Maria Bojesen

Maria Bojesen var næstældst i en søskendeflok på fem, fire piger, der alle blev lærerinder, og en dreng, der blev præst. Sammen med sin ældste søster Christiane B. havde Maria Bojesen i nogle år et pigeinstitut i Fåborg, hvortil de knyttede en “Legeskole”, det første danske forsøg på at holde børnehave. I 1833 søgte og opnåede Maria Bojesen bevilling til pigeskolehold i København Samme år var hun blevet gift, og hun var samtidig begyndt at studere fransk hos en af universitetets professorer. Hun var således fra sin ungdom en for sin tid sjældent emanciperet kvinde, selverhvervende og gift kone under uddannelse. I 1835 forliste hendes mand under en sejlads ud for Norge, et tab, Maria Bojesen havde svært ved at komme over. Hendes tidligere sognepræst biskop J.P. Mynster anbefalede hende da at besøge en gammel forhenværende lærerinde, der trængte til hjælp. Og konfronteret med virkelig nød fandt Maria Bojesen, hvad der senere skulle blive hendes kald: at virke for bedre forhold i alderdommen for enlige kvinder, specielt for tidligere lærerinder. Foreløbig drev hun en privat pigeskole til 1848, hvorefter hun opbyggede en lille dannelsesanstalt for unge piger, der ønskede at blive lærerinder. Her vejledte hun aspiranter til den institutbestyrerprøve, som Københavns skoledirektion havde oprettet i 1845, og senere til lærerindeeksamen, og hun hører således sammen med Annestine Beyer og Natalie Zahle hjemme blandt de første pædagogpionerer, der forsøgte at skabe en målrettet boglig uddannelse for kvinder.

Maria Bojesens arbejde med opdragelse og undervisning medførte, at hun oversatte en del børne- og ungdomsbøger fra engelsk, bedst kendt i dag er Robin Hood. I 1852 udsendte hun efter en rejse til England pjecen Nogle ord om Queen’s College, landets første kvindeseminarium. Hendes hovedværk var den over tusind sider store lærebog Rejse igjennem Danmark, 1856. Værket, en gennemgang af Danmarks historie og geografi, blev almindeligt anerkendt og benyttedes til undervisning, og det indbragte hende i 1860, så vidt vides som den første kvinde, medaljen Ingenio et arti og den tilsvarende svenske Litteris et artibus. Sandsynligvis stod Grevinde Danner med sin omfattende interesse for pigeopdragelse bag tildelingen. I øvrigt blev Maria Bojesens arbejdskraft mere og mere viet velgørenhed. I 1863, da Diakonissestiftelsen oprettedes, udsendte hun en pjece om diakonissesagen, og i årene efter allierede hun sig med kvinder som Jutta Bojsen-Møller og maleren Elisabeth Jerichau Baumann om stiftelsen af Foreningen til Lærerinders Understøttelse. For at skaffe startkapital gennemrejste Maria Bojesen Frankrig, England og Skotland, og ved en basar indbragte salget af de værdigenstande, hun havde hjembragt, 10.000 kr., en i datiden imponerende sum. Foreningen blev stiftet i 1867, men da Maria Bojesen var uenig med de andre stiftere om princippet for forsørgelse, måtte hun forlade bestyrelsen. De ønskede understøttelse, mens Maria Bojesen i dette som i andre forhold fulgte sit motto: Hjælp til Selvhjælp. Året efter lykkedes det hende at samle interesse og midler nok til oprettelse af Forsørgelsesforeningen for Lærerinder, der økonomisk hvilede på princippet om selvforsikring fra ungdommen gennem små løbende indbetalinger og en høj forrentning. I 1878 var Maria Bojesen medstifter af Hvilehjemmet for Lærerinder på det dengang landlige Frbg. Såvel forsørgelsesforeningen som hvilehjemmet stod under kgl. protektion. Maria Bojesen stiftede sammen med sine søstre og broderen, der alle var ugifte, et legat, der ved den sidstes død tilfaldt forsørgelsesforeningen. På hendes grav på Frbg. Kirkegård rejste kolleger og elever en mindesten.

Maria Bojesen var en ilter person, med en god forstand og en legendarisk arbejdsevne, som hun bevarede langt op i alderdommen. Hun har næppe været let at samarbejde med, og hun havde ingen tilknytning til de øvrige grupper omkring etableringen af den første lærerindeuddannelse. Ikke desto mindre har hun ydet en pionerindsats i forbindelse med kvindelig læreruddannelse og i spørgsmålet om enlige kvinders betryggelse af deres alderdom.