Margrete Sambiria

Margrete Sambiria, der også bar tilnavnet Sprænghest, kronedes som dansk dronning i 1252 og optrådte få år efter som mægler i den strid, som den danske kongemagt var involveret i med ærkebiskop Jakob Erlandsen. I kraft af fødsel, ægteskab og begavelse betrådte hun således tidligt den politiske arena. Ærkebispen over den danske kirkeprovins gjorde krav på, at al verdslig indflydelse på kirken skulle ophøre. Kirken skulle styres af eget personel og efter sin egen lov, dvs. som selvstændig øvrighedsmagt og med ærkebispen som fyrstebiskop over Skåne. Ikke sært, at kong Christoffers reaktion herpå blev ærkebispens arrestation, og således beroede sagen, da Margrete Sambiria ved kongens pludselige død i 1259 som enkedronning stod alene med den 11-årige Erik Klipping. Hun havde svære odds imod sig, når det gjaldt om at varetage Christofferliniens interesser i forhold til efterkommerne af kongerne Erik Plovpenning og Abel. Men det skulle vise sig, at hun ligesom svigerinden, enkedronning Mechtilde i Slesvig, agtede at kæmpe som en løvinde for sit afkom.

Margrete Sambiria måtte ved sin tiltræden som formynder for den mindreårige konge løslade Jakob Erlandsen og imødekomme de holstenske grever og enkedronning Mechtilde ved at overlade dennes søn Erik Abelsen Slesvig som hertugdømme. Et forsøg på at omgøre dette ved et krigstogt ned i Slesvig førte 1261 til de kongeliges nederlag på Lohede, og Margrete Sambiria og kong Erik blev taget til fange af de holstenske grever, der gav støtte til den slesvigske hertug. Kun ved indskriden af hertug Albrecht 1. af Braunschweig, der så egne muligheder i Danmark, lykkedes det Margrete Sambiria at blive frigivet. Hun kunne ikke hindre, at Erik Plovpennings døtre fik stærke positioner, Sofie ved at blive gift med kong Valdemar Birgerson i Sverige, Ingeborg som norsk dronning ved sit ægteskab med Magnus Lagabøte. Margrete Sambiria forsøgte at gemme de to yngste, Agnes og Jutta, bort i Skt. Agnete Kloster i Roskilde, men de undveg. Efter slaget på Lohede måtte Margrete Sambiria også magtesløs se til, at Abels enke Mechtilde indgik et nyt ægteskab med Birger Jarl i Sverige og således bidrog til omringningen af Danmark. Alt synes at have sammensvoret sig mod den lille Erik Klippings monarki, men myndig og energisk sejrede Margrete Sambiria som sjælen i Christofferliniens overlevelseskamp. Hendes tilnavn Sprænghest må sigte hertil. Kampen førtes på flere planer. Ved hendes side stod i de første år hendes fader fyrst Sambor 1. af Pommern, og efter Margrete Sambirias løsladelse af fangenskabet støttede hun sig til hertug Albrecht af Braunschweig, der 1262-63 var rigsforstander. Han optrådte så barsk, at ærkebispen hurtigt måtte fortrække fra landet. Det blev samtidig klart, at den krænkede Abelslægt måtte lade sig nøje med hertugdømmet. Det var endda lige ved, at regeringen fik pavelig godkendelse af en tronfølgeordning, der prioriterede kvindelig arvefølge efter Erik Klipping højere end kongeslægtens andre mandslinier. Det var også et træk mod Abellinien, at Margrete Sambiria kraftigt arbejdede på at få Erik Plovpenning kåret som helgen. Abels drab på broderen ville da fremstå endnu værre end ellers. Endelig ordnedes forholdet til kirken på en for kongemagten meget tilfredsstillende måde under en proces for pavestolen. Ærkebispestriden endte uden indrømmelser fra kongelig side. I de forhandlinger, der foregik i Danmark om sagen, indtog enkedronningen en central placering, endnu længe efter at Erik Klipping i 1266 var blevet myndig.

Samme år overlod kongen Estland og Virland, der siden 1219 havde været under dansk overhøjhed, til Margrete Sambiria på livstid. Dem styrede hun fra Falster med centrum i Nykøbing Slot, uden dermed helt at opgive sin indflydelse på udøvelsen af den danske kongemagt. Margrete Sambirias betydning skyldes hendes succesrige bestræbelser for den. De betød, at Christoffers, ikke Abels, linie af den danske kongeslægt sejrede i kampen om magten. En utilsigtet konsekvens heraf blev, at Slesvig udviklede sig i retning af et selvstændigt territorium for Abelslægten. Kirkekampens udfald betød endelig, at de ekstreme kirkelige krav på bekostning af kongemagt og verdslig domsmyndighed ikke nød fremme i Danmark.