Louise Fenger

Indtil midtvejs i livet var Louise Fenger stærkt bundet til sin familie. Hun var den yngste af døtrene i en børneflok på ti. Moderen var godsejerdatter og var som ung blev religiøst vakt af sin senere mand. Louise Fengers opvækst foregik indtil 1855 i Sydvestsjælland, der var et af brændpunkterne i tidens religiøse vækkelse, som faderen støttede sammen med flere af sine brødre, der var fremtrædende grundtvigianere. Børneopdragelsen i hjemmet bar præg af faderens strenghed, som grænsede til selverkendt hustyranni i en årrække. Så meget desto mere som moderens sindelag og tidligt svækkede helbred ikke gjorde hende til sin mands opvejende modvægt. Louise Fenger knyttede sig mest til sin fader, hvis yndling hun var. I 1855 fik faderen embede på Christianshavn ved Vor Frelsers Kirke med dets store sogn. På landet var Louise Fenger blevet hjemmeundervist, men nu kom hendes skolegang til at foregå i rektorboligen på den eliteprægede Borgerdydskole. I rektorparret Martin og Anna Mathea Hammerichs hjem og i samværet med deres døtre var tonen lysere og de selskabelige omgangsformer mindre alvorstunge, end den unge Louise Fenger var vant til og helt kunne vænne sig til.

I takt med at forældrene blev ældre, andre søskende flyttede, giftede sig eller døde, påtog Louise Fenger sig i stigende grad hjemmeansvar. Uddannelse til selverhverv lader ikke til at være kommet på tale i de unge år. I 1865 tog hun dog de første skridt, der ledte hende i retning af en senere debut som egentlig selvforsørgende. Med fire timers ugentlig undervisning i sang ved Dronning Caroline Amalies Asylskole kom hun i gang med lønnet deltidsbeskæftigelse i filantropisk regi og under Susette Mariboes ledelse. Lærerindestaben var overvejende døtre eller slægtninge af fremtrædende grundtvigske familier. Heltidsjob og egen bolig blev aktuelt efter moderens død i 1885. I 1886 udnævntes Louise Fenger af den kbh.ske magistrat til oldfrue ved byens ældste ældreinstitution Vartov Lemmestiftelse, som husede knap 500 gamle, såkaldt hæderværdige fattige, de fleste kvinder. Åbningen i 1894 af en ny filantropisk initieret, men kommunalt administreret ældreinstitution for ugifte kvinder gav Louise Fenger en avancementsmulighed under mere moderne og komfortable institutionsforhold end Lemmestiftelsens. Den Soldenfeldtske Stiftelse, der var oprettet af to mosaisk-jødiske brødre, rummede friboliger for ca. 120 ældre, trængende kvinder over 50 år, der tidligere havde arbejdet som lærerinder, husjomfruer, syersker og tjenestepiger. Stiftelsen var den største blandt de nye filantropiske boligbyggerier, der specielt blev oprettet for enlige kvinder af de hæderværdige fattiges kategori i 1800-tallets København Som forstanderinde indtil 1921 lagde Louise Fenger vægt på at skabe et fællesmiljø med et religiøst og et borgerligt-kulturelt indhold. Hun administrerede sin post med fast hånd og inden for et reglement, der gav hende vide beføjelser over for beboerne.

I 1883 var Louise Fenger ildsjælen bag en landsindsamling, som de venstreliberale og socialistiske modstandere gav øgenavnet “Kanonkvindernes Kampagne”. Initiativet lå i forlængelse af fynske kvinders appel til Christian 9. om at intervenere i de langvarige politiske stridigheder om dansk forsvarspolitik. Med kampagnen ønskede Louise Fenger og hendes støtter at demonstrere kvinders nationalistiske sindelag og offervilje på fædrelandets alter. Louise Fenger, der fremtrådte som taler ved lukkede kvindemøder, så indsamlingen som kvindernes moralske og særlige nationalistiske mission. I hele landet skulle kvinders forskellige stillingtagen til krig, fred og forsvarspolitik blive en af tidens splittende faktorer. I Jylland fandt Louise Fenger en samarbejdspartner i sin kusine, højskolemoderen i Askov Charlotte Schrøder, der efter sin officersfaders død under Treårkrigen 1848-51 en overgang havde været en populær plejedatter i Louise Fengers hjem. For indsamlede midler indkøbtes otte højmoderne kanoner fra Kruppfabrikken i Essen. Efter at dette resultat var blevet præsenteret for kongefamilien, blev våbnene udstillet på Tøjhuset, hvor de blev et tilløbsstykke. Med Højrepolitikeren Carl Ploug som konsulent, udgav Louise Fenger i 1883 Nytaarsgave til Danske Kvinder, en antologi med bidrag af bl.a. Pauline Worm, som i 1870’erne havde agiteret for marinens udvidelse.

Inden for hovedstadsvækkelsens efterfølgergeneration tilhørte Louise Fenger den gammelgrundtvigske lejr. Hun følte sig efter sin faders død mest hjemme i Vartov, grundtvigianernes klassiske “kultsted”. Hun tog afstand fra nygrundtvigianernes åbne indstilling til socialismen og kulturradikalismen. I 1898 bakkede hun derfor op om Kirkeligt Samfunds start og dens ungdomsorganisering som udspil, der kunne samle og styrke grundvigianismen, der stod svagt og delvis splittet i hovedstaden som kirkelig retning, og på hvis højrefløj hun befandt sig. Louise Fenger forblev hele livet loyal over for og bundet af den kulturelle og religiøse arv, hun havde taget med sig hjemmefra.