Jutta

Juttas livsforløb havde som baggrund Valdemarstidens stabile kongemagt, der på hendes tid afløstes af modsætninger og konkurrence inden for kongeslægten. Som kongedatter havde hun krav på at få krongods i arv, men regeringskredsen omkring Christoffer 1.s enkedronning Margrete Sambiria lod hende 1266, ca. 20 år gammel, anbringe i Skt. Agnete Kloster i Roskilde. Det var et nonnekloster, grundlagt af Juttas lillesøster Agnes to år før. At kong Erik Plovpennings to yngste døtre skulle ende deres liv i Kristi efterfølgelse som dominikanernonner, kunne ikke kritiseres ud fra tidens normer, og dispositionen var bekvem, fordi den tillod kongemagten at indefryse en del af pigernes fædrenearv.Et klosterlivs strenge krav til livsførelse, når det gjaldt bøn, isolation og seksuel afholdenhed, ønskede Jutta imidlertid slet ikke at opfylde. Hun var ganske vist som “den modnere og forstandigere” blevet priorinde i stedet for sin søster, men sammen forlod de klosteret omkring 1270, og ingen af dem vendte tilbage. Jutta opholdt sig en tid i Sverige, hvor der ikke uden grund opstod sladder om hendes forhold til kong Valdemar Birgerson, der var gift med hendes storesøster Sofie. Siden omtales hun især for sine bestræbelser på at komme i besiddelse af sin fædrenearv, som dels kongen, dels Agnete Kloster disponerede over. Ved indtrædelse i et kloster var det almindeligt at medbringe en godsgave til sit underhold, men kongedatteren gjorde gældende, at gaven havde mistet sin mening, nu da hun ikke længere opholdt sig i klosteret. Hun og søsteren Agnes beslaglagde da godset og disponerede over det, som om de aldrig havde været klostergivet. Senere førtes der retssag om godset mellem de interesserede parter, klosteret, kongemagten og de to søstres arvinger.Den politiske udvikling i 1280’erne kom Jutta og Agnes til gode. De bånd, der lagdes på kongemagten i forbindelse med kong Erik 5. Klippings håndfæstning 1282, medførte også en udsoning med kongens slægtninge, og i 1284 fik Erik Plovpennings døtre stormandsforsamlingen Danehoffets dom for, at kongen skulle udlevere det beslaglagte gods. At det også skete, synes at fremgå af, at Jutta snart efter mageskiftede krongods med kongen. Hendes liv viser, at for højbårne kvinder var klosterindgivelse på den tid et alternativ til et ægteskab med en ligestillet partner, men også at det kunne være så som så med frivilligheden. Jutta fulgte ikke et kald, da hun tog sløret, og hun formåede siden selv at sætte kursen for sit liv, da hun forlod klosteret og derefter siden levede ugift som selvstændigt disponerende godsejer.