Hilda Sehesteds musik har en stor spændvidde, fra startens ekspressive, spændingsfyldte senromantiske stil, bl.a. med brug af farvede harmoniforbindelser, til den senere impressionistiske, enklere og mere statiske og spændingsløse stil. Selvom hun ikke fik et markant gennembrud, opnåede Hilda Sehested at blive anerkendt og respekteret som komponist i sin samtid. Udvalgte værker af Hilda Sehested blev 1996-97 indspillet på tre cd’ere med fremtrædende danske musikere.