Maren Sørensen

Maren Sørensens forældre var hedebønder i Oksbøl ved Varde. Fire år gammel kom hun i pleje hos sine bedsteforældre, der var på aftægt hos farbroderen Elias S. Han var metodist, meget religiøs og prædikede helvedes forbandelser over livets glæder, bl.a. brændte han Maren Sørensens kludedukke, som han mente var afgudsdyrkelse. Hun var stærkt knyttet til bedstefaderen, der havde været vandrelærer i dansk, historie og religion, og han lærte hende kunsten at fortælle. Da hun var ti år, vendte hun hjem til sin moder og søskende og et liv med hårdt fysisk arbejde. Som 12-årig besluttede hun at tjene Gud ud fra en opfattelse af kristendom som glæde. Da hun fem år senere passede sin døende moder, bestemte hun sig for at lære sygepleje. Efter en tid på Janderup Højskole blev hun 1905-06 uddannet på Skt. Lukasstiftelsen samt en periode på Blegdamshospitalet. 1906-09 var hun sygeplejerske i Strøby på Stevns. Inspireret af Højskolebladet meldte hun sig til et ugekursus på menighedsskolen på Liselund ved Slagelse, stiftet af frimenighedspræsten Niels Dael i 1909.

Mødet med Dael og senere frimenighedspræst L.B. Poulsen, der talte om de folkelige og kirkelige forhold i Sønderjylland, blev afgørende for Maren Sørensen. Hun kom i kontakt med Visby og Daler Sygeplejeforening på Tønderegnen og blev rejsende sygeplejerske i 11 år. Samtidig deltog hun i det nationale arbejde, især med ungdommen. Efter opfordring fra Den Nordslesvigske Kvindeforening tog hun 1912 til Flensborg for at virke, hvor sønderjyderne havde mest brug for hende. Hun slog sig ned i Holbøl og oprettede året efter Dansk Sygeplejeforening i Flensborg. Da Første Verdenskrig brød ud, meldte hun sig til frivillig krigstjeneste og deltog i sygeplejearbejdet uden smålig skelen til nationalitet og med en ukuelig vilje til at skaffe hjælp i form af mad og tøj. Selvom hun plejede mange krigsfanger af både fransk og russisk herkomst, undgik hun at blive fængslet og udvist for fraternisering med fjenden. “Min Sympati er min egen / hører til et neutralt Land,” skrev hun i Kvindernes Digt fra Soldaterhæfte, 1915. Hendes gerning udsprang således mere af en medmenneskelig forpligtigelse end af en national indstilling.

I 1920 blev Maren Sørensen leder af det nybyggede Børnenes Helsehjem i Vilstrup syd for Haderslev, som bl.a. Marie Skau-Petersen var en af drivkræfterne bag. Her fik omkring 300 svage sønderjyske børn ophold i sommerperioden. Med faglig og menneskelig dygtighed ledede hun børnehjemmet i 26 år. Om vinteren arbejdede hun blandt de sydslesvigere, der trods den dybe skuffelse over afstemningen i 1920 ønskede at bevare danskheden. Det kunne kun opnås ved, at de levede et dagligliv sammen med danskere, mente Maren Sørensen, der 1922-40 tilbragte vinteren i Valsbøl lige syd for 1920-grænsen. Hun tog rundt til syge og plejede dem, ikke kun fysisk, men også med sang og bibellæsning. Efterhånden mødte flere og flere op, og der blev afholdt en form for gudstjeneste. I 1923 fik hun indrettet en mødesal på Lorenz Jepsens gård i Valsbøl, og i 1930 byggede hun forsamlingshuset Valsbølhus med kirkesal, sygestuer, sløjdlokale og bolig til hende selv. Byggeriet var finansieret af gaver, og da hun, der selv arbejdede gratis, ønskede at være uafhængig af organisationer, havde hun afslået at søge støtte fra de nationale foreninger. Indvielsen blev forestået af Dael i forbindelse med et tredages møde, hvor 800 mennesker deltog.

Selvom Maren Sørensen i praksis havde fungeret som præst og afholdt gudstjeneste, kunne hun ifølge loven ikke blive ordineret. Den teologiske embedseksamen, som kvinder fra 1904 havde fået adgang til at aflægge, medførte ikke ret til præsteembede. Da loven om lige adgang for kvinder og mænd til tjenestestillinger og hverv kom i 1921, blev undtagelsesbestemmelsen vedrørende præsteembederne stående. Mens en intensiv debat om kvindelige præster bølgede frem og tilbage i 1920’erne og 1930’erne, udøvede Maren Sørensen i lighed med Ane Marie Petersen, Ruth Vermehren og Jørgine Abildgaard i praksis præstegerning. I 1940 blev Maren Sørensen formodentlig som den første kvinde i Danmark ordineret som præst af Dael i Havrebjerg Frimenighedskirke. Det var dog en ordination som frimenighedspræst og altså uden for folkekirken. Anden Verdenskrig gjorde det umuligt for hende at virke i Valsbøl, og hun fik forbud mod at krydse grænsen. Efter krigen vendte hun tilbage, men forholdene var blevet meget forandrede. I 1947 vedtog Rigsdagen endelig loven om kvinders adgang til at blive præster. 1948 ansatte Dansk Kirke i Udlandet en dansk præst, og Maren Sørensen trak sig tilbage til Vilstrup, mens hendes nære medarbejder sygeplejerske Kathrine Bøjlesen fortsatte som leder af Valsbølhus.

Maren Sørensen var på en gang mild og stærk, fysisk utrættelig og med en klippefast vilje. Hun spurgte ikke om tro eller nationalitet og havde et forhold til Gud, der gjorde, at hun godt kunne overtræde regler, hvis hun var overbevist om, at det var rigtigt at gøre det. Hun arbejdede med et mod og en uforfærdethed og en offervilje, der gjorde hende vellidt blandt mange. Og hun var sjælen og drivkraften bag Valsbølhus, der fungerede som samlingssted og hjemsted for et dansk kirkeligt, folkeligt og socialt arbejde. I 1934 blev hun æresmedlem af Dansk Sygeplejeråd og 1952 ridder af Dannebrogordenen. Maren Sørensen indtalte i sine sidste år sine erindringer på bånd, der udsendtes 1956-57 i Danmarks Radio. I 1982, 100-året for hendes fødsel, afsløredes på Folkehjem i Åbenrå et portræt, malet af Viggo Kragh-Hansen.