Bolette Sørensen

Hjemstavnsforfatteren og landsbylæreren Bolette Sørensen var født i et fattigt væverhjem ved Randers, men drev det til at blive en foregangskvinde, der afstak en farbar vej til et selvstændigt kvindeliv. Efter konfirmationen kom hun i huset hos pastor Hans Lyder Roed Müller i Voldum sogn i fire år, og allerede dette, at hun blev ansat i præstegården, var lidt usædvanligt for en fattig pige. Derefter kom hun på Lars Bjørnbaks højskole i Viby, og siden rejste hun med hjælp fra baron Alexander Berner-Schilden-Holsten på Clausholm til København, hvor hun i 1881 tog lærerindeeksamen fra N. Zahles Seminarium. Efter en kort tid som privatlærerinde i Halling var hun fra 1882 til 1920 lærerinde i Hald ved Randers. Som ugift havde hun mulighed for at forene lønarbejdet med et udstrakt virke som fagligt aktiv og folkeopdrager og førte på denne måde højskolens visioner ud i livet. I mange år var hun medlem af bestyrelsen for Ommersyssel Lærerkreds. Hun og Lucie Jensen var de første landsbylærerinder i Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse, hvor Bolette Sørensen sad 1910-12. Samtidig gjorde hun et stort arbejde for at organisere de jyske landsbylærerinder og bevidstgøre dem om deres betydning som folkeoplysere. Et andet af hendes virkefelter var kirken. I 1903 var der valg til nyoprettede menighedsråd, og det var samtidig første gang, kvinder havde adgang til at kandidere og stemme ved et offentligt valg. Bolette Sørensen blev valgt ind i Hald menighedsråd allerede dette år og fik også tilsynet med pastoratets plejebørn. Desuden var hun stifter og leder af Hald Bys Læseforening.

I 1904 debuterede Bolette Sørensen som forfatter med romanen Maren i Kærgaarden. Den blev udgivet under navnet Hans Hede, et pseudonym hun også siden brugte. Ud over debuten udgav hun tre andre romaner og nogle dilettantstykker og bidrog desuden med noveller og skitser til dagblade og tidsskrifter. Hendes værker skildrer det førindustrielle herregårds- og almueliv, og det gennemgående tema er konflikten mellem den gamle tids traditionelle værdier og den nye tids oplysning og individualisering, ofte i form af hovedpersonens splittelse mellem pligten og kærligheden. Bøgerne er underholdende og opbyggelige og lægger sig i forlængelse af den gængse skolelærerlitteratur, men samtidig indeholder de en egen tvetydig distance til de romantiske klichéer. Selv fremstod Bolette Sørensen jo også som en helt anden kvindetype end det romantiske kvindeideal. Hun var i udpræget grad en kvinde mellem to tidsaldre: hun havde haft en vis valgfrihed og fået en uddannelse, og i smuk overensstemmelse med højskolens idéer forenede hun den kvindelige omsorg for sine elever, sin hjemstavn og sit kald med et udadvendt og indflydelsesrigt arbejde.