Maria Nielsen

Maria Nielsen nedstammede fra en slægt, der var virksom inden for sundhedsvæsenet. Bedstefaderen var apoteker i Skive og faderen læge, senere klosterlæge på Vemmetofte adelige Jomfrukloster. Familien var desuden præget af det sønderjyske spørgsmål. Bedstefaderen faldt i Treårskrigen, 1848-51, og faderen var lazaretlæge under krigen i 1864. Maria Nielsen mistede sin fader, allerede da hun var 15 år, men fik alligevel som enebarn mulighed for at tage en uddannelse. Hun tog studentereksamen som privatist, sproglig-historisk linie, ved Frbg. Latin- og Realskole i 1904 og blev seks år senere cand.mag. i historie, latin og engelsk fra Københavns Universitet. Som en af de første kvinder efter Anna Hude modtog hun 1912 Københavns. Universitets guldmedalje for besvarelsen af den historiske opgave De ikke-nordiske Landes Deltagelse i Handelen paa Nord- og Østersøen i 1500- og 1600-Tallet. I det historiske miljø knyttede hun sig til professor Joh. Steenstrup, med hvem hun brevvekslede. I de følgende år fortsatte hun i nogen grad det videnskabelige arbejde, men efterhånden blev hun optaget af skolevirksomhed.

Maria Nielsen fik timer ved N. Zahles Skole, Marie Kruses Skole og Laura Engelhardts Skole, men det blev ved den sidstnævnte, hun fik sin livsopgave. Hun underviste i historie og latin, senere også i oldtidskundskab, og var aktiv forkæmper for forbedringer af privatskolelærernes forhold. 1917-19 var hun medlem af Privatlærerforeningens bestyrelse. Da Københavns kommune i 1919 overtog Laura Engelhardts Skole under navnet Rysensteen Gymnasium, fortsatte hun 1919-21 og 1923 i bestyrelsen for De kommunale Gymnasieskolers Lærerforening. Samtidig skete der en ændring af hendes stilling, da Laura Engelhardt måtte gå af som skoleleder på grund af manglende akademisk uddannelse. I 1919 blev Maria Nielsen udnævnt til rektor. Samme år tiltrådte også Antoinette Dickmeiss og Karen Kjær tilsvarende stillinger, og de tre blev landets første kvindelige rektorer ved offentlige gymnasier. Det blev Maria Nielsens første opgave at omdanne den private pigeskole til et kommunalt gymnasium. 1919-23 blev underskolen afviklet, og den særlige pigeskoleeksamen, der blev afholdt sidste gang 1926, afløstes af mellemskole- og realeksamen. Samtidig fik lærerkorpset efterhånden et mere akademisk præg, som Maria Nielsen var med til at fremme.

Der var noget fornemt og reserveret over Maria Nielsens væsen. Men hun kunne også optræde med myndighed, og hun havde evne til at knytte gode medarbejdere til skolen. Hun havde en veludviklet social forståelse, hvilket der var brug for, da skolen efter kommunens overtagelse ikke længere kun tiltrak elever fra de bedre stillede lag. Omsorgen for eleverne førte bl.a. til, at hun tog initiativ til, at skolen i en årrække lejede et sommerhus, så nogle af de piger, der ellers ikke havde mulighed for at holde ferie, fik lejlighed til at komme til skov og strand. Hendes tiltag blev videreført efter hendes død, da penge indsamlet til en mindefond blev benyttet til at opføre et sommerhus ved Kulhuse. Trods sit reserverede væsen knyttede Maria Nielsen sig nært til en række af sine elever. En af dem Helvi Poulsen, der tog studentereksamen fra skolen 1922 og senere uddannede sig til læge, blev hendes plejedatter. Maria Nielsen interesserede sig også for eleverne, efter at de havde forladt skolen. Hun engagerede sig bl.a. i kampen for at skaffe de kvindelige studerende bedre boligforhold. I 1929 rejste hun spørgsmålet i foreningen Kvindelige Akademikere, og samme år åbnede Det lille Akademikerhjem i Ny Vestergade 7. Maria Nielsen sad også i den komité under ledelse af Eli Møller, der stod bag oprettelsen af Kvinderegensen i 1932. Hun nåede dog kun selv at opleve grundstensnedlæggelsen.

Ved siden af sit rektorhverv var Maria Nielsen meget aktiv i det historiefaglige arbejde. I en årrække var hun anmelder i det anerkendte pædagogiske tidsskrift Vor Ungdom, hvor hun både anmeldte skolebøger og historisk faglitteratur. Hun skrev også en række indlæg om historieundervisningen i gymnasiet. Fra 1929 var hun med i redaktionen af tidsskriftet. Maria Nielsen var blandt de fremmeste fortalere for en reform af undervisningen, så den blev mindre præget af udenadslære. Lærebogsstoffet skulle indskrænkes, og undervisningen koncentreres om de lange linier samt om udvidede perioder, dvs. den metode man langt senere har kaldt “knudetovsprincippet”. Desuden skulle undervisningen tage udgangspunkt i kilder og billeder, som både kunne være illustrationer i bøger, egentlige billedatlas og lysbilleder. Hun benyttede selv disse midler i sin undervisning og fik i 1927 Undervisningsministeriets tilladelse til som forsøg at lade eksaminationen ved studentereksamen tage udgangspunkt i en kildetekst eller et billede. Hun udgav et par lærebøger, som byggede på hendes tanker om en fornyelse af undervisningen. Sammen med en kollega ved skolen, Augusta Schiødte, udgav hun i 1919 Historiske Læsestykker, som omfattede Nordens historie indtil 1660. 1929-30 udgav hun Lærebog i Nordens Historie for Gymnasiet, som var forsynet med et rigt billedstof. Hendes lærebog blev i 1935 anvendt af i alt 48 klasser i gymnasieskolen. Maria Nielsens tidlige død hindrede utvivlsomt lærebogens yderligere udbredelse, da den ikke senere blev revideret.

Også på det foreningsmæssige område var Maria Nielsen aktiv. Hun var primus motor bag dannelsen af Historielærerforeningen i 1926, hvis opgave det var at arbejde for en nyordning af undervisning og læremidler samt at afholde foredrag. Foreningens møder blev som regel holdt på Rysensteen Gymnasium, og Maria Nielsen var foreningens formand indtil sin død. Hun var medlem af Pædagogisk Selskabs bestyrelse fra 1927, censor ved faglærerindeeksamen og i en periode formand for Skolescenen. Maria Nielsen interesserede sig også for Folkeforbundets (FF) arbejde, en forløber for FN, som hun sørgede for blev et emne i undervisningen, ligesom hun skaffede flere foredragsholdere til at fortælle om FF. Hun deltog selv i et af FFs sessionsmøder i Genève. Maria Nielsens tanker om historieundervisningen var meget moderne. Mange af forslagene blev først virkeliggjort i 1960’erne og 1970’erne. Den faglige debat led et stort tab ved hendes tidlige død, kun 49 år gammel.

Jørgen Møller: Historieundervisning i gymnasiet gennem de sidste 100 år, 1983. Rysensteen Gymnasium 1881-1981, 1981. Årsberetning fra Rysensteen Gymnasium, 1919-1932, 1957. Bog og Naal 7/1931. Vor Ungdom 5/1931.