Marie Mortensen

Marie Mortensen voksede op i en husmandsfamilie i Gørding nord for den gamle Kongeågrænse. Allerede som 16-årig kom hun ud som lærerinde og oplevede på sin egen krop de usle bolig- og lønforhold, som den tids lærerinder på landet blev budt. Om det skelsættende møde med pogeskolen i Brande, den offentlige skole for de mindste børn, skrev hun senere, at “ud fra disse Erfaringer voksede en dyb Trang til om muligt at hjælpe dem lidt til Rette, der med smaa Midler, men ud af medfødt Lyst til Lærergerningen tager fat selv under de beskedneste Vilkaar”. Marie Mortensen forsøgte i de følgende år at tilfredsstille sin trang til videreuddannelse, bl.a. ved højskoleophold. I 1897 tog hun eksamen fra Statens Forskoleseminarium i Vejle, og fra 1902 til 1919 var hun ansat som forskolelærerinde i Viby på Sjælland.

Den korte, etårige forskolelærerindeuddannelse var blevet etableret i 1892 som en uddannelsesmulighed for bogligt begavede, men mindrebemidlede bondepiger. Men uddannelsen bidrog samtidig til at skabe et skel mellem forskolelærerinderne og de “rigtige” treårigt uddannede lærerinder. Dette skisma blev et hovedtema i den organisering af lærerinder i Danmarks Lærerforening (DLF), som Marie Mortensen engagerede sig stærkt i i Viby-årene. Anne Bruun var som den første lærerinde blevet valgt ind i DLFs hovedbestyrelse i 1900, og i 1909 blev Lucie Jensen og Bolette Sørensen valgt som de første landsbylærerinder. I de følgende år markerede Marie Mortensen eller Marie Hansen, som hun hed på dette tidspunkt, sig stadig stærkere som forskolelærerindernes førende talskvinde. Imidlertid ønskede landsbylærerinderne med den treårige uddannelse ikke at opstille Marie Mortensen til hovedbestyrelsen. Modsætningsforholdet mellem de to grupper af lærerinder afspejlede både deres forskellige status i skolen, med forskolelærerinderne som et absolut lærerproletariat, og en modvilje mod Marie Mortensens person og mere aggressive stil. Med Marie Mortensen som den drivende kraft dannedes Forskolelærerindernes Valgforbund 1913, og ved valget i 1915 blev hun valgt med det største stemmetal af de opstillede lærerinder.

I hovedbestyrelsen arbejdede Marie Mortensen med stor ihærdighed og dygtighed for at skaffe forskolelærerinderne ligestilling. Hun var en begavet taler, der ofte tog stikket hjem på sin djærve og sarkastiske facon, fx når hun beskrev skolemyndighedernes hykleri i synet på de unge pigers særlige pædagogiske talent, der dog ikke forhindrede, at man fandt sig til rette med “saa billig Arbejdskraft, selv om Pigerne blev ældre”. Marie Mortensens kompromisløse stil skaffede hende også mange fjender, ikke mindst blandt andre lærerinder. Ligelønsforkæmperen Thora Pedersens krav om at afskaffe den særlige forskolelærerindeuddannelse, for på denne måde at stille den samlede lærerindegruppe bedre, afviste hun totalt. Også internt blandt forskolelærerinderne udspaltede der sig efterhånden to fraktioner, der havde forskellige holdninger til forskolelærerindeuddannelsens fremtid, en strid, der først afsluttedes med lukningen af seminariet i Vejle i 1972. Da Marie Mortensen giftede sig i 1919, flyttede hun til Viborg og gled dermed ud af de aktive lærerinders rækker. Alligevel bevarede hun sin plads i hovedbestyrelsen til 1927. Efter 1919 havde der rejst sig kritiske røster for at få hende væk, begrundet i hendes pensioniststatus og i hendes “Vi alene vide”-stil, men mange bakkede hende op med stor trofasthed og hengivenhed. Søsteren Anna Hansen, der var lærerinde i Dronningborg og delte hendes synspunkter, efterfulgte hende i hovedbestyrelsen, og Marie Mortensen bevarede derved muligheden for fortsat at øve indflydelse fra kulissen.

Marie Mortensen var et politisk engageret menneske. I Viby blev hun formand for værgerådet, ligesom hun var aktiv i afholdssagen og kvindesagen, bl.a. som medstifter af en afdeling af Landsforbundet for Kvinders Valgret for Viby-Daastrup 1908. Også efter flytningen til Viborg i 1919 opretholdt hun et højt aktivitetsniveau. Hendes ægtefælle, redaktør A.C. M., valgtes i 1920 til Folketinget for Socialdemokratiet, og hun støttede ham stærkt under valgkampen. Hendes aggressive stil kom øjensynligt som et chok for lokale konservative, der i den lokale presse beklagede, at hun ved alle vælgermøderne havde generet den konservative kandidat. I Viborg blev Marie Mortensen medlem af skolekommissionen 1921-43, af amtsskolerådet 1924-43 og af menighedsrådet for Viborg domsogn 1922-33. Hun var endvidere en af de få aktive kvinder i ledelsen af Danmarks Afholdsforening, medlem af hovedbestyrelsen 1916-29 og 1931-33 og en meget anvendt foredragsholder i afholdssagens tjeneste. Marie Mortensen, der var blevet tidligt tunghør, tog også initiativ til at stifte en afdeling af Dansk Tunghøreforening i Viborg. Hun fungerede gennem en årrække som censor ved optagelsesprøven til forskoleseminarierne og var medarbejder på den meget brugte Min første Læsebog, 1914. Indignationen over de usle forhold, der blev budt lærerinderne på landet, gjorde Marie Mortensen til en drivende kraft i organiseringen af forskolelærerinderne, denne uglesete gruppe i lærerstanden. Selv hendes mange fjender måtte anerkende den enestående energiske indsats, hun ydede. Sociale hensyn var for hende vigtigere end både standsinteresser og korrekte kvindesaglige holdninger.