Marie Skau-Petersen

Med de to farbrødre Laurids og Peder Skau blev Marie Skau-Petersen født ind i en nationalpolitisk aktiv sønderjysk familie. Hendes fader førte en mere tilbagetrukken tilværelse end brødrene. Men sammen med sin kone overtog han slægtsgården Bukshave i Sommersted, som blev et mål for mange gæster både syd og nord for den daværende grænse ved Kongeåen. Også da Marie Skau-Petersen siden overtog gården, forblev den et omdrejningspunkt for danskhedens sag i Sønderjylland.

Sønderjylland var efter krigen i 1864 blevet tysk, men Marie Skau-Petersen og hendes søster Christine kom ikke til at gå i tysk skole. I hjemmet havde de en dansk lærerinde, og da de var henholdsvis 12 og 11 år, blev de sendt nord for grænsen til en morbroder i Kolding. Her gik pigerne i dansk skole og blev konfirmeret af en dansk præst. Årene i Kolding gav en ballast af dansk kultur, som fik stor betydning for de to søstre. Allerede som unge blev de aktivt engagerede i den sønderjyske sag og var bl.a. medarrangører af “Pigetoget” i 1884, da 300 unge sønderjyske kvinder i en uge gæstede Sjælland på Anna Thalbitzers initiativ. Søstrene var var nært knyttede til hinanden, og det var derfor et stort personligt tab for Marie Skau-Petersen, da Christine Skau i en alder af 27 år døde i 1890. En yngre broder var allerede død som dreng. I 1894 døde faderen, året efter moderen, og den da 34-årige Marie Skau-Petersen stod nu alene tilbage med slægtsgården, som hun besluttede at overtage. Bukshave var noget forsømt og havde lidt under de mindre gunstige tider for landbruget, så da gården brændte i 1896, var det ikke noget egentlig økonomisk tab for Marie Skau-Petersen. Hun forestod nu opbygningen af en ny og mere tidssvarende, men lidt mindre gård og indrettede stuehuset med smag og omtanke.

Det var i disse år, at Marie Skau-Petersens offentlige liv for alvor begyndte. Forstanderen for Askov Højskole Ludvig Schrøder og pastor Johannes Clausen tog i 1894 initiativ til Udvalg for kristelig Virksomhed i Nordslesvig (UKVN), som stiftedes det følgende år med Marie Skau-Petersen som sekretær og kasserer. Ved siden af den mere religiøse virksomhed påtog UKVN sig også at fremme sygeplejen, og Marie Skau-Petersen var en aktiv og drivende kraft i begge sider af udvalgets arbejde. Arbejdet krævede mere end et almindelig godt organisationstalent. Selvom UKVN ikke på papiret var en dansk national forening, var dets virksomhed i de tyske myndigheders søgelys, og udvalget var derfor bl.a. afskåret fra at telegrafere og fra at bruge åbne postkort. For at undgå at blive overrasket af tyske gendarmer måtte de kristelige møder afholdes i private hjem, men efterhånden fik man også mulighed for at benytte de danske forsamlingshuse, som blev bygget i disse år. I begyndelsen var foredragsholderne dansksindede, sønderjyske præster, men fra ca. 1907 gjorde man også brug af præster nord for grænsen. Mødevirksomheden var ganske imponerende. På et tidspunkt organiserede Marie Skau-Petersen 60 møder i løbet af et par måneder. Foruden foredragsvirksomheden forestod UKVN udgivelsen af sangbogen Salmer og Sange, som blev udbredt i hele Sønderjylland via interesserede repræsentanter i hver en landsby. Også distributionen af sangbogen krævede under de givne forhold den snilde og kløgt, som Marie Skau-Petersen besad. Udvalget mødte endvidere tysk modstand i forbindelse med arbejdet for sygeplejesagen. Under Marie Skau-Petersens ledelse lykkedes det dog at organisere og indsamle så mange midler, at omkring 115 sønderjyske kvinder kunne blive uddannet nord for grænsen for siden at vende tilbage og virke på deres hjemegn.

I 1903 giftede den 41-årige Marie Skau-Petersen sig med sin 14 år yngre bestyrer Jørgen Jessen Petersen, der var blevet ansat på gården året før. Ægtefællen blev hende en god støtte, ikke alene moralsk, men også fordi han overtog ledelsen af gårdens drift, så hun fik frigjort kræfter til sit offentlige, sociale arbejde. Hendes virke blev nu i en længere årrække koncentreret om oprettelsen af et hjem for kirtelsvage børn. Indsamlingen til hjemmet blev påbegyndt før Første Verdenskrig, men arbejdet blev afbrudt af krigen, som for Marie Skau-Petersen og hendes mand også fik betydning på det personlige plan. To af hans halvbrødre blev indkaldt som tyske soldater, sendt til fronten og dræbt. Efter våbenstilstanden i 1918 stod det klart, at Sønderjyllands genforening med Danmark kun var et spørgsmål om tid. De positive udsigter betød dog ikke, at Marie Skau-Petersen nu betragtede sin offentlige gerning som fuldendt. Krigen havde ikke gjort nøden mindre, og hun tog med fornyet kraft fat på sit arbejde med at oprette hjemmet for kirtelsvage børn. Bestyrelsen for UKVN købte officers- og vagtmandsbarakken ved en tidligere fangelejr i Sommersted, tæt ved Bukshave, men på det tidspunkt, da barakken skulle betales, havde man endnu ikke fundet et passende sted at genrejse den. Det endte med, at Marie Skau-Petersen for egen regning købte barakken. Det lykkedes da også til sidst at finde en egnet plet ved Vilstrup Strand, og få uger før Genforeningen i 1920 blev Børnenes Helsehjem indviet med støtte fra Den Sønderjydske Fond. Maren Sørensen blev helsehjemmets første leder.

Marie Skau-Petersen fortsatte det sociale arbejde til sine sidste år. Gennem 1920’erne og 1930’erne forsøgte hun ihærdigt sammen med andre sønderjyske kvinder at fremskaffe midler til et hvilehjem for svagelige og nervøse kvinder, som var blevet ofre for krigstidens underernæring. Marie Skau-Petersen var medlem af bestyrelsen for Kunst og Håndværk fra 1911 og af Den Nordslesvigske Kvindeforenings tilsynsråd fra 1919. Hendes nationale og sociale indsats blev i 1920 påskønnet med Fortjenstmedaljen i guld.