Anna Thalbitzer

Anna Thalbitzer voksede op i garnisonsbyer på Fyn og i Sønderjylland. Som oberst kæmpede hendes fader på dansk side i både Treårskrigen 1848-51 og i krigen 1864. For den da 17-årige Anna Thalbitzer forblev nederlaget i 1864 et sår, som Genforeningen i 1920 ikke til fulde kunne læge. I forbindelse med Pragerfreden 1866 efter den preussisk-østrigske krig blev det i den berømte paragraf 5 besluttet at gennemføre en afstemning om grænsedragningen i Sønderjylland. Men i 1878 ophævede tyskerne og østrigerne paragraffen. Da meddelelsen herom året efter kom til den danske offentligheds kendskab, resulterede den i både mismod og harme. Familien Thalbitzer var flyttet til Frbg. efter faderens pensionering. Under et besøg hos barndomsvenner i Nyborg blev Anna Thalbitzer vundet for tanken om dannelse af sønderjyske foreninger, og da hun vendte tilbage til København, begyndte hun straks at arbejde for sagen.

Et tidligere initiativ havde lidt skibbrud, men i 1884 blev Sønderjysk Samfund (SS), der fik sæde i København, stiftet med Anna Thalbitzer som primus motor. Hun blev bestyrelsesmedlem, mens malermester Ernst Schmiegelow blev formand. På Anna Thalbitzers initiativ arrangeredes senere på året et gæstebesøg af 300 sønderjyske piger i København Besøget gav stærk genlyd i offentligheden og bidrog i høj grad til at vække interessen for sønderjydernes sag i den danske hovedstad. Interessen bredte sig også ud i landet, hvor der mange steder blev oprettet lokale afdelinger af SS. Denne effekt og betydningen af Anna Thalbitzers virksomhed skal navnlig ses i lyset af den håbløshed, som ophævelsen af Pragerfredens paragraf 5 umiddelbart havde afstedkommet. Nu blev sønderjydernes sag tværtimod holdt levende. Anna Thalbitzer fungerede samtidig som sygeplejerske og lærerinde. Omkring 1889 havde hun sit virke i den sønderjyske by Bovlund, hvor hun knyttede varige, personlige bånd til befolkningen.

I 1891 blev Anna Thalbitzer forstanderinde for Lindevangshjemmet i København, et hjem for straffede unge kvinder, som Regitze Barner havde oprettet i 1877. Efter Børneloven i 1905 blev hjemmet statsanerkendt som opdragelsesanstalt for unge piger mellem 14 og 18 år. Anna Thalbitzer overtog hjemmet i en mådelig forfatning, men fik hurtigt sat skik på det. Høj og statelig, som officersdatteren var, kunne der i hendes fremtræden være en vis strenghed. Der stod respekt om hende. Men under den lidt barske overflade var hun den kærlige plejemoder, der fulgte levende med i elevernes videre færden, når de forlod hjemmet. For nogle af pigerne forblev hun også efter den tid deres “Moder”. Led de siden nederlag, tog hun sig det meget nær, og det kunne resultere i personlige kriser, som fik hende til at tvivle på sin egen gerning og formåen. I 1911 var et uheldigt fald skyld i et benbrud, som medførte, at hun måtte tilbringe otte måneder på Diakonissestiftelsen. Hun kom sig aldrig rigtigt igen, og i 1913 trak den 66-årige Anna Thalbitzer trak sig tilbage fra gerningen som forstanderinde for Lindevangshjemmet og bosatte sig sammen med søsteren Charlotte T. i en villa på Frbg.

Den store opgave som forstanderinde på Lindevangshjemmet havde ikke fået Anna Thalbitzer til at glemme Sønderjylland. Hun var stadig bestyrelsesmedlem i SS, som i 1903 udnævnte hende til æresmedlem, stod i direkte kontakt med de danske nordslesvigeres vælgerforening og var særdeles velorienteret om hele det politiske miljø i Sønderjylland. En af hendes venner var den sønderjyske politiker Jens Jessen, som også var redaktør for Flensborg Avis. Hans og hustruen Marie Jessens hjem i Kollund ved Flensborg fjord var undertiden base for Anna Thalbitzers virksomhed i Sønderjylland. Samtidig tjente hun Jens Jessen til støtte, bl.a.ved at skaffe penge til hans avis via en komité, der gik under hendes navn. Under Første Verdenskrig påtog Anna Thalbitzer sig nye opgaver. Henved 30.000 danske sønderjyder blev indkaldt til tysk krigstjeneste, og en del endte i engelske, franske og russiske fangelejre. Mange danske kvinder skrev breve og sendte pakker til fangerne, og Anna Thalbitzer var en af de flittigste. Med smalkosten i fangelejrene var pakkerne med fødevarer af stor betydning, og brevene bar vidnesbyrd til de ellers så isolerede fanger om, at de ikke var glemt.

Ved afstemningen i 1920, hvor den nordlige del af Sønderjylland stemte sig tilbage til Danmark, kunne Anna Thalbitzer føle sin indsats belønnet. Med sit ihærdige og stædige arbejde for danskheden kan hun tilskrives en del af æren for, at sønderjyderne fandt den støtte til deres sprog og kulturelle virksomhed, som var så nødvendig i de 56 år under tysk styre. Det var dog en sorg for hende, at der ikke var dansk flertal i Flensborg, og trods sin høje alder fortsatte hun i 1920’erne med at arbejde for de dansksindede, der boede her og andre steder syd for den nye grænse. Hun indsamlede midler, dels i eget, dels i SSs regi, til udsmykning af festsalen og lærerværelset på Duborgskolen i Flensborg og til at udstyre menighedssale i Harreslev og ved Kobbermølle med alterkar, statuetter og harmonium. Anna Thalbitzer forblev medlem af SSs bestyrelse til sin død i 1932.